Esben Lunde Larsen er uddannelses- og forskningsminister og tror på Gud

Esben Lunde Larsen er uddannelses- og forskningsminister og tror på Gud

Vi har fået en ny regering; herunder en minister for uddannelse og forskning, der åbent har erklæret sin tro på en skabende Gud. Det har bragt sindene i kog, for hvordan kan man være videnskabens minister, når man tror, at Gud har skabt verden?

Af Zenia Larsen

Spørgsmålet afslører en mangel på helt grundlæggende forståelse for, hvad det vil sige at være troende. Det afslører også en mangel på helt grundlæggende forståelse for, hvad det vil sige at bedrive videnskab og måske også en mangel på grundlæggende forståelse for, hvad det vil sige at være minister.

Som kristen med stor interesse i den del af videnskaben, der beskæftiger sig med universet, virker det helt absurd at sætte spørgsmålstegn ved, om man kan bedrive videnskab, hvis man tror på en skabende Gud. Astronomien er jo nærmest født af den katolske kirke, og selvom denne kirkes ikke-videnskabelige gejstlige har haft svært ved at kapere videnskabens tilsyneladende ugudelige resultater, så var de fleste videnskabsmænd kristne, og det var vel først for alvor i 1900-tallet, at det blev sådan rigtig populært at være både videnskabsmand og ateist.

Det er selvfølgelig ikke dumt at spørge, hvordan man på samme tid kan tro, at universet er blevet til i en proces, der startede med Big Bang for adskillige milliarder år siden, samtidig med, at man holder fast i en religiøs tro om, at Gud skabte verden. Det er et spørgsmål, som det er helt naturligt at stille i en verden, hvor læsningen af – og troen på – religiøse tekster ikke længere er en del af den almene dannelse.

Det er en udbredt misforståelse, at religion er noget, man flygter til, fordi man ikke har lyst til at tænke selv, men hellere vil have religionens færdigstrikkede svar. For religiøs tro, i hvert fald den kristne, fordrer, at man stiller spørgsmål og engagerer sig aktivt i Gud og hans skaberværk. Og det var netop denne aktive stillingtagen til skaberværket, som moderne videnskab opstod fra.

Zenia LarsenDen har så udviklet sig til noget, der kunne løsrives fra det religiøse fundament, blandt andet takket være de religiøse videnskabsfolk, der udviklede metoder for at sikre, at deres arbejde kunne foregå på en måde, hvor den enkelte forskers egne overbevisninger blev afskåret fra at påvirke resultaterne. Kristne mennesker har været med til at udvikle disse metoder, fordi kristne videnskabsfolk har den samme interesse som ateister og agnostikere (og andre religiøse) i at kunne producere viden, der ikke er påvirket af den enkelte forskers overbevisninger.

Det er altså en misforståelse, at troen på noget religiøst betyder, at man bliver uegnet til at have med videnskab at gøre.

Men hvad så, hvis man er kreationist og tror på, at Bibelen giver mere sandfærdige svar på naturvidenskabelige spørgsmål, end de naturvidenskabelige discipliner gør? Bør man så beskæftige sig med videnskab? Det ved jeg ikke, om man bør. Men i princippet burde det ikke være nogen hindring. Netop fordi, de videnskabelige discipliner arbejder med bestemte metoder og desuden foregår i et fællesskab, hvor man kigger kritisk på hinandens arbejde for yderligere at sikre sig bedst muligt mod at arbejde videre med fejlagtige informationer. Så i princippet er det fuldstændig lige meget, om man tror på det, man forsker i. Hvis en kreationist kender og forstår at anvende metoderne, kan han eller hun i princippet fint producere brugbar videnskabelig viden. At han eller hun så nok vil vælge at forkaste sit eget arbejde, er en anden sag.

Tilbage står så spørgsmålet, om en minister for uddannelse og forskning kan være kristen – kreationist eller ej. Her afhænger det for mig at se af nogle andre ting, end om ministeren tror på det ene eller det andet. Det afhænger af ministerens forståelse for den del af samfundet, han eller hun har ansvaret for. Hvis en person mener, at jorden blev skabt på seks dage eller at krystalhealing er en bedre medicin end antibiotika, så er det ikke nødvendigvis et problem. Det bliver først et problem, hvis vedkommende lader sig styre af disse personlige interesser og dermed forsømmer at arbejde ud fra, hvad han eller hun mener, skaber de bedste forudsætninger for det område, vedkommende er minister for.

Det sidste gælder for alle mennesker. En minister for børn og unge-området behøver ikke at elske børn og unge. Men vedkommende skal være i stand til at lytte til dem, der arbejder i de offentlige institutioner, der er tilknyttet ministeriet. Vedkommende skal være i stand til at skelne mellem egne interesser og samfundets interesser.

I virkeligheden er sagen om Esben Lunde Larsen en sag, der kan koges ned til det langt mere generelle spørgsmål, om en politiker (minister eller ej) er i stand til at arbejde ud fra det, vedkommende betragter som samfundets interesser, eller om vedkommende udelukkende er opsat på at hytte sit eget skind. Det kan man have sværere ved eller lettere ved. Men her adskiller troen på en skabende Gud sig ikke spor fra andre personlige, religiøse eller politiske overbevisninger. Og derfor bør vi selvfølgelig være kritisk indstillede over for Esben Lunde Larsen på præcis samme måde, som vi er det over for enhver anden minister og politiker. Ikke fordi, han er religiøs, men fordi, han er menneske og dermed fejlbarlig.

Zenia Larsen holder foredrag om humor og tro. Læs om hendes foredrag her

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *