BiblerBibelen er hellig, siger vi, men er det rigtigt, eller gør vi Bibelen til en afgud, hvis vi tager den for bogstaveligt?

Af Zenia Larsen

I evangelieteksterne går Jesus flere gange i klinch med de såkaldt skriftkloge. Altså dem, der forstod at læse og udlægge den hellige skrift og udlede dens love. Det var mænd med autoritet i det jødiske samfund. Men Jesus kritiserede dem og mente, at de forhindrede mennesker i at finde Gud. Se f.eks. Lukasevangeliets kapitel 11, vers 52:

“Ve jer, I lovkyndige! I har taget kundskabens nøgle. Selv er I ikke gået ind, og dem, der ville ind, har I hindret i det.”

Den dag i dag er der mange, som har en finger i Bibelen, mens en anden peger på andre menneskers fejl og synder. Selvfølgelig ikke du eller jeg, det er klart, men vi kan nok blive enige om, at mange andre gør det, ikke sandt? Eller måske skulle vi hellere vende blikket indad og undersøge – måske sammen med Gud i bøn – om vi selv nogle gange optræder som de lovkyndige, der, selvom vi er sikre på, at vi gør det rette, faktisk stiller os i vejen for andres frelse.

I påskeferien var jeg på retræte, og det var der, jeg atter faldt over det ovenstående skriftsted. Det ledte mig frem til nogle overvejelser om, hvad Bibelen er for mig. Og hvilken status den i det hele taget har for kristne. Vi kalder den en hellig bog. Men kan en bog i sig selv være hellig? For selvom vi kalder det, vi læser i Bibelen for “Guds ord”, så er der jo i bund og grund tale om et kommercielt produkt med dertilhørende copyright. Flad tekst på papir (eller på en skærm, hvis man læser den online) – det er, hvad den er.

Zenia LarsenHvis en sådan beskrivelse af Bibelen lyder blasfemisk, bør man måske overveje, om den er blevet til en afgud i stedet for en kilde til indsigt i Guds virke og væsen.

Forstå mig ret! Vi kan ikke undvære Bibelen og vi skal ikke undervurdere dens betydning. Den er netop, som jeg skrev ovenfor, en kilde til indsigt i Guds virke og væsen. Men den er ikke Gud selv, og det er vigtigt, at vi skelner mellem Gud og tekster om Gud.

Når vi refererer til Bibelen skal vi derfor huske, at vi referer til en tekst. En tekst, der er skrevet i en helt anden tid og i en kultur, der kun på få punkter ligner vores. Bøgerne, som Bibelen består af, er skrevet i løbet af mange århundreder og samlet af mennesker, der vurderede, at netop disse bøger tilsammen udgjorde et godt fundament for at forstå baggrunden for den kristne tro.

Som lutheranere er det naturligt for os at forlade os på kilden. Det mente Luther, at man skulle, og han gjorde da også op med nogle praksisser i den katolske kirke, som der var behov for et opgør med. Men betyder det, at vi kan undvære det, katolikkerne kalder “traditionen”? Jeg vil mene, at det kan vi ikke. Den enkelte kan selvfølgelig godt tage en Bibel, der er oversat til et sprog, som vedkommende forstår, og give sig i kast med at læse den. Spørgsmålet er, om man til fulde kan forstå den.

Da jeg selv begyndte at læse Bibelen, smiskede jeg lidt hånligt, da jeg i kapitel 8 i Apostlenes Gerninger læste om den etiopiske hofmand, der ikke forstod, hvad han læste, fordi han ikke havde nogen til at forklare ham, hvad det betød. Dengang mente jeg nok, at jeg forstod tilstrækkeligt. Men efterhånden må jeg sande, at jeg ofte først rigtig får en tekst så godt ind under huden, at jeg kan bruge den til at rette blikket udad mod den levende Gud ude i verden, når jeg har benyttet mig af “traditionen” – præsters prædikener, bøn, meditation, samtale med andre kristne og ikke mindst refleksion over, hvad Gud siger til mig gennem læsningen.

Gud er ikke teksten. Men han kan åbenbare sig gennem den, og måske siger han noget til os med den, som vi slet ikke havde forventet, og som ikke umiddelbart ligner det, som teksten handler om. Guds veje er uransagelige, og derfor skal vi passe på, at Bibelen ikke bliver til en stiv og lovbunden afgud, som vi sætter i stedet for det levende og ofte overraskende mysterium, som vi læser om.

Zenia Larsen holder foredrag om humor og tro. Læs om hendes foredrag her

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *