Jesper BacherDanmark er et kristent land, fordi kristendommen har spillet en stor rolle i dansk historie og kultur, og man kan ikke forstå dansk kultur uden at forstå kristendommen, mener Jesper Bacher, der er præst på Lolland, og som for nylig deltog i et seminar på Menighedsfakultetet om nationalitet og kristendom

Af Bo Billeskov Grünberger

Udover at virke som præst på Lolland er Jesper Bacher også en aktiv debattør hos Kristeligt Dagblad. Han er blandt andet optaget af spørgsmålet om, hvordan kristendommen og andre religioner spiller sammen med vores sprog og kultur. Og for Jesper Bacher er der ingen tvivl om, at det danske sprog og den særlige danske form for kristendom hænger sammen.

”Kristendom forkyndes altid ind i en given national sammenhæng. Vi har jo alle sammen nationaliteter – Her i Danmark taler vi dansk, og det er på dansk vi har hørt om kristendommen. Kristendommen har præget vores kultur, samtidig med at kristendommens form og udtryk er præget af dansk sprog og kultur,” siger han.

Jesper Bacher var i opposition til flere af de andre talere ved seminaret om nationalitet og kristendom. Han står fast på, at sprog og tradition former mennesker, og at teksten altid høres i den kulturelle kontekst. Og selvom han mener, at man godt kan være dansk og f.eks. muslim, så hævder han, at det er vigtigt at kende til kristendommen.

”Man er ikke mindre dansk, hvis ikke man er kristen, men jeg tror ikke, at man kan forstå dansk kultur uden kristendommen. Man må acceptere, at den kultur man er en del af – uanset at man tror på noget andet – har et kristent præg.”

Et spørgsmål der ofte er oppe at vende i de politiske debatter er, om Danmark er et kristent land. Jeppe Bach Nikolajsen afviste, at kristendommen kan bruges i en debat om, hvem der er mere eller mindre danske. Til gengæld mente han, at man må sige, at kristendommen har spillet en stor rolle i Danmark. Jesper Bacher er delvist enig.

” Det er en statistisk kendsgerning, at et flertal af danskerne er medlem af folkekirken. Man kan så også sige, at et flertal af danskerne ikke tilslutter sig de kristne grunddogmer, og nationen er ikke én stor menighed. Men vi er en nation, som er præget af kristendommen, og kirken har en særstilling i det offentlige liv og også i folks liv. Ikke på måde at alle er stærkt bekendende kristne, men kristendommen har alligevel en særlig stilling i de fleste danskeres liv,” mener han.

 

 

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *