Evangelietekst

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

Luk 10,23-37

Prædiken

Det er ikke mig, der har valgt den bibeltekst, vi lige har hørt. Faktisk er det en liste med udvalgte tekster, der er mere end 1500 år gammel, der bestemmer, at vi på 13. søndag efter trinitatis – 14 søndage efter pinse – skal høre lignelsen om Den barmhjertige samaritaner. Men den er påfaldende aktuel. Det er svært ikke straks at få billeder op for nethinden – af en lastbil med 71 mennesker døde af iltmangel eller flygtninge i hundredevis, der er stuvet sammen på synkefærdige både eller flygtningelejre i Libanon med tusinder af mennesker, der lever under kummerlige og håbløse forhold.

For mens vi gennem medierne overdynges med den slags forfærdende historier, dukker begrebet næstekærlighed hele tiden op. Vi holder det op for os selv og for hinanden – både som udfordring og forpligtelse og som dom og fordømmelse. Vi krymper ved begrebet med tanke på alle de gange, hvor vi gik forbi nogen der havde brug for vores hjælp eller overhørte et nødråb, og vi ranker os med stolthed og foragt med tanke på dem, der så til den anden side da en hjemløs døde på gaden ved en S-togsstation eller som prædiker en politik eller en norm, som vi mener er ukærlig.

For næstekærlighed er tydeligvis et begreb, de fleste mennesker forholder sig til. Det bliver ofte identificeret med kristendom og gjort til en særlig kristen værdi – ja, for mange vil overhovedet det at kalde sig kristen kunne begrundes med næstekærlighedsbegrebet. Men faktisk er det slet ikke specielt kristent. Det ser vi bl.a. af den gammeltestamentlige læsning, vi hørte for lidt siden. Her siges det som en del af den jødiske lov, at du skal elske din næste som dig selv. Også i de andre religioner har det en central placering, og det findes også hos dem som slet ikke forholder sig religiøst til tilværelsen – fordi det hører så grundlæggende til det at være menneske at se sig selv i relation til andre og dermed også føle ansvar for andre.

Når kristendommen så mere eller mindre har taget patent på næstekærligheden, skyldes det utvivlsomt den fortælling, vi lige har hørt om Den barmhjertige samaritaner. Det er ikke en overskrift, Jesus har givet, men det er i det lys, vi oftest hører fortællingen: at den handler om en mand, der var barmhjertig – som gjorde det vi alle ved, er det rigtige at gøre nemlig at tage sig af den nødstedte mand i vejgrøften. Den barmhjertige samaritaner er blevet et forbillede, et udtryk for det vi ved, vi også bør gøre: at hjælpe andre også den vi har allermindst lyst til at hjælpe, også når det er ubelejligt eller ubehageligt.

Han er blevet en vi skal forsøge at ligne. Ja, han er blevet mere end det, for det han gør, er blevet en moralsk regel, en etisk lov – næstekærlighedsbudet. Og vi har brug for den slags regler og fordringer til os, alt er ikke lige godt, der er noget vi skal stræbe efter, vi er forpligtet på at hjælpe hinanden. Men det er samtidigt teoretiske anvisninger på tilværelsen, og det store spørgsmål er hele tiden, hvordan vi praktiserer det i virkeligheden. Og det er der ingen nemme svar på. At vi alle er enige om, at næstekærlighed er afgørende, fortæller os ikke hvilke konkrete politiske og personlige handlinger vi skal drage af det. Og det fratager os muligheden for at dømme hinanden inde eller ude i forhold til næstekærlighedsbegrebet. For ingen af os ved, hvordan de andre konkret skal elske deres næste.

Måske er det netop derfor, det nemt kommer til at klinge hult, når vi taler så meget om næstekærlighed. Vi postulerer en entydighed, som ikke findes, og det forplumrer tingene, så vi bruger mere tid på at slå hinanden oven i hovedet end selv lade os udfordre og inspirere.

Men der er flere aspekter i den lignelse, som vi måske glemmer. For det første kan det at se være flere ting. Alle tre mænd, der kommer forbi den nødlidende ved vejen ser ham, men synet gør ikke det samme indtryk på dem. Kun den ene bliver påvirket af synet, han overvældes af medfølelse, og det tvinger ham til at handle. Hvorfor kun ham og ikke dem alle tre – ja, det ved vi ikke, og vi skal passe på med at gå på motivjagt hos hinanden. Kun hos os selv giver det mening at granske vores sjæl for, hvorfor vi reagerer på nød og lidelse, som vi gør. Måske er vi bange, måske lukker vi af for indtryk, der kan forstyrre os, måske har vi tankerne et andet sted, så vi ikke ser ordentligt.

Eller måske nægter vi at acceptere at kunne komme i samme situation som den nødstedte. For det er et andet aspekt ved lignelsen. Jesus bliver spurgt om, hvem der er min næste. Og sådan som historien oftest bruges, så handler den om at vores næste er ethvert forkomment, lidende menneske, vi træffer på vores vej. Men det er bare ikke, hvad Jesus svarer. Han siger at den der hjælper os, når vi er svage og lidende, det er vores næste. Det er den barmhjertige samaritaner, der er næste for den overfaldne mand.

Og det er tankevækkende. Næstekærlighed er også at tage imod hjælp fra andre, at acceptere vores afhængighed af andre, at se i øjnene, at vi ikke kan klare os uden hinanden. Ja, måske er det ikke muligt at overvældes af medfølelse, som den barmhjertige samaritaner gør det, uden at have prøvet på egen krop at være hjælpeløs og henvist på andre menneskers omsorg og barmhjertighed.

Det er i udsatheden, der hvor det går op for os, at vi ikke behersker livet, der hvor vi må se i øjnene, at vi ikke kan klare os uden Gud og uden andre mennesker, det er først der, at vore hjerter kan åbne sig for de andre i deres udsathed. Derfor må vi lære at elske ved at flytte os selv fra vort livs centrum og give plads for Gud og for vor næste, som vi har brug for.

Så længe vi gør os selv til tema ikke bare for vort eget liv men også for hele verden, så længe vi kredser om os selv, om hvad vi har brug for for at få et meningsfuldt liv, om hvad vi skal gøre for at være et godt menneske, så længe vil vi til stadighed kunne gå forbi hinanden uden at ænse, om der er en, der har brug for vores hjælp.

Vi kan kun elske, fordi vi selv er elsket. Vi kan kun hjælpe, fordi vi selv har brug for hjælp. Vi er afhængige af hinanden, vi er afhængige af Gud, og det er i erkendelsen af begge dele, at godhedens flamme i os kan blive synlig og brænde stærkt.

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Vibeke Houmøller Kristensen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *