Jeg var for nylig til en samling med præster, hvor temaet for samlingen var ”diakoni”. Jeg var spændt. Var det nu folkekirken skulle bevæge sig? Var det nu danskerne ville se starten på en kirkelig bevægelse der tog ud i sognene og mødte borgerne med tid, samtale og omsorg?

Af Peter Worm Madsen

<span class=”dropcap”>I</span> mit arbejde som diakonimedarbejder i Aarhus N og i Aarhus Domprovsti forsøger jeg så vidt muligt at engagere vore kirkemedlemmer til at se muligheder i hverdagen til at vise omsorg. Jeg leder teams og projekter hvor man kan komme og blive engageret og inspireret, men målet er altid, at hver enkelt kirkemedlem vender hjem til bopælen med en ide til, hvordan naboerne dér kan mødes og høre om kirken og dens budskab. Det er i bund og grund målet med kirkens diakoni: At vi som kirke kan hjælpe på det fysiske plan men også hjælpe på det åndelige og eksistentielle plan. Derfor er jeg så vild med diakonien.

Præstekonventet åbnede op med et godt foredrag, der via historier og beretninger fra det levede liv, gav eksempler på hvordan denne havde oplevet diakonien i tjenesten som præst og videre. Jeg var glad for oplægget men manglede udfordringen. Der kom flere gode eksempler på diakoni, der alle viste tegn på de enorme muligheder, der blot står og venter folkekirkerne i Danmark. Jeg manglede stadig en udfordring til alle tilhørerne.

Kort efter et af disse oplæg til inspiration rejste en præst sig op og kom med et spørgsmål, der var klart teologisk og med – må jeg tillade mig at sige – hang til det mere højtidelige. Jeg selv kom til at tænke på Jesu fortælling om farisæeren, der bad højlydt og tydeligt med sigte på at blive set og hørt, ja, og sikkert rost bagefter af menneskene omkring. Jeg tænkte under spørgsmålet: Hvad har dette med diakonien at gøre? Hvordan kan spørgsmålet ramme så meget ved siden af emnet for foredraget, ja, for dagen? Senere spurgte jeg en anden præst under kaffen, om denne kom for at få diakonal inspiration med hjem til arbejdet i sognet? Nej, svarede han. ”Det er nu mest for fællesskabet, jeg kommer”. Og det var et godt svar, for det er også meget vigtigt i arbejdet som præst – særligt i de små sogne hvor man sidder alene.

Men jeg var overordnet frustreret. Samledes disse præster blot for at klappe hinanden på skuldrene og lytte til hinandens klogskab, for bagefter at køre langt hjem til de små sogne hvor medlemstallet falder, dåbsprocenten daler og hvor ensomheden truer både indenfor og uden for præsteboligen?

Jeg tror på, at vi som kirke skal tilbage til stammen, til roden. Som æblet der endelig er modnet så meget og vejer så meget, at det slipper kontakten til træet og til stammen, der bærer det og falder ned i græsset eller på jorden. Dog ofte ikke mere end et par meter væk fra stammen, hvor det kan samles op og give energi som føde. Æblet kommer af træet og ligner derfor træet i sit DNA. Derfor bruges ordsproget ”Æblet falder ikke langt fra stammen” om en søn, der klart ligner sin far. De er som to dråber vand, skabt af det samme DNA.

Jeg ønsker så brændende, at kirken vender tilbage til stammen og særligt tilbage til diakonien. En diakoni der i de kommende fire år vil være stærkt brug for i Danmark, særligt med de fremmede mennesker der ønsker at finde et hjem her i Danmark men ikke oplever en imødekommenhed. Eller når vi møder ensomheden gemt hos de unge, de studerende, de enlige forældre, de travle forældre og hos de ældre og gamle. Diakonien kan møde disse menneskers udfordringer ved at lytte, give tid i form af frivillige der går ud, og om muligt kan hjælpe med fysiske eller åndelige behov i hjemmet hvor medmennesket bor.

Jeg tror på en folkekirke, der kan vende sit image ved at opprioritere diakonien, men det skal starte med menighedsrådene, der skal prioritere diakonien, og om muligt en stilling i kirken, der kan koordinere opgaverne og de frivillige.

Jeg håber, at menighedsrådsvalget i 2016 vil bringe kirken tættere ind til stammen og eksempelvis tættere på et kirkeligt arbejdsfelt, der i sin beskrivelse skal tage sig af sognets mest udsatte borgere. Dét er kirken i sin mest gammeltestamentelige og nytestamentlige form. Sådan gjorde de dengang – og sådan kan vi gøre det i dag.

Peter Worm Madsen er cand. theol. fra Aarhus Universitet og Pastoralseminariet efterfølgende. Peter Worm Madsen arbejder som diakonal medarbejder ved Christianskirken, og har tidligere været frivilligt engageret i diakonalt arbejde ved Krisecenter for Voldsramte Kvinder, ACT-arbejdsdag i Gellerupparken 2009, grundlægger af Godhedsdag samme sted i 2010 og 2011 og grundlægger af arbejdsgruppen VivaCity i Åbyhøj i 2008, der besøgte private med praktisk arbejde. Peter Worm Madsens personlige blog kan læses her

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *