Steen Bonde ChristensenSorg kan være pludselig og overvældende, og man kan forsøge at flygte fra den. Men vi bør gå ind i sorgen, for sorgen viser os noget om livet, og det kan hjælpe os med at leve livet mere intenst, mener hospitalspræst

Af Bo Billeskov Grünberger

Som hospitalspræst ved det Palliative Team ved Aarhus Universitetshospital møder Steen Bonde Christensen mange mennesker med svære lidelser og sorg helt inde på livet. Han har en dyb erfaring med, hvad der sker med os, når vi konfronteres med vores egen dødelighed og sorg.

Tre reaktioner på døden

Steen Bonde Christensen sidder ofte i en samtale med patienter og pårørende, der er ramt af alvorlig sygdom. Det er ikke kirkelige folk, der opsøger hans hjælp – faktisk ofte tværtimod. Men det er mennesker, der pludselig befinder sig i deres livs største krise, og hvor alt det de regnede for sikkert og under kontrol nu styrter sammen.

”Enhver der får en diagnose på en livstruende sygdom vil tænke ’Overlever jeg det her’. Nogen fortrænger det og siger, at nu skal vi tænke positivt og ikke tage sorgerne på forskud, men jeg oplever, at det alligevel hele tiden ligger i baghovedet og trænger sig på. Især hvis den anden diagnose siger, at behandlingen ikke har hjulpet,” fortæller Steen Bonde Christensen.

Der er typisk tre reaktioner, når folk konfronteres med deres egen død: Den første reaktion er chok, hvor man måske kun hører lægen sige ’du har kræft’, før tankerne begynder at køre rundt i hovedet. Den reaktion er typisk, forklarer Steen Bonde Christensen, men en anden reaktion, når chokket har lagt sig, er hvad Steen Bonde Christensen kalder ’optimisme’:

”Der er dem, der reagerer ved fortrængning: ’Jeg vil ikke tale om det, det skal nok gå godt, og min tid er ikke kommet endnu.’ Optimisme kalder jeg det, frem for håb. For optimismen har det med at hæge sig fast i de gode prognoser, der kan tale for at f.eks. ’40% overlever, og jeg er selvfølgelig blandt de 40%.’”

Og selvom det kan være godt at bevare optimismen, så peger Steen Bonde Christensen på, at optimismen – ikke håbet – kan stå i vejen for, at patienten og de nærmeste pårørende kan komme i gang med at tale ordentligt om tingene. For når det hele kommer til at handle om at hæge sig fast til muligheden for nye behandlinger, får man ikke talt ud om muligheden for, at det ender dødeligt. Man får simpelthen ikke talt ordentligt om tingene.

Dans i mørket”En tredje reaktion er, at efterhånden som det går op for en, at man skal dø af det her eller bliver invalid, så kommer sorgreaktionen. Ikke over at have mistet nogen pårørende men sorgen over alt det man skal miste: ’jeg mister mit liv’, ’min familie mister mig’, ’jeg mister muligheden for at følge mine børnebørn til konfirmation eller brylluppet’. Alt det som betyder noget. Og det er netop fordi, alt det der betyder noget rykker i fokus, at det bliver så sorgfuldt,” siger han.

At danse nøgen i regnen

De fleste bliver ramt af angst, når det går op for dem, at de kun har kort tid tilbage. Men det er ikke så meget angst for selve døden, forklarer Steen Bonde Christensen, men angsten for at miste kontrollen over livet. Mange frygter at miste værdigheden, ikke længere selv at kunne gå på toilettet, at kunne vaske sig eller spise sin egen mad. Og hvis diagnosen er demens, er der frygten for, hvordan man ender med at blive. Til gengæld bliver tiden meget mere værd, nu hvor der kun er så lidt tilbage.

”Min første opgave er at hjælpe og støtte vedkommende til at komme tilbage til et liv, som vedkommende måske allerede har afskrevet i angst for, hvornår livet slutter. Det er min erfaring, at det kan man kun ved at fokusere på afslutningen. At spørge om, hvad det er, der er så grueligt galt med den afslutning, så man får sat nogle ord på. Måske også få nogle medicinske og plejemæssige fakta op, hvor den der f.eks. frygter smerten kan få at vide, at det ikke er det store problem i dag, fordi vi har så gode smertedækkende midler, så langt de fleste vil dø næsten smertefrit,” siger han.

Dernæst er opgaven at få patienten og de nærmeste pårørende til at tale sammen. Det kan være svært, fordi der kan være tabuer, der skal nedbrydes eller vaner der skal ændres. Steen Bonde Christensen bruger et eksempel med en patient han engang havde.

”Jeg havde en dame, der havde haft cancer i nogle år, og jeg havde talt med hende én gang før hun kom op til lægen på onkologi, hvor hun fik at vide, at de ikke havde flere behandlingsmuligheder for hende og at hun var uhelbredeligt syg. Den samme dag talte jeg med hende. Hun havde været alene deroppe og skulle hjem og fortælle det til sin mand.”

Men manden ville ikke høre tale om, at der ikke var flere behandlingsmuligheder. I stedet for at tale med sin kone begyndte han at søge på internettet efter noget, der kunne gøres – en ny behandling i udlandet måske, eller en alternativ behandlingsmetode. Kvinden havde selv nået til erkendelsen om, at der ikke var mere at gøre, og hun blev meget ked af det, da hendes mand brugte tiden på at søge efter muligheder i stedet for at tale med hende. Da Steen Bonde Christensen mødtes med kvinden næste gang prøvede han at gå en lidt usædvanlig vej og spurgte hende, om der var noget, der særligt var forbundet med det at leve for hende.

”Svaret var lige så overraskende for mig, for hun sagde, at hun altid havde drømt om at gå ud i regnen og danse nøgen. Det viste sig, at det var noget, hun havde gjort som barn, men det havde ophørt, da hun begyndte at blive teenager, og det var hun egentlig meget vemodig over. Så jeg spurgte hende om, hvad der afholdt hende fra at gøre det, og hun fortalte, at hun var bange for, hvad hendes mand ville sige til det. Jeg sagde så til hende, at hvis hun skulle nå det, så var det måske på tide at følge længslen i stedet for frygten,” fortæller Steen Bonde Christensen.

En dyb sorg gør livet mere intenst

Og den overraskende tilgang skulle vise sig at være lige nøjagtig, hvad kvinden havde brug for:

”Hun gik så hjem, og et par dage efter regnede det, så hun gik ud i regnen og dansede. Hun sagde til mig senere, at hun godt nok havde taget bikini på af hensyn til naboerne. Hun gjorde det en dag mens hendes mand ikke var hjemme, men han kom hjem imens hun dansede ude i haven. Og han stod og så hende fra terrassedøren. Hun havde ikke fået øje på ham. Og så gik han ind og skiftede til badebukser og gik ud og dansede sammen med hende i regnen.”

Selvom kvinden døde, så lykkedes det hende at få nedbrudt den barriere mellem hende og hendes mand, der skilte dem. Hun blev ikke gladere, for sorgen blev på nogle måder endnu dybere, da hun ærgrede sig over, at det først var i slutningen af deres liv, at hun og hendes mand kunne åbne sig helt for hinanden. Men Steen Bonde Christensen mener, at sorgen er en nødvendig del af livet. Man kan blive nødt til at kunne være i mørket, hvis livet skal blive værd at leve.

”Mørket kan gøre ondt og kan være fyldt af angst og sorg, men der er også noget blændende i mørket, som nogle af mystikerne skriver. Vi kan opleve nogle ting i mørket, som er unikke sider ved os selv, hvis vi går ind i det i stedet for at være bange og fortrænge det,” uddyber han.

Man får det ikke bedre af at gå ind i sorgen, men til gengæld intensiveres livet. Vi går fra et sort hvidt foto til et farvefoto, forklarer Steen Bonde Christensen. Hvis man som døende eller pårørende formår at gå ind i sorgen, kan forholdet til ens nærmeste blive mere intenst end det nogen sinde har været. Man kan græde sammen, tale sammen og måske danse nøgne sammen i regnen.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *