Anni AlbækEvangelietekst

Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«

Matt 20,1-16

 

Prædiken

Der var engang en mand, der samlede på gamle, antikke bøger.

Hver gang han fandt en bog, han manglede i sin samling, svulmede hans hjerte af glæde. Han tog varsomt bogen med hjem og satte den højtideligt i sin bogreol. Bøgerne var hans et og alt.

Men han manglede en helt bestemt bog til sin samling. Det var en ganske særlig, sjælden bog. Han havde brugt år på at lede efter den. Hver gang han kom ind i et antikvariat, gik han rundt og så på alle reoler, om bogen skulle stå her.

Således gik mange år indtil en dag, hvor hans øje fangede titlen på bogens ryg. Forsigtigt tog han bogen ned fra hylden, og ganske rigtigt – det var den bog, han havde ledt efter. Han bladrede i den, men da opdagede han med sorg, at bogen manglede et helt kapitel. Kapitel 3 var der bare ikke. Det var ligesom revet ud af bogen.

Der stod han med bogen i hånden midt i butikken. Skulle han vælge at købe bogen eller lade være? Han tænkte ikke længe over det, og tog resolut bogen med sig hen til kassen og købte den.

Derhjemme stillede han, ligesom alle de andre bøger, den sjældne, men ukomplette bog op på hylden. Der stod den i nogle år, indtil han en dag, besluttede sig til at se nærmere på bogen. Atter tog han denne bog ned fra en hylde, men denne gang var han forberedt. Den manglede jo et kapitel, så han ville ikke blive skuffet. Men så skete der noget ganske vidunderligt. Mens han bladrede i bogen, opdagede han, at der midt i bogen, var stukket nogle ark ind. Han tog dem ud, og da så han, at de stykker papir, der var stukket ind, netop var det kapitel – kapitel 3 – som han troede bogen manglede.

Og da kunne han gøre sin bog komplet ved at lægge kapitel 3 ind på den rette plads.”

Sådan lyder fortællingen om manden, der samlede på gamle bøger.

Gud er den gamle mand, der ikke samler på bøger, men samler på mennesker. Han leder efter os, når vi er blevet væk, og han giver ikke op. Man skal være en meget passioneret samler for i årevis, at ville lede efter den bestemte bog. Og Gud er passioneret.

Gud samler på mennesker.

I lignelsen i dag sammenligner Jesus himmeriget med en vingårdsejer, der går ud og hyrer folk dagen igennem. Det var på denne tid en helt almindelig hændelse. Enhver gårdejer ville gå hen på torvet og hyre de arbejdere, der så sundeste og mest raske ud. Dem, han vidste, ville arbejde godt. Og som dagen skrider frem, står de tilbage, der ikke har kunnet udføre et stykke arbejde. Hvad enten de var gamle, handikappede eller dovne. Men i lignelsen bliver gårdejeren ved med at gå ud og hyre folk. Efterhånden er vingården fyldt med mennesker, der arbejder i meget forskellige tempi, og måske kunne man forestille sig, at der tilmed er nogle af dem, der virkelig har brug for mange og lange pauser.

De får alle lovning på den samme løn, men som vi hører, så går det ikke stille for sig, da lønnen så endelig skal udbetales, for dem, der har arbejdet længe, bliver meget sure over, at de ikke får mere end dem, der er kommet til senere og har lavet mindre.

Det er jo da egentlig en meget almindelig reaktion. Eller det er i al fald en reaktion, vi kan kende. For selvfølgelig er det uretfærdigt. Man skal ikke have været længe på arbejdsmarkedet, og delt ret mange aviser ud tidligt om morgenen, før man forstår den indbyggede retfærdighed, der ligger i det at arbejde. Det er der skrevet mange og lange filosofiske bøger.

MEN vi glemmer her, at fortællingen er en lignelse om Himmeriget, det er ikke en politisk tale. (Nu vil tro faktisk få indflydelse på et samfund, og på den måde vi ser andre mennesker, og forhåbentlig give os mere rummelighed og overskud, men det er en helt anden historie. Jesus var først og fremmest troende, og ikke politiker.)

Vi skal derfor overføre lignelsen til det, den handler om, nemlig vores liv med hinanden.

Og det hele begynder med, at Gud samler på mennesker. Han samler på os, og selvom vi har mangler og fejl, når han finder os, så sætter han os ikke tilbage på hylden, og leder efter et bedre eksemplar. Han tager os med det samme til sig, og behandler os ligesom alle de andre.

Gud behandler mennesker ens. Gud er god. Så enkelt kan det siges. Han er god. Han er faktisk urimelig god. Men den godhed kan være så stor, at vi nogle gange ser os sure på dem, der får den uden at have gjort sig fortjent til den. Men det er ikke godheden, der fejler noget, men derimod øjet, der ser.

Kan det virkelig passe, at Gud også kan bruge mennesker, der er dovne, gamle eller handikappede? Kan det virkelig passe, at Gud kan bruge mennesker, der har en anløben moral, har meldt sig ud af folkekirken eller tror på noget helt andet? Hvorfor er den tanke så underlig? Hvorfor skulle det være så mærkeligt, at Gud ser på mennesket, og ikke på hvad vi kan og gør?

Gud samler på mennesker.

Og derfor handler lignelsen også om livet, vi har fået betroet, og meningen med livet er, at vi skal leve det i kærlighed med hinanden.

Lønnen er kærlighed. Det er den denar, vi får lovet. I det lys er det absurd at tænke på, at vi vil have lønforhøjelse. Kærlighed kan ikke skæres i stykker og deles ud. Enten er der kærlighed, eller også er der ikke. Det er enkelt: Gud er god, og han giver os lige meget. Faktisk er Gud dristig med sin kærlighed og vover at dele ud af den med løs hånd. Nej, godheden fejler som sagt ikke noget, men øjet gør, hvis den ikke under andre kærligheden. Vi skal ikke have så travlt med andres løn, men derimod have travlt med at dele ud af den kærlighed, vi har fået.

Gud samler på mennesker, fordi de i hans øjne kan bruges. Der er ingen overflødige eller ubrugelige mennesker. Gud samler på dig. Gud har brug for dig.

Og hver dag går han ud for at lede efter de mennesker, der er blevet væk, og han giver ikke op, før han har fundet os alle. Himmeriget er det sted, hvor der er brug for alle.

Gud samler på mennesker.

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Anni Louise Albæk

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *