Peter Worm Madsen

Kaffe bygger broer mellem mennesker, hævder Peter Worm Madsen. Faktisk starter mange vigtige møder mellem to mennesker med en kop sort kaffe

Af Peter Worm Madsen

”Egentlig så har jeg slet ikke godt af så meget kaffe!”, siger jeg til mig selv hver dag, når maven skurrer lidt for højt over middag eller når øjnene stirrer videre efter hustruen træt har sagt godnat og allerede er ved at sove sent om aftenen. Men jeg vælger altså dagligt, på trods af al min erfaring, endnu engang at tænde kaffemaskinen og brygge ti hurtige kopper, for ”vi skal da lige have en kop kaffe”.

Faktisk tror jeg, at Facebook er kaffens modsætning. Hvor facebook ubevidst fastholder mennesker i at sidde og være fælles hver for sig og kun kommunikere i en Messenger-tråd på Ipad’en eller ens smartphone, så gør en kop kaffe noget helt andet. Før jeg kommer til kaffens livsændrende og forvandlende indhold, så skal jeg lige nævne et billede jeg så i Kristeligt Dagblad for et stykke tid siden: To venner sad på kantstenen og var hver især i gang med at text’e på deres smartphones. Det var det de gjorde, det var deres verden, deres udelukkende valg af kommunikationsmiddel: at skrive sammen med omverdenen. Pludselig ringer telefonen hos pigen, og hun udbryder panisk: ”Hvad er det for en lyd? Hvad skal jeg gøre med et opkald fra et virkeligt menneske?”.

Som diakonimedarbejder hylder jeg kaffekoppen i Danmark. Og jeg mener den høje kop, hvor der rent faktisk kan være noget i – ikke de små 4-5 centimeters såkaldte kopper. Nej, der er ikke noget mere diakonalt end at dele to kopper kaffe sammen, for hvad er det så der sker imens: Vi taler sammen! Deler liv med hinanden! Vi er anti-facebook’ske og kan faktisk udføre en samtale med et andet levende menneske, der lytter, responderer og måske udfordrer os til om muligt nye og bedre valg for os selv i fremtiden!

Jeg elsker kaffekoppen ligesom Dan Türell elskede hverdagen. For ligesom han under overfladen måske var lidt træt af hverdagens trivielle rytme, så elskede han også hverdagens bløde og trygge rytme, dens vuggen os i søvn – ment positivt. Kaffen ikke bare stimulerer os gennem koffeinen, men den skaber også denne vigtige pause i en arbejdsdag med kollegaerne, hvor man måske lige kan fortælle lidt om sin familie derhjemme, og kollegaen kan indrømme de udfordringer, der gemmer sig i en truende sygdom ved én af forældrene, og dette møde er jo pludselig sat i stand… af to kopper kaffe lige ude foran kaffemaskinen.

Næsten ethvert møde jeg har på kontoret med gæster, nye frivillige eller samarbejdspartnere, starter med sætningen ”vil du have en kop kaffe?” og i virkeligheden siger jeg: ”vi skal nu lære hinanden at kende, snakke sammen i et stykke tid, så hvad har du lyst til at sidde og røre ved, mens vi kommer mere og mere ind på hinanden i tillid og ind på emnet i samtalen?”. Ofte er løsningen kaffe!

Og når jeg sender frivillige ud fra kirken for at hjælpe sognets beboere (Til Tjeneste) med enten rengøring, havearbejde, grave, støvsuge og andet, så siger jeg, at det vigtigste redskab derude, er kaffekoppen. For ”hvis I oplever at beboeren gerne vil snakke over kaffekoppen, så skal I hellere snakke en time ekstra, end færdiggøre rengøringen. Samtalen er hævet højere end arbejdet”. Og dette er og har altid været kirkens diakonale arbejde – at vise og forkynde kristendommens kerne og budskab om Jesus Kristus, der levede på vores jord og som udfordrede de eksisterende normer og regler på hans tid. Dette emne er nogen gange indholdet i de snakke vi har hen over kaffekoppen – men sikke samtaler og sikke muligheder for at møde medmennesket dér, hvor denne lige er: midt i hans/hendes stue og med livsforvandlende muligheder med dette og det måske kommende liv.

Må kaffekoppen stadig blive taget ud af skabet, ind i hånden, blive fyldt op og være med til at forvandle dit liv som kirkegænger og forvandle livet for din næste.

Velbekomme!

Peter Worm Madsen er cand. theol. fra Aarhus Universitet og Pastoralseminariet efterfølgende. Peter Worm Madsen arbejder som diakonal medarbejder ved Christianskirken, og har tidligere været frivilligt engageret i diakonalt arbejde ved Krisecenter for Voldsramte Kvinder, ACT-arbejdsdag i Gellerupparken 2009, grundlægger af Godhedsdag samme sted i 2010 og 2011 og grundlægger af arbejdsgruppen VivaCity i Åbyhøj i 2008, der besøgte private med praktisk arbejde. Peter Worm Madsens personlige blog kan læses her

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *