Evangelietekst

Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på. Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« 

Luk 14,1-11

Prædiken

I efteråret havde jeg et oplæg i sogneaften-regi omkring etiske dilemmaer. Etiske dilemmaer er gået hen og blevet nærmest underholdning, og det af den meget populære slags. På TV2 Charlie, med programmet ’Spørg Charlie’ og på P3 med det voldsomt populære ”Mads og monopolet”. De to programmer er populære, fordi de er bygget op på den måde, at ganske almindelige mennesker sender deres dilemmaer ind, og så er der nogle kendisser, der vender og drejer dilemmaerne og giver deres mulige løsning på problemerne. Og hvis man ser eller lytter til de to programmer, så kan man hurtigt konkludere, at vi mennesker er rigtig gode til at rage os ind i alle mulige etiske dilemmaer. Og så også det, at løsningerne på de her dilemmaer ikke altid er helt så lige til, og så kan lytterne og seerne jo blive underholdt af diskussionerne og også glædes ved at tænke, ”godt det ikke er mig”, og videre: ”hvad ville jeg have gjort?”.

På en måde er det en form for etisk dilemma, som vi hører om i dagens evangelium. Jesus er gæst hos en af de ledende farisæere. Farisæerne er jo Jesu modstandere, og så er vi vante til at tænke nedsættende – ja nærmest fordømmende om dem. Men i deres egen samtid var de beundrede for deres fromhed, for deres indsigt i bibelen. Farisæerne var samfundets spidser. De tog deres gudsforhold meget alvorligt. De mente om dem selv, at de i hvert fald levede op til det dobbelte kærlighedsbud, kærlighed til Gud og kærlighed til næsten. Ja, det var måske mest den første del af dobbeltbuddet. De var mest optagede af kærligheden til Gud. Derfor gik de meget op i de tre første af de 10 bud: ’Du må ikke have andre Guder’, ’Du må ikke misbruge Guds navn’, og så det sidste: ’Du skal holde hviledagen hellig’. Især det sidste gik de, i egne øjne så fromme farisæere, meget op i. Der måtte bestemt ikke arbejdes på sabbatten, man måtte kun gå så og så mange skridt, ja, der var mange regler, der skulle sørge for, at man virkelig holdt hviledagen hellig og derved levede op til buddet om kærlighed til Gud.

Og så kommer dilemmaet: Er det tilladt at helbrede en mand, der lider af vand i kroppen? Det spørger Jesus dem om. Er det tilladt at arbejde som læge på hviledagen? Vand i kroppen, tja det er jo noget, han har lidt af noget tid, og man kunne vel godt vente med at helbrede ham til dagen efter og derved være sikker på at holde buddet om hviledagen. Men på den anden side: Jesus er jo ikke en læge, der har konsultationsåben dagen efter. Jesus har mulighed for at helbrede ham her og nu. Og bør man ikke kunne gøre godt selv på en hviledag?

Er det tilladt at helbrede på en sabbat, spørges farisæerne. De svarer ikke, men tavsheden er jo sådan set svar nok. De mener ikke, at det er tilladt på nogen måde at overtræde buddet om sabbatshvile. Den regel, den lov står over alt andet, mener de. Det er det svar, deres tavshed udtrykker.

Så er det, at Jesus går til angreb på deres kolde hjerter. Jesus ved, at hans far i himlen, at Gud ønsker, at man skal gøre godt på sabbatten, og at loven aldrig skal stå over kærligheden. Derfor var det helt klart, at Jesus skulle hjælpe den syge mand, når der var mulighed for det. Og Jesus angriber de hårdhjertede farisæere ved at afsløre deres hykleri, deres dobbeltmoral. ”Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selvom det er på en sabbat?”. Tavsheden er der igen, og den er stadigvæk ligeså sigende. Selvfølgelig vil de gøre det. Men at trække en okse op fra en brønd, det er at arbejde, og her i den sammenhæng er det så altså ikke et dilemma, her går det mulige økonomiske tab over det med at hvile på sabbatten. Det er godt med moral, men dobbeltmoral er åbenbart dobbelt så godt. De fine og fromme farisæere kan godt stå med afvisende miner overfor den syge, men rammes de selv med et muligt tab af en okse, så gælder reglerne ikke. Så er det som om facaden krakelerer. Det er for nemt at være fordømmende og kritisere andre. Anderledes pinefuldt kan det være, hvis man retter det undersøgende blik indad.

Og så fortæller evangeliet videre om, hvordan Jesus ser, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste, de fineste pladser ved bordet. De er selvbevidste. Stolte over deres position og af deres alvor i at overholde Guds bud. At Jesus ved bedre og ser dybere, det rører dem ikke. Hos farisæerne er der ikke det, som Paulus formaner de kristne til at udleve: ”Med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed”, som det lød i epistlen jeg læste.

Dilemmaet i dagens evangelium ligger i spørgsmålet: Er buddet om at holde hviledagen over det, at man skal gøre godt, eller må det at gøre godt så at sige overtrumfe buddet om sabbatshvile? Hos Jesus er der ingen tvivl. Gud har givet det tredje bud om hviledagens hellighed ikke for sin egen skyld, men for menneskers skyld, netop det at vi mennesker har brug for hvile. Men netop når det er for menneskers skyld, så er det af kærlighed, Gud har givet buddet, og til kærlighed hører netop det at gøre godt mod andre. At udføre kærlighedens gerninger det skal man også gøre på en sabbat, på en hviledag. Og fremfor alt skal man ikke være en hykler, og en der er dobbeltmoralsk, og fører sig frem på andres bekostning, og slår andre oveni hovedet med alle mulige love og regler. Og det er det, farisæerne gør.

Nu er dilemmaet her ret klart for os at afgøre sig overfor. Men der er andre dilemmaer, hvor det ikke altid er så let at afgøre sig.

I 1943 – midt i besættelsestiden – kom forordningen om at alle danske jøder skulle pågribes. Og man vidste godt, hvad det betød. Og hvordan skulle man så afgøre sig. Her var et dilemma. På den ene side var det strafbart at modarbejde tyskerne, besættelsesmagten. Vores ledere havde valgt en samarbejdspolitik overfor tyskerne, men nu var faren, at mange jøder stod for at blive tilfangetaget og sendt til kz-lejre i Tyskland eller andre steder. Dilemmaet stod mellem at følge landets gældende love eller at overtræde disse love og hjælpe nogle mennesker i umiddelbar livsfare. Skulle man vælge efter lovens bogstav, eller skulle man vælge ud af næstekærlighed, hvad det så kunne komme til at koste. Rigtig mange danskere valgte at overtræde loven for medmenneskelighedens skyld. Og rigtig mange, langt størstedelen af jøderne blev reddet. Og i dag er denne jødeaktion noget, som vi alle sammen tænker tilbage på med stolthed. Som også vi tænker med taknemmelighed på modstandsfolkene, der jo også tog loven i deres egne hænder og gjorde, hvad de syntes var rigtigt at gøre. Det var ikke et dilemma for dem. Der var kun én vej at følge, det var at bekæmpe ondskaben.

For nylig har vi i pressen kunne iagttage, at nogle danskere valgte at gøre noget, der var ulovligt efter vores nugældende love. De valgte at hjælpe nogle flygtninge til Sverige uden om det danske og EU’s flygtningesystem. De så, at der var nogle flygtninge, hvis højeste ønske var at komme til Sverige, og det ville de hjælpe dem med. Var det rigtigt eller forkert? Det er i hvert fald et dilemma, og når man ser det i et historisk perspektiv, så er det ikke så let et dilemma at løse. De der hjalp, gjorde det ikke for personlig vindings skyld, de gjorde det, fordi de syntes, det var rigtigt, så måtte loven være som den er, deres ønske om at hjælpe overtrumfede for dem loven.

Det er altså ikke let. Her må vi hver især betænke dilemmaet og hver især afgøre os. Det er ikke let. På den ene side: der skal jo være nogle regler og love for at holde sammen på et samfund. Love og regler er jo grundlæggende for at beskytte den enkelte og opbygge fællesskabet. Derfor kan man jo ikke bare overtræde alle love og regler, fordi en eller anden mener, at der er et andet hensyn, der er vigtigere. Det kan i yderste konsekvens medføre det rene anarki, og så er det den stærke, der vinder over den svage, og det bliver alles kamp mod alle. Det er den ene side. Men den anden side af sagen er jo, at kærligheden, omsorgen, det at hjælpe andre, det må og bør vel være det vigtigste, og hvis nogle regler støder imod næstekærligheden, bør man så ikke overtræde loven og så lade kærligheden være det vigtigste? Derfor er der dilemmaer. Det er ikke sort og hvidt altid.

Hvad vil Jesus, at vi skal gøre? Ja, her i dagens fortælling helbreder han manden, selvom det er sabbat, og vi hører det igen og igen hos Jesus, kærligheden står over loven. Vi skal gøre godt, vi skal hjælpe, vi skal elske vores næste som os selv, og så kan det godt være, at nogle snævre love og regler siger noget andet og komplicerer og stiller os i dilemmaer. Hvis vi skal følge Jesus, så skal kærligheden være vores retningssnor. Ja, det at vi skal vende vores orienteringspunkt rundt, inden vi afgører os: hvordan vi vil, at andre skal være mod os, sådan skal vi være mod de andre. Og så ved vi langt hen af vejen, hvad der er det rigtige. Og fremfor alt skal vi fastholde ydmygheden, mildheden, tålmodigheden og ikke bruge love og regler til at banke andre oveni hovedet med. Og vi skal ikke være hykleriske og dobbeltmoralske, men gøre det rigtige. Jesus viser os vejen og hjælper os med at løse de dilemmaer, vi møder. Kærligheden er det vigtigste, og kærligheden er den bedste løsningsmodel.

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Henrik Oest

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *