Zenia LarsenDet største mirakel ved påsken er ikke, at Jesus stop op fra graven, men at han tilgav dem, der slog ham ihjel, mener Zenia

Af Zenia Larsen

Vi fejrer påsken, fordi det var her, Jesus stod op fra graven og dermed markede Guds endegyldige sejr over døden. Og det er jo flot. Bestemt ikke noget, man skal kimse ad. Men som jeg var inde på i et tidligere indlæg, så har jeg personligt sådan lidt svært ved at forholde mig til opstandelsen og det evige liv. Ikke fordi, jeg mener, at det umuligt kunne ske. Det er bare så abstrakt og uvirkeligt for mig, at jeg har svært ved at have andet end et teoretisk-intellektuelt forhold til det, hvor tingene ikke rigtig kommer ind under huden.

Der optræder imidlertid et andet mirakel i påskens evangelietekster. Et mirakel, der i langt højere grad kryber ind under huden og giver mig lyst til at kaste mig til jorden af ren og skær ærefrygt. Det største påskemirakel er for mig, at Jesus fra korset var i stand til at bede sin himmelske far tilgive dem, der havde forvoldt ham ondt. “De ved ikke, hvad de gør”.

Tænk engang over, hvad dette menneske – for Jesus var menneske – blev udsat for i de sidste dage før, han blev henrettet. Han havde provokeret magtfulde skriftkloge og farisæere i Jerusalem ved blot at kalde Gud for sin far (og måske – men det er spekulation – fordi han irettesatte dem offentligt i den skønne tirade, man kan læse i Matthæusevangeliets kapitel 23), og de ventede blot på en anledning til at skaffe ham af vejen. Han var klar over, at en af han nærmeste var modtagelig for bestikkelse, og at han stod over for en kamp, han kun kunne tabe, med mindre han stak halen mellem benene og prøvede at flygte.

påskeliljer i sneHan valgte at blive. Og da tiden var inde, samlede han sine disciple, sine venner, til det sidste måltid, som vi kender så godt, fordi det er det, vi stadig gentager søndag efter søndag (nogle kirker gør det hver eneste dag) verden over. Det var her, han sagde ligeud, at han var klar over, at en af dem ville stikke ham i ryggen, og det var her, han måtte opleve en vens hykleri, da denne forundret udbrød: “Det er vel ikke mig, du mener?” Det var Judas, der spurgte, og det var ham, Jesus mente. Men Jesus forsøgte ikke at standse ham.

Senere tager han sine disciple med til Getsemane Have og beder dem våge med ham. Han er tynget af frygt og sorg. Han ved, i modsætning til de andre, hvad klokken er slået. Og han trygler sin far i himlen, om han ikke nok vil gøre et eller andet, så han slipper for at gå denne sidste vej. Han finder sine venner sovende, og selvom han trygler dem, som han trygler Gud, om de ikke nok vil rette sig efter hans vilje, så falder de atter i søvn, så han er helt alene med sin frygt og sorg. Trods det finder han i sig selv noget, der allerede her tydeligt viser, at Jesus ganske vist er menneske, men også guddommelig: Han ser, hvad der venter ham, men oplever en afklaring, der gør ham i stand til at sige: “Lad din vilje ske; ikke min”.

Kort tid efter kommer soldaterne, anført af Judas, og pågriber Jesus. Peter, det impulsive væsen, griber straks et sværd og hugger øret af en soldat. Men i stedet for at se det som en mulighed for at slippe væk, får Jesus ham til at stoppe. Soldaterne skal ikke straffes for at gøre det, de er sendt ud for at gøre. Han bliver ført for præsterådet, dømt til døden for blasfemi og ført for den romerske statholder, Pontius Pilatus, der ikke kan se, at Jesus har gjort sig skyldig i en forbrydelse. Han prøver at tale de ophidsede jøder til fornuft, men ender med at give op. “Jaja, så henret ham, men jeg har ikke noget med det her at gøre,” siger han og undlader hermed at gøre brug af sin magt til at forhindre henrettelsen af et uskyldigt menneske.

Herefter må Jesus drage den lange vej til Golgata med sit kors over skulderen. Som enhver anden, der går den vej, møder han mennesker, der viser deres foragt mod ham ved at spytte på ham og på andre måder håne og spotte ham. Kun ganske få mennesker griber ind og forsøger at lindre situationen. Også de soldater, der nagler ham til korset, torturerer og spotter ham. Da korset bliver rejst, sker det efter en endeløs række af forråelse, svigt, tortur og ydmygelse.

Hvordan må et menneske have det efter at have gennemlevet alle de ting? De fleste vil vel knække – blive nedbrudte, hadske og sammenbidte. Man ville næppe klandre nogen for at ønske hævn og død over andre, hvis denne “nogen” havde været i Jesus’ sted. Derfor er det så mirakuløst, at Jesus lader sig korsfæste i tilgivelsens ånd. “De ved ikke, hvad de gør,” siger han. Og deri ligger miraklet. For jeg tror ganske enkelt ikke, at det er menneskeligt muligt at have så stort et overskud, når man har gennemlevet så mange pinsler. Det kan man kun med Guds hjælp.

Det var det, der skete i Getsemane Have. Jesus tillod Gud at åbenbare sig i ham. Sådan at mennesker som jeg kan sidde i en helt anden tid i en verden, der kun på få måder ligner den, der var dengang, og se direkte på Gud. Se hans styrke, hans magt og hans kærlighed til verden. Hertil hører det selvfølgelig, at han ikke bare ofrede sin søn, men at han også lod ham genopstå. Men det største påskemirakel er for mig at se, at Gud virkede så stærkt i mennesket Jesus, at han var i stand til at elske og bære over med verden lige til det sidste.

Zenia Larsen holder foredrag om humor og tro. Læs om hendes foredrag her

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *