Stemme på demokratiet

Vores demokrati er blevet en slags afgud, mener Zenia. Valghandlingen er blevet et ritual, og hvis ikke man stemmer, så begår man nærmest blasfemi

Af Zenia Larsen

Der er udskrevet valg, og det forventes atter, at alle vi, der ikke i forvejen er overbevist om, hvor krydset skal sættes, bruger en masse tid på at sætte os grundigt ind i sagerne, så vi kan optræde som oplyste samfundsborgere og gøre vores demokratiske pligt. Jeg har allerede set de første løftede pegefingre om, at nu må man endelig ikke bare blive siddende derhjemme i sofaen, og hvis man absolut ikke kan overbevise sig om at sætte sit kryds ved en kandidat eller et parti, så må man i det mindste lette røven og gå hen for at stemme blankt.

Så var der også en, der fortalte om en lærer på en kristen skole, som havde udtrykt manglende interesse for valget – og politik i det hele taget. Han interesserede sig mere for evigheden end for, om hvilke kasser, der kommer fem kroner mere eller mindre i de næste fire år. Ham, der fortalte om læreren, forsvarede ham egentlig og lod det fremgå, at selvom de ikke var enige om valgets vigtighed, så var læreren en god og ordentlig mand. Men det provokerede andre, at man kan være så ligeglad.

For mange år siden var jeg glødende socialist og særdeles aktiv. Jeg nåede også at pryde Enhedslistens kandidatlister et par gange. Det er længe siden. Efterhånden ligner jeg måske mere læreren, der mest af alt interesserer sig for evigheden, end jeg ligner den, jeg var dengang? I hvert fald tager jeg langt lettere på det med at stemme, end jeg gjorde dengang.

Zenia LarsenFor nogle år siden lavede jeg et socialt eksperiment. Jeg meldte ud vidt og bredt, at jeg ikke gad stemme. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde er blevet mødt med så stor foragt. Jeg skulle skamme mig over at skide på demokratiet, fik jeg at vide på mange forskellige måder. Og flere kom med det evindelige mantra om, at så kunne jeg i det mindste vise demokratiet min støtte ved at gå hen for at stemme blankt. Siden da er jeg blevet overbevist om én ting: Hvis jeg ikke ved, hvem jeg vil stemme på, vil jeg hellere helt lade være, end jeg vil stemme blankt.

Jeg fandt ud af, at demokratiet – og især valghandlingen, er blevet noget nær en afgud. Det er ikke blot en pragmatisk løsning på det problem, at vi er mange mennesker, der skal sameksistere inden for nogle rammer, og at landet skal ledes af nogle, der udpeges på så retfærdig vis som muligt. Det er blevet et klenodie. Noget, vi dyrker rituelt, og som vi kan skænde, hvis vi har den forkerte attitude. Vi tillægger det en enorm symbolværdi, om vi går hen og stemmer blankt, eller om vi bliver hjemme. Men i praksis gør det ingen forskel. Blanke og ugyldige stemmer optælles samlet, så de stemmer, der afgives for at vise, at man bakker op om demokratiet, tælles op sammen med dem, der ved et uheld er blevet udfyldt forkert eller som bare er afgivet af et fjols, der havde lyst til at tage pis på det hele ved at skrive “Fuck demokratiet”. I sidste ende bruger man bare sin egen og andres tid på noget, der er uden praktisk betydning.

Demokratiets religiøse karakter op til valget ser vi også i den måde, vi behandler dem, der af den ene eller anden grund ikke vil deltage i valghandlingerne. Det er nærmest blasfemisk. Disrespektfuldt. Og der findes ikke noget argument, der kan retfærdiggøre det. Men vi lever i et veloplyst samfund, hvor der er en stor, generel interesse for de folkevalgtes arbejde, og hvor de fleste hellere ville dø end at gå glip af at sætte deres kryds. Om de sidste procent bliver siddende derhjemme, stemmer blankt eller sætter deres kryds et tilfældigt sted, ville det ikke gøre nogen forskel. Selv, hvis vi forestillede os den utopiske situation, at de satte sig grundigt ind i tingene, ville det ikke forandre andet end procenten for valgdeltagelsen. Den konkrete mandatfordeling afgøres af, hvor mange procent, der stemmer på de forskellige – ikke, hvor mange i alt, der gør det.

Jeg er glad for at bo i et oplyst samfund, hvor mange går op i, hvordan landet ledes. Men jeg sidder også her og tænker, at vi skal give kejseren, hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er, nu hvor der atter skal vælges sættes krydser. Kejserens – det er det pragmatiske. Det, at det nu engang er sådan, at vi bor i et land med en ledelse, som alle ikke-umyndiggjorte statsborgere, der er fyldt 18 år, har ret til at være med til at vælge. Vores stolthed, vores følelse af noget fælles større, der binder os sammen, og vores følelse af at have værdi som mennesker – det er Guds, og det burde vi derfor sende i Guds retning.

Måske ville vi så endda kunne se, at de mennesker, der på et givet tidspunkt leder landet, kun er en lille brik i det store puslespil, der handler om menneskelig sameksistens. Måske ville vi så kunne se, at vi hver især har et ansvar for næsten, og at det ansvar hverken bliver større eller mindre af, om dem inde på Borgen er fjolser. Måske ville vi holde op med at udlicitere ansvaret for fællesskabet til dem, der fik flest stemmer, sidst der var valg?

Zenia Larsen holder foredrag om humor og tro. Læs om hendes foredrag her

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *