Evangelietekst

Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.«

Luk 6,36-42

 

Prædiken

For kort tid siden var vi en gruppe fra kirken på rejse til Hamborg, hvor vi bl.a. besøgte den danske kirke i byen. Kirken er udsmykket af Erik A. Frandsen. Endevæggen hvor alteret er, er et stort spejl, hvor man som menighed kan sidde og spejle sig. Præsten ved kirken var meget glad for spejlet, da han kunne få øjenkontakt med sin menighed, selvom han stod med ryggen til. Nu ved jeg ikke, om det var en ide til Møllevangskirken? Spejlet var meget flot, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om der ikke også ligger en ulempe i spejlet. Faren er jo, at man, når man kigger i det, kun får øje på sig selv. Lidt som dronningen i eventyret om Snehvide, der hver dag kiggede i spejlet for at få at vide, hvem der var den smukkeste i landet her. Man har kun blik for sig selv.

Og vi mennesker har brug for blikke, men ikke vores eget. Vi har brug for andres blikke – eller sagt mere præcist, så har vi brug for, at der er en, der får øje på os og ser os med milde øjne.

Et lille barn, der bliver født, har brug for, at en mor eller far kigger det i øjnene. Derfor døber vi også børnene med ansigtet ud mod os og ikke ned mod vandets spejling. Vi skal få øje på hinanden og ikke os selv. Det er i mødet med det andet menneske, at vi opdager, hvem vi er. Ikke i mødet med vores eget indre.

Vi har brug for livet igennem, at der er nogen, der ser os, hvor vi er, og ikke hvor vi burde være. Det er grundlæggende for kristendommen, at vi tror på en Gud, der faktisk tør møde os, som dem vi er. Også når vores eget mod svigter. Gud ser os – altid. Det er opløftende.

Kristendommen er altså en religion, der skal løfte mennesker op. Det er faktisk lidt af et problem. Altså ikke at vi skal løftes op, men det er et problem, fordi vi har en tendens til at dukke nakken, når vi går ind i kirke. Og mange mennesker begynder at hviske og skælde deres børn ud. Men kirken er ikke et sted for stilleleg. Vi skal ikke dukke nakken, når vi går herind, men tværtimod så burde vi alle ranke ryggen og tale klart og tydeligt til hinanden. Her skal vi vokse som mennesker. Vi burde give hinanden hånden, ja måske ligefrem et knus. Og så skal vi se hinanden i øjnene. Vi skal få øje på hinanden. Vi skal gå herfra med lette hjerter, med ord på sinde og sang på læben – alt sammen en opmuntring til at leve livet, så vi lever for hinanden og ikke kun for os selv. Vi skal løftes op og ud i livet.

Evangeliet til i dag handler om, hvordan det liv skal leves.

Jesus kommer med masse formaninger om, at vi skal være barmhjertige, at vi ikke skal dømme, at vi ikke skal få øje på andres fejl før vores egen. Og nogle gange har vi da travlt med andres liv – travlt med at snage, udtale os og bedømme det. Travlt med at gætte på andre menneskers motiver, og ofte gætter vi forkert.

Luther sagde engang om det, at mennesker har travlt med at vælte sig rundt i andres snavs, og det eneste man får ud af det er, man selv kommer til at lugte. Så man skal ikke rulle sig andres svinesti, men forsøge at gøre sin egen ren.

Som Jesus siger i dag, så skal vi fjerne bjælken i vores eget øje, før vi forsøger at gøre opmærksom på splinten i andres. Jesus bekymrer sig ikke kun for den enkeltes forhold til Gud, men også for hvordan vi forholder os til hinanden. Det ligger Jesus på sinde, at vi mennesker er gode overfor hinanden, så derfor siger han, at vi skal fjerne bjælker, før vi fjerner splinter.

Man kan også sige det med mere moderne ord. Nemlig at ønsker man at forandre en relation til et andet menneske, så hjælper det ikke at fortælle, hvad vedkommende skal gøre anderledes. Det eneste man kan, er, at forsøge at ændre på sin egen position. Hvis man gør det, man altid har gjort, så får man det resultat, man altid har fået.

Det er en moderne virksomheds tankegang, som også Jesus havde.

Nu er evangeliet fuld af formaninger, og som de individualister vi er, så kan der komme en trodsmagt i os, når vi får at vide, hvad vi skal gøre. Formaninger kan, og måske særligt i munden på en præst, der står på prædikestole, forekomme som en torden, man mest af alt har lyst til at vende ryggen. Mange, og mig selv inklusiv, vil ikke have at andre skal fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv: det skal jeg nok selv finde ud af.

Men det er ikke mig, der siger det, men Jesus, der siger til os, at vi ikke skal bruge så meget tid på at dømme andre. Og i munden på Jesus bliver ordene sagt med en guddommelig kærlighed. Ord, der bliver sagt ud af omsorg. Ord, vi har brug for at få at vide. Det er ikke alt, vi kan finde i vore indre eller ved at mærke efter. Noget skal vi have at vide, fordi vi ikke kan sige os selv det.

Jesus gentager gerne for os igen og igen det, vi har brug for at høre, så vi kan leve til bedste for hinanden.

Vi skal leve i glansen af den kærlighed, som Gud har for os. Vi skal dele af den kærlighed, som Gud har for os. Det er ikke meget anderledes end forældre, der ønsker for deres børn, at de skal leve et liv i kærlighed, således ønsker Gud også for os.

Og når det så sker, at vi engang imellem fejler og glemmer kærligheden. For det må vi jo erkende sker. Vi kommer til at tale ondt om andre, beklikke deres motiver eller dømme andre. Så kan vi kommer her igen og igen få kærligheden og tilgivelsen. For kærlighed og tilgivelse hører sammen.

Der findes ikke en kærlighed uden tilgivelse. Når Gud tilgiver, kalder vi det for nåde. Et særligt navn til en særlig tilgivelse, for Guds tilgivelse er en anden art end vores. Nåden bliver givet uden betingelser, men givet af kærlighed. Nåden strømmer os i møde, fordi Gud kan se os – se helt ind i vore hjerter, og han forstår os. Nåden er ikke bare en tavle, der bliver vasket ren, men en forståelse af os og vores liv.

Vi skal øve os i at være mennesker, og øve os i at dele kærligheden. Og hver dag skal vi glæde os over, at Guds kærlighed er en evig kilde, der strømmer imod os. Vi får den hver dag, klar til at blive brugt og delt. Og vi får den ene og alene af den grund, at vi er skabt af Gud.

Gå ud herfra med rank ryg, og søg din næstes blik. Del kærligheden. Hver dag.

På den måde kan vi i sandhed gentage ordene, som vi siger i Fadervor; ske din vilje som i Himlen, således også på jorden.

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Anni Louise Albæk

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *