Evangelietekst

Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.« 

Luk 16,1-9

 

Prædiken

Der er ikke noget så befriende som at tabe ansigt. Ja, jeg mener det. Der er ikke en fejl i mit manuskript til prædikenen i dag. Det står her, og jeg står ved det: Der er ikke noget så befriende som at tabe ansigt.

Og jeg vil gå et skridt videre og sige: Det er den befrielse, kirken tilbyder. Vi tilbyder, at man kan komme herind og tabe ansigt. Og møde befrielsen i at tabe ansigt. Måske skulle vi skrive et stort banner her uden for kirken: kom i kirke – og tab ansigt!

Ansigtet viser den, vi er udadtil. Den, vi gerne vil vise frem for andre. Men hvem af os er i virkeligheden sådan? Når vi taber ansigt, åbnes der op til det, der er inde bag ved. Taber man ansigtet, kommer der noget af os frem, som vi ikke gerne viser frem. Til det, der er bag ansigtet. Til den, man er bag facaden.

At tabe ansigt er ikke noget, vi stræber efter. Hvem har ikke prøvet at tabe ansigt, da man som teenager stod over for klassekammeraterne og fik sagt det, der var helt, helt forkert. Og kinderne blev røde, og man blev endnu mere usikker på, hvad de andre tænkte om én.

Eller vi har oplevet at se en politiker tabe ansigt. Når det pludselig blev klart, at bag det fine Armani- jakkesæt gemte sig én, der havde rod i regnskaberne. Eller når hun stod dér perfekt sminket.

Og så lod hun alligevel følelserne løbe af med sig og skældte ud på journalisten – mere end det var rimeligt. Og i et glimt så vi det, der var bag ved ansigtet.

Vi vægrer os ved at tabe ansigt. Vi viser ikke så gerne, hvem vi er bag ved. Vores skjulte sider holder vi for os selv.

Og her vil jeg altså påstå: Der er ikke noget så befriende som at tabe ansigt! Og måske kender vi også godt lidt af den befrielse. Som da vi for nogen tid siden havde inviteret gæster til middag. Og der blev kokkereret og stillet frem. Tiden gik og ½ time efter, gæsterne skulle komme, tjekkede jeg så emailen med aftalen. For at finde ud af, at det var en uge senere, vi havde aftalt. I første omgang tænkte jeg: Jeg siger det ikke til nogen! Det er for flovt. Men da det så alligevel røg ud på facebook, var det lidt af en befrielse!

Så sæt dig bare ned i dag! Tab bare ansigt. Vorherre kan godt tåle det. Og det er deri, befrielsen består. Vorherre kan godt tåle at se, hvem vi virkelig er. For han ved godt, vi alle har et syndefald. Han elsker os alligevel.

Piet Hein har ret, når han i et digt siger sådan i et af sine pragtfulde gruk:

At tabe ansigt er en ædel sag,
som vel kan frelse klodens folk en dag,
og være taberen til evig hæder,
hvor tåber kun vil se hans nederlag

I får det lige igen:

At tabe ansigt er en ædel sag,
som vel kan frelse klodens folk en dag,
og være taberen til evig hæder,
hvor tåber kun vil se hans nederlag

Det han siger er: Det kan frelse klodens folk en dag, hvis bare de vil tabe ansigt. Frelse, det er et kirkeligt ord. Det bruger vi, om det Jesus kom med og giver os. Frelse.

Men det er vist og sandt: Frelsen kommer til dem, der taber ansigt. Befrielsen kommer til dem, der vil være ved deres syndefald og tør tabe ansigt for vorherre.

Tabe ansigt… det var det, han gjorde, manden i lignelsen i dag. Denne mærkelige fortælling, der er prædiketekst til i dag. Fortællingen om den uærlige godsforvalter, der virkelig var noget: forvalter over et stort gods.

Men så tabte han ansigt. Det kom frem, hvem han virkelig var: en, der ødslede med det forvaltede. Og nu skulle sættes fra bestillingen.

Men inden vi kommer for godt i gang med, at fortællingen er mærkelig, så skal vi se i et spejl. Vi skal se godt efter. Vi skal se, hvem vi er, når vi taber ansigt. Hvem vi virkelig er.

Og er vi ærlige, så har vi de samme træk, som den uærlige godsforvalter.

Vi har det træk til fælles med uærlige godsforvalter: Vi er uærlige. Vi står med underslæb. Når Vorherre siger til os: Aflæg regnskab for dit liv? Så hjælper det ikke at vise ham et billede af os selv, som sminken har gjort lidt kønnere. Så er vi, som vi er. Når vi taber ansigt. Og der står vi med underslæb.

Og vi har også det træk til fælles med den uærlige godsforvalter: Vi skal sættes fra bestillingen. Vi skal dø. Ingen tvivl. Vi får alle brug for en kiste. Før eller siden.

For nogen tid siden skrev et bedemandsfirma i en annonce: ”Når nu døden er så sikker, skulle du så ikke forberede dig lidt?” Nu kunne man godt tænke: Skulle forberedelsen ikke stå i, at vi virkelig strammer os sammen. At vi, når vi nu – når vi har tabt ansigt – at vi så strammer op. Forvalter trofast og tro. At vi gør det bedre herfra. At vi virkelig sørger for, at få det liv, der frelser sig selv.

Og den overvejelse rører ved strømninger i vores tid at sige sådan. For den tid, vi er i, er en tid, hvor vi virkelig vil forvalte godt. Vi vil forvalte vores jord godt og bliver mere og mere grønne. Vi vil forvalte vores mad godt og sætter ind mod madspild. Vi vil forvalte vores liv godt og træner og spiser grønt. Vi vil forvalte vores ægteskaber godt og går på kurser. Og det kan der godt holdes en prædiken om. For vi skal virkelig forvalte vores klode og vores liv på bedste måde.

Men det er bare ikke dér, lignelsen i dag vil have os hen. Den vil sige: Du skal begynde et andet sted: med, at du taber ansigt. Du skal begynde med, at se dig selv i spejlet og erkende, hvem du er. Du skal begynde med at se, at du har de samme træk, som den uærlige godsforvalter. Du står allerede med underslæb.

Og så skal du erkende: Du kan ikke rette op på det. De har ret, bedemandsfirmaet: du får brug for en kiste. Du skal sættes fra bestillingen. Sådan er det, når du taber ansigt.

Det begynder med, at du erfarer befrielsen i at tabe ansigt for Vorherre. Befrielsen i at være lige netop så skyldig og uperfekt, som du er. Vorherre kan godt tåle at se det.

Og derfra skal du så tage fat på det, som bedemandsfirmaet udtrykker:
”Når døden nu er så sikker, skulle du så ikke forberede dig lidt?”

Du skal forberede dig. Som manden i lignelsen.

Hvad gjorde han? Han blev ved med at rutte med det hele. Han delte ud til højre og til venstre af det, der ikke var hans. Han havde dette ene fokus: Jeg skal sættes fra bestillingen. Og nu må jeg gøre, hvad jeg kan – med evigheden for øje.

Og hvad er vigtigt i det perspektiv? Ja, her vendes alting så på hovedet i forhold til, hvordan vi ellers tænker. At tabe ansigt eller ikke tabe ansigt bliver ligegyldigt. Det har han allerede gjort. Han er på den anden side af sit syndefald.

Og i det perspektiv bliver det vigtige i livets perspektiv ikke ham selv, men de andre. Han position er ligegyldig. Den mister han jo, ved han.

Og den mister vi. Ingen kan tage den med i graven.

Hans penge er ligegyldige. Dem mister han jo, ved han.

Og sådan med os. Der er ingen lommer i ligtøj. Ingen af os tager noget med herfra.

Hvad skal han så? Skaffe sig venner. Være noget for andre. Dele ud. Det er det, han skal. Det er de andre, der betyder noget, når han ved, han har tabt ansigt og skal sættes fra bestillingen.

Det er det, vi skal: Være noget for andre! Dele ud af det, vi har fået. Af tid og kræfter og evner og penge. Gavmildt.

Måske kan blommetræet i vores have være et billede på det. Det er virkelig skævt. Det står nærmest i en vinkel på 45 grader op fra jorden. Det står ikke rank og lige som det lille blommetræ nr. 2, vi har plantet ved siden af. Det har allerede tabt ansigt og er på vej mod døden. Da vi flyttede ind i vinteren for snart fire år siden, sagde vi: Det skal virkelig været noget specielt, dette træ, ellers fælder vi det!

Men vi har ikke fældet det. Hvorfor? Fordi det giver.

Det prøver ikke at rette sig op. Det er jo også helt umuligt. Ingen vil kunne gøre det. Som ingen kan vende retningen fra liv mod død.

Nej, det bliver bare ved med at give blommer. De hænger tungt og bliver endnu tungere i de kommende uger. Og en dag – måske i år – fælder træet sig selv under tyngden af det, det giver til os.

Hvad vil vi huske det træ for? At det virkelig var skævt – men at det gav mange, gode blommer.

Lad det være et billede på det, som lignelsen i dag vil sige til os:
Vi kan lige så godt tabe ansigt for Vorherre. Der er sket noget, der gør, at det hele drejede den forkerte vej. Vi er blevet skæve som blommetræet. Det går mod døden.

Og hvad skal vi gøre ved det? Ja, den der allerede har tabt ansigt, har intet at miste. Derfor kan man ligeså godt dele ud.

For sådan skal vi, der er på vej mod døden, gøre. Sådan forbereder vi os. Ved at leve livet med de værdier, der stammer fra himmeriget: At dele ud af det, vi har fået.

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Carsten Haugaard Nielsen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *