Gudmund Rask PedersenEvangelietekst

Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«.Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage,  frels dig selv og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.«   Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.« 

Mark 15,20-39

 

Prædiken

I en bog jeg læste, om en drengs barndom og tidlige ungdom så fuld af mobning og hån, lyder bogens allerførste linjer:

”Jeg har ingen lykkelige minder fra min barndom. Jeg mener ikke, at jeg aldrig i løbet af disse år har følt glæde eller lykke. Men lidelsen er en nidkær magt: Den tilintetgør alt, hvad der ikke hører til i dens univers.” (”Færdig med Eddy Bellegueule”, kap. 1, ”Møde”)

”Lidelsen er en nidkær magt: Den tilintetgør alt, hvad der ikke hører til i dens univers.” Den lidelse og ondskab og hån, et menneske kan blive udsat for, og endda meget tidligt i livet, kan spærre udsynet for det menneske, for resten af livet. Spærre udsynet og blænde livssynet gennem den måske allerværste af alle de tilstande et menneske kan blive indespærret i – nemlig den tilstand vi kalder bitterhed.

Bitterheden er en ætsende, altafsyrende kraft så fuld af livslede – et livssyn, som (a la Lots hustru – husk hende! som Jesus siger det) har stirret sig blindt på ødelæggelsen bagude – så blindt, at man nu heller ikke ser andet end muligt ødelagt liv forude.

Jeg taler ikke om depression. Depression er sygdom. Bitterhed er en livsindstilling. En livsindstilling blottet for modtagelighed, for sårbarhed og skrøbelighed.

Når vi som nu i dag, Langfredag, til gudstjeneste her i kirken, står med Jesu korsfæstelse og al den hån og ondskab og umenneskelighed, der her udfolder sig, som det der fylder, så truer al denne lidelse med at stjæle hele billedet. For: ”Lidelsen er en nidkær magt: Den tilintetgør alt, hvad der ikke hører til i dens univers.”

Men med Jesu lidelse og død på korset er der noget andet og mere og uendeligt større på spil end lidelsen alene, og som vi må gøre (alt) hvad vi kan for at åbne os for og gøre os modtagelige for. Bede om at få del i – ikke blot engang, når lidelsen og det onde og alt det der gør ondt, måtte være gået over, men her og nu, Langfredag, hvor lidelsen umiddelbart set fylder det hele, så må vi bede: Jesus! ”Du, som har dig selv mig givet, / lad i dig mig elske livet, / så for dig kun hjertet banker, / så kun du i mine tanker / er den dybe sammenhæng!” (DDS 192,7) – Ja: ”Min Jesus, lad mit hjerte få / en sådan smag på dig, / at nat og dag du være må / min sjæl umistelig!” (DDS 217,1)

”Menneskesønnen”, som var den betegnelse Jesus ofte brugte om sig selv som Guds søn: ”Menneskesønnen” det er så også titlen på den tegneserie af Peter Madsen, som vi år efter år med stor glæde og appetit tager til os sammen, præst og konfirmander. Vi får herigennem ikke bare smag på Jesus, men sluger så at sige ”Menneskesønnen”!

Som nu her den sidste gang inden påske, hvor vi blandt andet delte det kapitel, hvor Jesus taler med sine disciple om, at de nu snart drager til Jerusalem: ”Der vil jeg blive forkastet af ypperstepræsten og de skriftkloge… pint og plaget af hedninger… og til sidst… bliver jeg slået ihjel!” Og disciplen Peter udbryder: ”Mester… det må ikke ske! Bliv her… Drag ikke til Jerusalem!” Og Jesus råber: ”VIG BORT SATAN!”

”Satan…? Mig… jamen…”, lyder det forskrækket fra Peter. Og Jesu siger: ”Peter… Du mener det godt… Men dine tanker er mennesketanker. Det er ikke min bestemmelse at gøre, hvad mennesker vil… men hvad GUD vil. Jeg er ikke frelseren som MENNESKER har forestillet sig det… Men som GUD har tænkt det. Og hvis I vil følge mig, skal I vide… at det også kommer til at koste JER dyrt. Min Gud er kærlighedens Gud… og den, der går kærlighedens vej er skrøbelig og sårbar. Ja, den der lever i kærlighed… må miste sit liv for at finde det. Den, der følger mig, kommer hver dag til at bære sorg og smerte… men den, der således giver sit liv, skal netop derved vinde det! For livet i kærlighed er den ENESTE vej.”

Ja, og som sådan er Jesus ”den eneste ene”: ”Du, som har dig selv mig givet, / lad i dig mig elske livet, / så for dig kun hjertet banker, / så kun du i mine tanker / er den dybe sammenhæng!” (DDS 192,7) – Ja: ”Min Jesus, lad mit hjerte få / en sådan smag på dig, / at nat og dag du være må / min sjæl umistelig!” (DDS 217,1)

Lidelsen fylder – og Langfredag umådeligt meget, men ikke alt. Tværtimod så overgås lidelsen af kærligheden. Og det må vi, sammen med Jesus, midt i lidelsen, af al kraft insistere på.

Det giver ikke ret meget mening for ret mange af os, at skulle se Jesu død på korset som en følge af, at Gud i himlen i sin vrede forlanger offer og soning for al vor synd, al den ondskab og lidelse, vi mennesker påfører hinanden. Hele den tanke som i teologien kaldes ”den objektive forsoningslære”.

Men det giver mening – og jeg kan ikke se, at den mening nogensinde skulle kunne forsvinde ud af det menneskelige – det giver mening, at kærligheden, den guddommelige, må gå så langt som til – med Menneskesønnen – uskyldigt at gå gennem lidelsen og tage selv døden på sig. Ja, at den vej må banes. Og banes af Gud selv, i Menneskesønnens skikkelse. For: ”livet i kærlighed er den ENESTE vej.”

Den er Guds vej, og den må også være vores vej, for at ikke lidelse og ondskab og ødelagt liv i bitterheds tilstand skal stjæle hele billedet.

Som Jesus siger det, ifølge ”Menneskesønnen”, Peter Madsens, med de ord, jeg før citerede: ”Min Gud er kærlighedens Gud… og den, der går kærlighedens vej er skrøbelig og sårbar. Ja, den der lever i kærlighed… må miste sit liv for at finde det. Den, der følger mig, kommer hver dag til at bære sorg og smerte… men den, der således giver sit liv, skal netop derved vinde det! For livet i kærlighed er den ENESTE vej.”

Jesus giver af sig selv og alt sit for at vi skal modtage. ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!” lyder Jesu ord og bøn, mens de korsfæster ham. ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!”

Jesus bliver ved med at give af sig selv, indtil han er givet op(!) I Jesus viser Gud sig Langfredag, som den der giver alt væk, indtil der kun er de andre tilbage! Jesus selv dør.

Jesus blev ved med at give, og han fik ikke noget – heller ikke ret! ”Et kors det var det hårde, trange leje” (DDS 209) Og med Markus-evangeliets slutord, som vi hørte det, er det med Gudsforladthedens råb, som det sidste ord, Jesus dør: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Her er der ikke længere nogen Gud at ofre til. For det er i grunden Gud selv, der hænger på korset. Og fylder så at sige indefra, lidelsen, ja, selv gudsforladtheden op med kærligheden.

Kærligheden, den guddommelige, der går så langt, som tænkes kan. Som er den eneste vej, der fører til livet. Ind gennem lidelse og død, for der er ingen vej udenom. Gud er i Jesus den korsfæstede gået den, så kan vi også. Så er vejen banet – hele vejen:

Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi går til Paradis!”

Amen.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Gudmund Rask Pedersen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *