Evangelietekst

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« 

Luk 18,9-14

 

Prædiken

Intet ville i dag være lettere for mig end at tage udgangspunkt i de to tekster og give den interesse for individet og alle dets fornemmelser, som optager mange af os, et ordentlig drag over nakken. For er vi ikke som farisæeren i lignelsen, når vi går så meget op i at fremhæve os selv i forhold til andre? Er liberalismen, konkurrencesamfundet, Facebook og hele pivtøjet ikke ét stort eksempel på vores farisæisme?

Jo, det ville være let at svare ja til mine retoriske spørgsmål her. Det ville bare aldrig blive til en prædiken, for med det opgør ville vi stille os lige præcis på den position, vi kritiserer. Vi ville glemme at tage os selv med i kritikken. En kritik, som ikke tager os selv med ind under den, er ualvorlig. Den er være ualvorlig, hvis den ikke når ned til fundamentet og de bærende lag i vores liv og eksistens. Vi kunne måske blive enige om hvor forfærdeligt et samfund, vi lever i, hvis vi mener dét. Når vi går herfra vender vi dog tilbage til det og glemmer selvkritikken.

Intet menneske beror nemlig alene på sig selv. Vores hverdag er betinget af, at vi indgår i relationer. Flere af os har mange relationer. Andre har meget få og måske ikke nogen så tæt på, som de gerne ville have og har længtes efter hele livet. Der er mennesker, som oplever og erfarer en næsten ubodelig ensomhed i hverdagen. De kan være ensomme blandt mennesker. Fordi de mangler den helt afgørende relation til et andet menneske, som vil dem fuldt og helt i en gensidig hengivelse.

Litteratur, film, kunst samt psykologi, filosofi, teologi, sociologi og flere andre videnskabelige discipliner har siden romantikkens periode fra slutningen af 1700-tallet givet os mange gode eksempler på, hvordan individet kan føle sig alene og livet meningsløst.

Lignelsen i dag og teksten fra Korinterbrevet modsiger ikke disse menneskelige erfaringer. De to tekster afslører heller ikke bare menneskets forsøg på at beherske sig livet. For de to mænd i lignelsen er for mig at se en lignelse på to sider i ethvert menneske. Usikkerheden hos tolderen kender vi. Den nagende tvivl om eget værd, og det næsten modsatte, glæden over at være forskellig fra andre, kender vi også. Og lysten til at fremhæve hvad jeg har gjort og gør for at være et godt og ordenligt menneske, elsker vi.

Mellem disse to skær, ligesom søuhyrerne Skylla og Charybtis i Homers store digt om helten Odysseus, sejler vi vores sejlads gennem livet. Både selvudslettelsen og selvhævdelsen udgør en stadig risiko for os. Og vi kommer næsten dagligt dem begge alt for nær.

Jesus tager med sin lignelse parti for den ene, forekommer det os. Tolderen fremhæves, fordi han ikke tror noget om sig selv. Men det er ikke helt præcist. Han fremhæves, fordi han beder om nåde. Tolderen peger altså på et dybere forhold i vores liv. Vi er ikke bare, som vi antager, hvad vi gør og viser. Vi er noget på grund af den relation, det forhold, vi står i til livet selv og til den magt og kraft, der bærer livet.

Den relation er måske både den letteste og den sværeste relation i livet. Vi spørger, hvad det er for en relation. Til hvem og til hvad? At svare: Gud, giver for stadig flere mennesker ikke mening. Dog er det svaret. Men ikke uden at præcisere, hvad Gud betyder, og hvad vi mener, når vi siger Gud.

Sådan måtte Paulus også forklare sig og præcisere. Og det er nok slet ikke så ringe, at vi ikke bare kan bruge ordet Gud i flæng og forvente, at alle forstår, hvad vi mener. Vores tilværelse er – ofte bag om ryggen på os – afhængig af, at vi fortolker. Vi fortolker altid. Sommetider på rutinen og på vores fordomme. Dér hører vi ikke efter. Vi antager, at vi ved, hvad den anden siger og mener.

”Gud, det er jo bare den gamle mand med skægget, der sidder oppe på en sky!”. Vi kan høre og se den form for primitiv forståelse og fortolkning i vores aviser hver eneste dag.

Paulus, i brevet til Korinterne, og før ham Jesus i sin forkyndelse, pegede på en anden forståelse. De begreber og billeder, vi anvender, når vi taler alvorligt og forpligtende om Gud, er vores billeder og forsøg på at forstå det ubegribelige. Det er ubegribeligt men troligt, at der er en magt bag og under alt liv. Beviseligt er det ikke. Det er altså ikke videnskab, men derfor kan vi godt tro det, og tro, at det er sandhed. Heldigvis er der så meget – det væsentlige i vores liv -, der ikke kan bevises men kun tros. Oprigtigheden i den tillid, der vises os, den kærlighed og barmhjertighed, andre giver os, kan vi ikke andet end tro. Troen er at skabe en forbindelse mellem os og en anden. Denne forbindelse eller relation kaster vi ud i et håb om at finde et sted at træde og gå og et sted at stå, når vi skal have ro og hvile i sjæl og krop.

I os ligger en uro. Vi vil finde sikkerhed og hvile. Usikkerhed og tomhed har vi vanskeligt ved at leve med. Ikke kun i forhold til de daglige vilkår, vi konkret skal leve af, nej også i forhold til vores livs mening og betydning.

Livets mening og betydning er aldrig noget abstrakt. Vi lever af det, vi erfarer giver mening. Måske er det forklaringen på, at vi generelt ikke er mindre troende eller religiøse end tidligere generationer. Mening og betydning finder mange uden for de gamle religiøse institutioner og kirker. Religioner – også kristendommen – har jo altid været en måde at tolke det aktuelle livs mening og betydning på.

Derfor må vi arbejde på løbende at formulere denne tolkning i vores aktuelle sammenhæng. Vi tolker det helt grundlæggende, vi hører i dag, at Gud er blevet menneske i Jesus Kristus for at bære vores synd. Han døde ved at tage denne byrde på sig, for det var og er forargeligt at tale om, at mennesket er en synder. Ikke mindst fordi vi altid er tilbøjelige til at forstå synd som det moralsk forkerte. Synd er ikke noget moralsk. Den kan give sig udtryk i måden, vi lever med hinanden på – ja selvfølgelig. Synden er en måde at beskrive menneskets afmagt og dets forsøg på at komme ud af afmagten på.

Synden er den grundindbildning, vi alle har, at vi selv kan og skal skabe vores tilværelse. Det er en indbildning, fordi livet foreligger. Vi kan ikke selv tage og skabe livet eller bære livet. Nej, det bliver givet til os, og en dag får vi bevidsthed om det og kan tænke over det.

Det fundamentale er, at vi lever af nåde. Nåden er uopnåelig, hvis vi giver os til at arbejde på at få den. Nåde gives af en barmhjertig person eller her grundlæggende af Gud. Paulus er den første, der tænker Gud som en treenig Gud, som Fader, som søn, altså Jesus Kristus og som Helligånd, altså det skabende og levende ord, der bliver tilbage hos os ved opstandelsen og pinseunderet.

Nåde lyder i vores øren som en anklage og straf, som falder væk. Måske er det bedre at forstå det som en byrde, der tages fra vore skuldre, fordi den treenige Gud kan se, at vi tynges ned af byrden at skulle bære livet selv. Nåden består derfor deri, at vi har et sted at gå hen, en at ty til, når livet bliver for tungt, eller når livet skænker os en overraskende og håbefuld glæde og en nødvendig barmhjertighed.

At bede som tolderen om Guds nåde er ikke at udslette sig selv, men at erkende sin forbindelse og nødvendige relation til den, der har skabt os og den, der kan skænke os mening og håb og frelse os fra ondskab og død.

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Poul Henning Bartholin

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *