Henrik OestEvangelietekst

Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« 

Luk 11,14-28

 

Prædiken

Det er ganske interessant eller måske snarere beskæmmende, hvordan vi mennesker kan dreje tingene fuldstændig om, hvis det passer os. Hvis sandheden ikke passer os, eller hvis sandheden direkte byder os imod, så vender vi sandheden om til det stik modsatte. Vi lukker øjnene for sandheden. Eller vi tager ikke sandheden med i betragtning. Det ses også med den sogneindsamling, som skal foregå i dag over hele landet. Den klare og uomtvistelige sandhed er, at der er ufatteligt mange, der lider nød, sulter og mangler det helt nødvendige. Det er også en sandhed, at det er muligt at hjælpe. Og det er også en klar sandhed, at vi i Danmark har mulighed for at hjælpe, give en skærv til indsamlingen. Nogle har mere overskud at gi’ af end andre, det er også sandt, men det er bestemt også en klar og uomgåelig sandhed, at vi alle sammen godt kan gi’ lidt.

Dét er altså sandheden, vi kan hjælpe, og vi har råd til at hjælpe. Men de, der går rundt og ringer på døren møder desværre også en drejning af den sandhed. En omskrivning af den. Undskyldninger for sandheden. Indsamlerne vil møde udsagn som: ”jeg har ikke råd, hjælpen går til de forkerte, det går bare til korruption, eller det har ingen betydning for de nødlidende, det er håbløst”. Sådan kan vi vende sandheden. Undskylde os væk fra at gøre det rigtige. Og vi kan være så standhaftige i vores undskyldninger, vores drejning af sandheden, at vi begynder at tro på, at vores omskrivning, at dét er sandheden. Det dulmer den dårlige samvittighed. Når vi ser et nødlidende barn i en indsamlingsannonce eller på tv, så kan vi dulme vores dårlige samvittighed eller helt fjerne den ved at sige: ”jamen det nytter jo ingenting, mine penge ender i de forkerte lommer, har vi ikke hørt om det så tit, og hvad sikkerhed har jeg for, at mit lille bidrag gør en forskel for de nødstedte. Og jeg har jo da også mit at slås med, det må være andre med en større pengepung, der må hoste op, eller det må være staten, ulandshjælpen”. Jo, jeg tror godt, vi allesammen kender bortforklaringerne: at vi vender sandheden på hovedet, lukker øjnene for, hvad er det rigtige.

Og det er smart, det at vende og dreje sandheden.

Det er faktisk også det, der er sagen i dagens evangelium. Vi hører, at Jesus helbreder en stum mand. Pludselig kan han tale. Et fantastisk under. Tænk at have været vidner til det. At være stum er et voldsomt handicap, tænk ikke at kunne tale med andre, udtrykke følelser, glæde og sorger, og så føle sig udenfor fællesskabet. Pludselig kan han tale igen. En vidunderlig oplevelse for den stumme, og så også noget som tilskuerne kun kan takke for at have oplevet med egne øjne. Men hvad sker der? Jo, blandt vidnerne til underet er også nogle af Jesu argeste modstandere – farisæere og skriftkloge. De brød sig ikke om Jesus. De så ham som en trussel mod alt det, de syntes var vigtigt og rigtigt. Jesus – han fortalte om Guds tilgivende nåde og grænseløse kærlighed. Farisæerne ville tale om loven, og hvad der var forbudt. Jesus tog alle til sig – også toldere og syndere. Farisæerne anså dem for urene og udelukket fra fællesskabet. Jesus overholdt ikke alle de mange regler for, hvad man ikke måtte på sabbatten og de mange indviklede renhedsregler. De regler var derimod utroligt vigtige for farisæerne, og den nøje overholdelse af de regler, det var deres måde at hævde sig selv på. Jesus var simpelthen en trussel mod fundamentet for farisæernes og de skriftkloges position i samfundet. Men så sker der noget lige for deres øjne. Ham, de foragter allermest, ham, de prøver at fornægte og trænge i baggrunden, han helbreder en stum mand, giver ham taleevnen tilbage. De ser underet for deres egne øje, det sker lige foran dem, og det kan jo ikke bortforklares. Det er sandheden. Den stumme taler, og det er Jesus, der har udført underet. Hvad gør de så? Ja, når sandheden er ubekvem, når sandheden er ubehagelig, så må man vende sandheden om. Og det er lige præcis det, de gør. De siger om Jesus, at han er i ledtog med den onde, med Beelzebul. Det er det, der er årsagen til, at han kan uddrive en ond dæmon. Jesus på sin side, han går omgående til modangreb og viser, hvor tåbeligt det er, det farisæerne siger. Hvorfor skulle den onde uddrive det onde? Det giver ingen mening, absolut ingen mening. Men det er farisæerne ligeglade med, de fordrejer sandheden, vender det hele på hovedet, for sandheden vil de ikke. Og det værste er jo, at de ganske givet selv tror på det, de siger, at de er så dybt indgroet i deres egen selvforståelse, at de fornægter det, de ser ske for deres egne øjne ved at give det en helt anden drejning. De fjerner fokus fra det rigtige, simpelthen. Som vi jo desværre – som sagt – også falder for, når sandheden er ubekvem for os.

Nu det med onde ånder. Det er det, der er centrum i teksten. Ny Testamente taler om onde ånder, og hvordan skal vi forholde os til det, hvordan skal vi forstå det? Er det blot noget, der hører fortiden til? Er vi blevet klogere i dag?

Mange præster kontaktes ind imellem for at mane onde ånder bort. Nogle oplever, hvordan der er et eller andet i deres hjem. Noget man ikke ligesom kan gribe om, men det føles som en kulde, som et ubehag, ja som en ond ånd. Der har været flere sådan kulørte tv-programmer, der har beskæftiget sig med denne åndeverden, og nogle såkaldte eksperter er kommet rundt og har identificeret onde ånder, at det er en afdød, der går igen, ja I kender ganske givet historierne. Og hvad er op, og hvad er ned? Kan man bare afvise det fuldstændigt? Jo, måske, men er det at tage de mennesker, der oplever disse ting alvorligt?

Vi i vores moderne tid – med al vores indsigt – vi har nok langt hen ad vejen fået en naturvidenskabelig tilgang til næsten alting. Og derfor vil de fleste i dag nok afvise, at der findes noget, der kan betegnes som onde ånder. Det moderne menneske afviser langt henad vejen, at der er noget overnaturligt, noget uhåndgribeligt i verden. Som man kan læse, at den britiske statskirke overvejer at lave om på trosbekendelsens led: ’Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen’. Det synes mange briter er ude af trit med moderne tænkning, denne personificering af det onde. Man vil hellere tale om det onde, i stedet for den onde. Altså gøre det onde til et mere diffust overordnet begreb, og ikke gøre det så håndgribeligt, som at kalde det Djævel og hans værk og væsen. Og langt hen ad vejen er det vel også sådan, de fleste af os tænker. Jo, vi føler kampen mellem det gode og det onde, i os selv og omkring os. Det er megen ondskab i verden. Der sker meget ondt. Men gøre det så konkret som at tale om onde ånder, ja om en Djævel, der lurer og fordrejer alting, det viger vi tilbage for. Det synes os fremmed i dag.

Jeg synes personligt, at det er meget svært. Jeg føler selv, det er svært helt at følge Ny Testamentes fortællinger om dæmonbesættelse. For jeg tænker, hvor skal man være utrolig forsigtig med at tale om de her sager. Der er mange følelser forbundet med det. Og man skal for alt i verden ikke tale om de her sager, så nogle måske tror sig besat af en ond ånd.

Men så skal man jo altså heller ikke gå i den modsatte grøft. Vi skal også tage de mennesker alvorligt, som har en erfaring med det det ukonkrete, erfaring med noget, der for dem opleves som onde ånder, ånder der ødelægger deres liv og dagligdag. For det er for simpelt og for let at afvise alting, men det er ikke at tage de mennesker alvorligt, der fortæller om deres egne erfaringer, deres egne oplevelser. Som jeg læste en Afrika-missionær fortælle, at da han tog til Afrika, troede han ikke på onde ånder, men det lærte han i Afrika. Dernede oplevede han det, han i Danmark ikke troede på fandtes.

Hvad er så svaret? Ja, det er ikke enkelt. Men som jeg indledte med at sige: det er forkert at dreje sandheden om til det modsatte. Og det er jo også det, der er det centrale i beretningen i dagens evangelium. Vi ved godt alle sammen, at det er en sandhed, at der er en kamp mellem det gode og det onde, i os og omkring os. Og det bør vi ikke fordreje, eller fornægte, eller bagatellisere. Og at vi måske har svært ved at forstå det, når der tales om onde ånder og om djævelen som en person, det skal ikke få os til at fornægte, at det onde er til, og fornægte kampen mellem det gode og det onde. Og om vi kunne finde på at lave om på trosbekendelsen og forsagelsen af Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, om vi omskriver det til: vi forsager det onde, det gør ikke det onde mindre, det onde er der stadig, og hvis vi ikke gør åben front mod det onde, så får det onde blot endnu større magt og mulighed.

Vi skal ikke dreje sandheden eller bortforklare sandheden eller ændre det, der er sandt til det modsatte, som farisæerne gør i dagens fortælling. Og vi hjælper ikke os selv, om vi tror, at der ikke er noget ondt i verden, og at der ikke er noget, der vil trække os den forkerte vej. Kald det så onde ånder, eller kald det Djævelen, eller det mere ukonkrete det onde. Det er stadig det samme. Der er noget, vi skal sige fra overfor, noget, der er forkert, og noget, der er rigtigt. Der er noget, vi er forpligtet på at tage afstand fra. Der er noget, vi skal vende os bort fra. Der er denne kamp i verden, mellem det gode og det onde. Gud har skabt os med en fri vilje, og skabt os af kærlighed til at være frie og selvstændige mennesker. Derved er vi også skabt med muligheden til at gøre det onde. Det er kærlighedens vilkår. Kærlighed kan ikke tvinge, og derfor lurer ondskaben i hele vort liv. Det er et vilkår, en sandhed, vi ikke kan fornægte og ikke bør fornægte.

Vel kan det synes forkert, at det første søde lille Tanja skal svare ja til, hun der er så uskyldig, så sød og ren, det første hendes gudmor sagde ja til, det var at hun vil sige nej til Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, og så først derefter skal der siges ja til, hvad hun tror på. Men det er jo dog en klar understregning af, at vi hele livet igennem står i kampen mellem det onde og det gode, det onde vi skal sige nej til, og det gode vi skal vende os til. Det er sandheden, og den skal vi ikke fordreje eller vende rundt.

Amen

Skrevet af Henrik Oest

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *