Gudmund Rask PedersenEvangelietekst

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« 

Matt 3,13-17

 

Prædiken

Hvordan bliver vi ”klædt ordentligt på” til livets udfordringer? Man skal jo være ”klædt på” til både det ene og det andet nu om dage. Det skal man være i jobbet, i parforholdet, overalt i hverdagslivet i situationer og relationer af enhver art: Klædt ordentligt på, og således forberedt til at kunne klare det ene og det andet så godt som muligt og helst med succes.

Vores børn skal klædes ordentligt på fra starten. Og det gøres ikke bare med Pampers og flyverdragter. Eller med leg fra morgen til aften. Der skal også, og mener mange, endda meget tidligt i livet, læring til. Masser af læring og undervisning. Pisaundersøgelser, prøver og tests venter forude. Arbejdsmarkedet kalder. Og forhåbentlig ikke kun med akut-jobs, men gerne med gode og gyldne karrierer, hvor forudsætninger forlanges, og dem med de bedste af dem belønnes.

Jo, man skal være klædt på. Og hvordan bliver vi det i grunden? Klædt ordentligt på til livets udfordringer? Livets virkelige udfordringer?

Prædikestolen skal ikke bruges som afsæt til at klandre og kritisere dem, der satser på uddannelse og hårdt arbejde fra begyndelsen. Men prædikestolen og det at være i kirken og gudstjenesten, som vi er det lige nu denne fastelavssøndag formiddag, skal bruges til at pege på noget andet, noget helt andet og i øvrigt noget helt enkelt som udgangspunkt for alt det, vi kan og skal og vil.

Som i en Noas ark sidder vi sammen i kirkeskibet, når vi er i kirke til gudstjeneste. (Som Helge Kjærulff-Schmidt i sin tid sang det:) ”Adel og borger, præster og bønder / glæder og sorger, dyder og synder / hele molevitten, samt alt hvad der er i den / vi er alle i samme båd…” Som i en Noas ark sidder vi sammen her og færges fra et gammelt til et nyt liv. Mindes, ombord i kirkeskibet, om det vigtigste af alt. Og aldrig bedre end på en søndag som denne med dåb, og det endda af hele tre små nyankomne: Magnus, Thit og Felix.

”Nu titte til hinanden.” Nu mindes vi alle, med deres dåb, om det vigtigste af alt, og hvad det vil sige, set herfra kirkens og gudstjenestens rum, at være klædt ordentligt på til livets udfordringer, og det lige fra begyndelsen.

For hvad kan Magnus, Thit og Felix egentlig? Ingenting, vil nogle sige. Jo. De kan lige nøjagtig det allervigtigste af alt, og det til perfektion endda: De kan tage imod! De bliver aldrig bedre til det. De kan ikke andet end at tage imod. Tro på, med alt det der er dem, at hjælpen er der. Og synes de ikke, den er der, så beder de om den. Tro og bøn, og samlet sagt, tage imod – det er det, de kan, de små.

Det er derfor Jesus peger hen på de mindste små og siger til alle store voksne: Se på dem! Lær af dem!

Og det er derfor, det er så ekstrafint, at vi som almindelig skik bliver døbt, mens vi endnu er helt små. For her bliver det så tydeligt, det, som i virkeligheden gælder hele livet igennem, nemlig, at vi dybest set altid lever, af det vi modtager. Dybest set, af Guds nåde. Af Guds kærlighed og barmhjertighed som udgangspunkt for alt det vi kan og skal og vil.

Det er fastelavn. Tiden for udklædning. Sagt med Luther, så iklædes vi i dåben Guds nåde. Guds kærlighed. Livet igennem må vi iføre os denne klædedragt. Dagligt må vi, som Luther siger det, krybe i vor dåbs nåde. Iføre os Guds nåde som vores under-tøj(!) Så er vi i grunden klædt på. Så er vi klædt ordentligt på til livets udfordringer. Indfældede i den sammenhæng, hvor det lyder over os hver især, som over Jesus dengang i dåben i Jordans flod: ”Du er mit elskede barn, i dig har jeg fundet velbehag!”

Din dåb siger dig det. Minder dig om det, livet igennem: At alting begynder med at modtage. Modtage som det bedste og livsvigtigste af alt: Kærlighed. At være elsket, bare fordi du er, og ikke for noget som helst andet. Af ren og skær nåde, som vi siger det med kirkens sprog.

Det er godt at være klædt ordentligt på. Det er godt, at være indfældet i en sammenhæng, hvor jeg kan være med alt det, der er mig og mit. Som vi kan det her i kirken og budskabet herfra. Som vi kan det hos hinanden, i familien, når livet er godt.

Børn, der bliver døbt her i Vær eller Serridslev kirke i disse år får på dåbsdagen, som Magnus, Thit og Felix, ”Sigurds børnebibel” med som en gave fra kirken. Nu er det det deres hver især (og ikke bare Sigurds). Nu er det om få år dem, der via far og mor skal høre bibelhistorie og have den del med som en væsentlig del af arvematerialet i deres liv. Så de også på den måde kan blive klædt ordentligt på til livet!

Jeg var for et års tid siden til en kursusdag med Sigurd Barrett, som her fortalte, sådan som han selv har fået det fortalt, om sit første møde med sine adoptivforældre fra Viborg. De var, i sin tid, kommet kørende i deres Ford Cortina til Lukasstiftelsen i København for at hente deres lille dreng. Sigurd lå på sin mors arm med lukkede øjne, da hun satte sig ind på bagsædet.

Det var en søndag formiddag, og da Sigurds splinternye(!) far satte sig ind bag rattet og startede Cortinaen og tændte bilradioen strømmede det ud med salmesang. Det var salmen ”Nu titte til hinanden”. I det samme slog den lille Sigurd øjnene op. Slog øjnene op til et liv med sin mor og sin far – nu titte til hinanden.

Og så voksede Sigurd ellers op i et hjem i Viborg, hvor de ganske vist ikke kunne trosbekendelsen helt 100 % rigtigt, og hvor de ikke ligefrem overrendte kirken, men hvor der som noget meget væsentligt og fint blev fortalt bibelhistorie for ham og bedt Fadervor og sunget ”Nu lukker sig mit øje” på sengekanten, med ord om ”synd og sorg og fare” og om Gud og engle.

Og hvor var det fint. Og hvor er der ingen tvivl om, at Sigurd Barrett den dag i dag, som succesfuld musikmand og fortæller, og far til en flok børn, mener, at det han dengang fik ved døbefonten og ved sengekanten, som noget afgørende vigtigt har klædt ham på til livets udfordringer.

Ved Jordanfloden siger Johannes Døberen til Jesus: ”Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?” Men Jesus svarede ham: ”Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.”

Guds retfærdighed er af en anden slags end vores. I Guds verden, i Guds rige, er der vendt rundt på tingene. Her begynder alting altid med at være den lille. Også for Gud selv.

Det er ikke retfærdigt. Sådan kan vi ofte tænke og mene om det ene og det andet her i livet. Mest af alt måske, når vi mister. Ikke mindst da, når vi mister den umistelige.

Eva Jørgensen, kendt fra TV-Avisen og andre af den slags sammenhænge fortæller i bogen ”Sorrig og glæde – Fra en enkes dagbog” om at miste – og at få. Miste sin godt og vel 40-årige mand gennem en galopperende opslidende muskelsvindsygdom, ALS, og samtidig, 10 måneder før mandens død, føde deres førstefødte søn.

Eva Jørgensen fortæller i ”Sorrig og glæde” om sit første år efter mandens død. Hun fortæller blandt andet om en sommertur til Ærø nogle måneder efter begravelsen: ”Ind imellem … slipper følelserne løs. Det sker i udbrud. Synet af en gylden kornmark. Lyden af bølger. Lugten af marker og malkekøer. Af min barndom. Min lykkelige uvidenhed om verdens glæder og sorger. Det bliver for overvældende. Af jord er du kommet, til jord skal du blive. Af jord(en) skal du igen opstå.

Min søn stortrives mellem himmel og jord. Han kravler nøgen rundt på strandbredden og æder tang. Snart rejser han sig. Går selv. Bevæger sig lidt længere væk fra mig, fuldstændig som han skal. Barnets normalitet er forunderlig. Det normale er fuldkomment, og det fuldkomne er normalt. Hvilken velsignelse at få lov at opleve det. Der var skæbnen gavmild. Husk det, Eva!, hvisker brisen hen over rosa rogusa (hybenroserne).”

Velsignelse hører med. Ja, velsignelsen er udgangspunktet – ”i Faderens, og Sønnens, og Helligåndens navn” Sov sødt, barnlille! Sov nu godt! ”Nu lukker sig mit øje / Gud Fader i det høje, / i varetægt mig tag!” Og vågn så op, igen og igen, til livet her mellem himmel og jord, hvor du må tænke og tro, at du, hvad så end der måtte vente, af Guds nåde i grunden er klædt godt på, nu og i al evighed!

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Gudmund Rask Pedersen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *