Evangelietekst

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.« 

Mark 7,31-37

Prædiken

Lila stoler ikke på nogen. Og med god grund. I den fremragende amerikanske bog, der hedder Lila, får vi hele hendes livshistorie, fra hun bliver smidt ud hjemmefra, da hun er ganske lille, gennem årene på landevejen og siden i St. Louis’ værste kvarterer, til vi møder hende i et skur på en majsmark et sted i Iowa, hvor hun mener, hun kan bo, til det bliver vinter. Det er en historie om svigt og fortræd og dyb ensomhed, om at være på flugt og om at blive nedværdiget og skilt fra de få, hun har haft tillid til. Ikke så sært, at Lila ikke stoler på nogen. Ikke så sært, at hun er hård og afvisende. Ikke så sært, at hun kun siger det allermest nødvendige og absolut intet om sig selv. Lila er fuldstændig lukket om sin sorg og sin historie. Indtil den her gamle præst kommer ind i hendes liv. Ja, egentlig er det hende, der kommer ind i hans, da hun kommer til at gå indenfor i kirken i den nærmeste by. Men fra da kommer han inde i hendes liv. Hun begynder at gå i kirke engang imellem; hun forstår langt fra alt, hvad han siger, men hans ansigt er fuldt af venlighed, og hans stemme er mild. Så mild, at hun kommer til at gå helt tæt på ham en dag, de mødes.

Hun havde tænkt, at det ville være meget rart at hvile hovedet mod hans skulder, står der. Og det var det. Jeg er vist træt, siger hun, og så lægger han sine arme om hende, meget forsigtigt, meget blidt. Jeg kan bare ikke stole på dig, siger hun så. Er der noget, jeg kan gøre ved det, spørger han. Ikke noget, jeg kan komme i tanker om, svarer hun, jeg stoler ikke på nogen. Ikke så sært, at du er træt, svarer han. Og fra da udfolder romanen historien om, hvordan Lila langsomt kommer til at stole på denne blide mand, der har et helt andet syn på verden, end hun har, et syn, der bunder i hans tillid til Guds godhed. Hvordan hun efterhånden kommer til at fortælle ham de vigtigste brudstykker af sin historie. Hvordan hun lidt efter lidt får sprog til at forholde sig til de påtrængende spørgsmål, sådan en historie rejser. Og hvilken glæde og hvilket nyt liv, der både bogstaveligt talt og i overført betydning kommer ud af, at hun åbner sig for ham. Lilas historie bliver til en overraskende kærlighedshistorie, men først og sidst er det en historie om at blive lukket op og blive den, man egentlig er, fordi et andet menneske kommer ind i ens liv med en tillid og en mildhed, der er lige så livgivende, som den uventet.

Det samme er historien i dagens evangelium. Det er historien om en mand, der er døv og har svært ved at tale, men det er jo mere end det. For når man er døv og har svært ved at tale, er man også lukket ude fra lyden af de andres varme stemmer, fra samtalen, fra sangene og musikken, og dermed lukket inde i sig selv med sine egne følelser og sin egen historie, ude af stand til at lytte og blive berørt og bevæget af det, man hører, og ude af stand til at svare og fortælle, som Lila før hun mødte sin præst. Døvheden og det manglende sprog hindrer manden i evangeliet i at være den, han egentlig er, for det bliver man kun i samspil og samtale med andre end sig selv. Markus nævner det bånd, der bandt hans tunge, men det er meget mere end tungen, der er bundet. Den døves tilværelse er bundet, og der er intet, han selv eller vennerne eller familien kan stille op. Ikke før den fremmede, de har hørt om, kommer ind i deres by og ind i deres liv. Så kan de da i det mindste bede ham om en velsignelse, om at lægge hånden på deres bror og ven, der er i nød.

Men de får mere, end de beder om. For Jesus rører ganske rigtigt ved den døve, som præsten, der forsigtigt lægger armene om Lila; han berører de syge steder, de døve øren og den bundne tunge, og alle børn og også alle vi voksne ved, hvor megen lægedom og trøst, der ligger i et andet menneskes berøring. Så ser han op mod himlen, som om han vil hente himlens kraft ned på jorden. Og så siger han ikke Bliv rask. Han siger Luk dig op. Som om der er meget mere på spil end mandens hørelse, og meget mere på færde end en helbredelse. Luk dig op. Sådan set er det ord, der foregriber påskemorgen. Eller er et ekko af påskemorgen, hvor der blev sagt sådan til den grav, der for længst var lukket. Der var ingen, der hørte det blive sagt; men her siger han det selv, højt og tydeligt, han, der blev lukket ud af graven, ud i forårssolen. Luk dig op. Og ordene virker. De døve ører åbner sig, så manden kan høre de andre stemmer, musikken, fuglene; båndet om tungen løsner sig, så manden kan svare og fortælle og synge med. Det er ikke alene hans tunge og hans ører, der bliver lukket op. Det er hele hans tilværelse. Sådan set er det ikke spor overnaturligt. Det er bare et menneske, der omsider bliver den, han egentlig er, forbundet med de andre – og sikke en glæde!

Han har gjort alting vel, siger vennerne og familien, for hvad hjerterne er fulde af, løber læberne over med – og her er hjerterne åbenbart fulde af undren og taknemmelighed, så fulde, at det er de størst tænkelige ord, der falder dem ind. For Han har gjort alting vel – det er ikke tilfældige ord. Det er et ekko fra skabelsens morgen, hvor Gud bruger sine ord, der virker, til at skabe himmel og jord og hav og sol og måne og stjerner og fugle og fisk og dyr og mennesker, og dag for dag lyder det: Gud så, at det var godt. Det er simpelthen omkvædet i skabelsesberetningen: Gud så, at det var godt. Han har gjort alting vel, siger familien og vennerne i dag, og med det ordvalg siger de indirekte, at det er Gud, de har fået øje på i den mand, der er kommet ind midt imellem dem på almindelig dag på en almindelig strandbred et sted i Dekapolis. Han siger det ikke selv. Han lader det være op til dem dengang og os i dag at tolke, hvad vi ser. Vi har vores frihed. Man kan vælge at sige, at Jesus tilfældigvis havde en heldig hånd den dag. Men familien og vennerne siger altså mere end det. De siger, at i ham er himlen kommet ned på jorden, Gud kommet ind midt i vores liv med den samme kraft, der fik stjernerne til at tindre og lærkerne til at synge på skabelsens morgen – og vores børns hjerter til at banke. Nu er han lige her.

Og sådan åbner dagens evangelium for sandheden på flere planer. For det lukker op for, hvem Jesus er, hvis man ser med troens øjne. Men så lukker det jo også op for, hvem Gud er, og hvad Gud vil. Hvad der er sandheden om ham. At han er den, der kommer udefra, ind i vores liv, også når vi mindst venter det – i sin søns skikkelse og måske også i andre menneskers skikkelser, hvis vi har blik for det. Og det han vil, er altid at lukke os og vores tilværelse op og lukke op for de knugede og låste mennesker, vi holder af, og sætte os i bevægelse og forbindelse med ham og med hinanden. Som han åbnede graven påskemorgen og lukkede sin søn ud i morgensolen. Det er det, han vil nu, mens vi lever, og vi håber og tror, det også er det, han vil, når vi ikke lever mere. Lukke os ud til ham og hinanden. Men sådan afdækker evangeliet jo endelig også sandheden om, hvem vi er, og hvad der er meningen med vores liv i Guds øjne. At vi ikke er skabt til ensomhed og hårdhed og tavshed, som den Lila bar på. Vi er skabt til at lytte til ham og til hinanden – og til at svare med ord, der forbinder os.

Historien har den rørende krølle, at Jesus forbyder vennerne og familien at fortælle om det under, de har set. Måske fordi det først for alvor kan forstås, hvor stort det er, når han er død, og det ligefrem er graven, der bliver lukket op. Men ikke desto mindre fortæller de af hjertens lyst. Det forbud kan han godt glemme alt om. Det, de har set og hørt, er simpelthen for godt til at tie stille med; det skal og må fortælles, så alle andre får del i forundringen og glæden. Det er smukt, at de ikke fortæller, fordi han beder dem om det, men fordi de simpelthen ikke kan lade være, til trods for hans forbud. Det siger noget om glædens omfang. Og om, at der var flere end den døve, der fik øjne og ører og læber lukket op den dag i Dekapolis. Vi går i kirke, fordi vi håber, at det samme må ske for os. At han, der kom den dag til Dekapolis, også kommer til os, gemt i de ord, vi hører og synger, og rører ved os med vand og brød og vin og åbner os igen, så vi kan høre ham og hinanden, og så vi kan svare med sange og med ord, der forbinder os. Så ikke alene vores sanser, men vores tilværelse bliver åbnet, og vi endnu engang kan blive dem, vi er skabt til at være.

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Marianne Frank Larsen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *