Evangelietekst

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.« 

Matt 22,1-14

 

Prædiken

Kender I det, at man undertiden spørger sig selv: Hvad er det for en verden, vi lever I? Den synsvinkel på livet trænger sig undertiden ind på mig. Den kommer som en uvelkommen gæst. Jeg har ikke inviteret den og ikke lukket døren op for den. Alligevel sætter den sig i sætter sig i stolen ved siden af mig, påkalder sig opmærksomhed og stiller sit spørgsmål: Hvad er det for en verden, vi lever i?

Når jeg f.eks. hører om de uhyrligheder, Islamisk Stat udfører i Irak og Syrien. Så sidder gæsten der og spørger i mit sind? Hvad er det for en verden, vi lever i? Hvad er det, der gør mennesker er så ufølsomme over for andre? Mere end det: Som ikke ser sit medmenneske som netop et medmenneske. Men behandler det, så man i Danmark ville få en sag på halsen, hvis man behandlede sin hund sådan.

Eller når jeg hører om, hvordan kristne forfølges, bare fordi de – som vi gør det i dag – samles, hører om og beder til Guds søn Jesus Kristus. Når kirker brændes af. Når kristne diskrimeres. Så sætter den uvelkomne gæst sig endnu tættere ved mig og stiller sit spørgsmål: hvad er det for en verden, vi lever i? Du er præst!  Ville din tro være stærk nok? Ville dine kræfter slå til, hvis det var her?

Ja, hvad er det for en verden? Vi er blevet klogere på så meget andet i verden. Hvorfor er vi så ikke blevet klogere på at holde fred og respektere hinanden og anerkende ethvert menneskes ret til at tro, som det vil?

Når disse tanker kommer, så har jeg to muligheder. I grunden ikke flere end de to.

Den ene mulighed er at jeg lukker mig inde i et dansk drivhus med mat glas, så man ikke kan se ud på verden.

Den anden mulighed er netop at se ud. At gå over til den uvelkomne gæst og sige: Tak fordi du stiller dine spørgsmål! Og fordi du gør opmærksom på, at jeg er en del af den store verden. Hvor det må berøre mig, når medmennesker behandles værre end en hund. Og hvor det skal være som et angreb på mig, når mine kristne brødre og søstre angribes ude i verden.

Der findes altså de to muligheder.

Enten: At vi lukker os om os selv. Lukker os inde i vores lune danske hule og beder den uvelkomne gæst om at gå sin vej.

Eller: At vi lader den uvelkomne gæst åbne os, så vi ser os selv som en del af hele verden. Og erkender, at vi har et ansvar. Og handler.

Og så findes der alligevel en mulighed mere: At vi stiller spørgsmålene til Gud: Hvad er det for en verden, vi lever i, Gud?

Det vil vi gøre i dag. Hvad svarer denne gudstjeneste os?

Du er som leret i Guds hånd – sådan lød svaret i gudstjenestens første læsning. Gå ned til keramikeren! Når hun drejer et kar af leret, og hun ser: det her bliver ikke, som jeg vil have det. Så klasker hun det hele sammen og laver et andet kar. Sådan er du i Guds hænder. Du er som leret i Guds hånd.

Sikke et svar! Så fuld af håb! Så fuld af mod!

Når den uvelkomne gæst stiller sit spørgsmål: Hvad er det for en verden, vi lever i? Og lader ane en verden som noget, der er ude af kontrol. Som overladt til tilfældighedernes spil – eller værre endnu – til den ondes magt. Så tager den fejl.

Vi er i Guds hænder. Verden er i Guds hænder. Ikke i nogen andens. Ikke i tilfældighedernes vold. Ikke i ondskabens hænder, men i Guds hænder.

Gud former os, naturligvis. Og han har ret til at forme os, også igennem det, der er svært i verden! Og undertiden ser det hele håbløst ud, som om livet er klasket helt sammen. Men Gud har en ny begyndelse til os. Igen og igen. Som keramikeren, der kan danne et nyt kar af leret. Igen og igen. Selv når døden kommer, så har det onde ikke vundet. Gud kan danne livet igen.

Hvor gør det mig godt at høre. Det giver ikke svar på alting, ganske vist. Det svarer ikke på, hvorfor verden er, som den er. Hvorfor lidelsen findes. Men det giver en tryg grund at leve på midt i denne verden.

Vi er i Guds hænder, og de vil give os en ny begyndelse, dag efter dag.

Gudstjenestens andet svar lød i gudstjenestens anden læsning: Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde. Et helt andet svar. Et svar, der går i en anden retning. Et svar, der fæster øjet på nuet. Dagene er onde, ja – sådan kan man se på dem. Men hør så: Du lever kun et øjeblik ad gangen. Det er et gunstigt øjeblik, hvert øjeblik du har dem, du holder af. Dine forældre, din ægtefælle, dine venner. Det er et gunstigt øjeblik, hvert øjeblik I får lov til at leve livet sammen. Det er et gunstigt øjeblik, hvert øjeblik du har lov og ret til at tro og tilbede den levende og frelsende Jesus Kristus, du tror på. Så brug det! Lev i øjeblikket! Lad ikke det, der sker omkring dig lamme dig.

Men tro! Lad dig fylde af Ånden. Og gå så i gang. I gang med at gøre som Jesus ville have gjort. I gang med at elske, som han elskede. Bede, som han bad. Tjene andre, som han tjente.

Eller mere konkret: bede for de forfulgte og dem, der er ramt af krig og terror. Give af din overflod til dem, der hjælper dem. Og… ja tænk selv på, hvad du kan gøre! For at den uvelkomne gæst ikke kan blive ved med at gentage: Hvad er det for en verden, vi lever i!

Der er kun det nu, vi lever i, til det. Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde.

Det er som om, jeg løftes mere og mere af denne gudstjenestes tekster. Ganske vist: Når vi stiller spørgsmålet: Hvad er det for en verden, vi lever i – til denne søndags tekster. Så får ikke et egentlig svar. Det er snarere som om spørgsmålet opløses i det, jeg hører. Fordi det løfter mig. Der strømmer mere og mere lys imod mig. Først: Du er i Guds hænder, som leret i keramikerens hånd. Dernæst: Og brug så øjeblikket.

Lettelsen bliver ikke mindre af den tekst, vi lige har hørt. Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup, hørte vi. Øjnene rettes et helt andet sted hen. Væk fra mig selv. Væk fra alt det, der sker omkring mig. Jeg hæves op, lyset fylder nu alt. Gud vil give dig noget. Noget glædeligt, festligt, stort. Han vil frelse mig til den store glæde i Guds rige. Det ender godt. Som var jeg indbudt til et bryllup hos dronningen.

Og spørger jeg: Hvornår fik jeg den indbydelse? Så svares det: Gud har sendt mange tjenere ud. Husker du, da indbyderen kom klædt i hvidt? I livets store øjeblikke stod han ved os. Hvor glæden fyldte os. Hvor livet lå badet i forårs-solskin og lune vinde. Hvor vi vendte os til Gud og sagde: vi må takke dig, Gud. For det gode liv. For glæden, der har fyldt os til randen som et kar, der nu må flyde over i tak til dig!

Andre gange sendte Gud indbyderen til os klædt i sort. Hvor vi stod afklædte, sårbare, utrygge mod livets kulde. Hvor troen blev sat på prøve. Hvor vi råbte: Hvor er du, Gud? Og ikke syntes at finde svar.

Men også i det, der er svært, går der en indbyder fra Gud rundt. En indbydelse til trøst. Og en himmerigsglæde af håb.

Men først og fremmest sendte Gud indbydelsen til sit glædes-rige, gennem en tjener, klædt i rødt. Kærlighedens og blodets farve. Han, Kristus, blev født midt i vinterens kulde og mørke. Han levede et liv i kærlighed til mennesker. Aldrig gik han forbi en, der havde brug for hans hjælp. Og til sidst døde han for os. For at give os et himmerig af glæde. Han var Guds tjener, der klædt i kærlighedens og blodets røde farve kom med indbydelsen fra Gud til os. Denne tjener kommer endnu med sin indbydelse. Klædt i rødt kommer han også i dag i nadverens røde saft og siger til os: Du er indbudt! Til et himmerig af glæde.

Jo – du har fået denne indbydelse, alle har fået den! Indbydelsen til glæde, til fest, til overflod. Hørte du ikke lignelsens ord? Gå helt ud hvor vejene ender, og indbyd hvem som helst I finder til brylluppet – sådan sagde kongen til tjenerne. Og de gik ind og samlede alle sammen, både gode og onde. Det er jo uden for al logik. Man indbyder ikke hvem som helst til et bryllup hos dronningen. Men når både gode og onde indbydes her, så må du og jeg vist også tælles med.

Og fest blev der! Og engang i Guds rige skal det virkelig være sådan – altid. Som en fest, der aldrig slutter.

Jo, jeg løftes mere og mere af denne gudstjenestes tekster. Først: Du er som leret i pottemagerens hånd. Sådan er vi i Guds hænder, der giver mig en ny begyndelse, uanset hvad der sker. Dernæst: Brug øjeblikket… Når nu dagene er onde, så brug øjeblikket. Lev livet nu, tro – og gør troen til handling! Og ikke mindst: Guds søn kom for at frelse os, redde os. Redde os fra synd og død og alt ondt!

Og også i dag indbyder Gud til glæden! Vi er indbudte til et prinse-bryllup, der aldrig ender.

Og igen… det giver mig alt sammen ikke noget egentlig svar på mit menneskespørgsmål i dag: Hvad er det for en verden, vi lever i? Men tror man, at kristendommen giver os svar på alting, da har man også misforstået det. Kristentroen giver os ikke svar. Den giver os mere end det: Det giver os en tryghed, en glæde, mod til at leve det liv, der er vores. Med et håb, der strækker sig ind i evighedens glæde og frelse.

 

Til sidst: Der var nogle, der ikke kom med til festen. Der var først nogle i lignelsen, der havde for travl til at sige ja tak. Dernæst var den én, der kom med til festen, men ikke havde festtøj på. Og han blev smidt udenfor.

Er Guds rige ikke for alle? Jo, det er det. Men Gud tvinger ingen. Og den, der ikke vil, er udenfor Guds rækkevidde. Desto mere vigtigt er det, at vi hører indbydelsen. Og når den uvelkomne gæst sætter sig i vores stol og lader os se på verden i dag og siger ind i vores sind: Hvad er det for en verden, vi lever i? Så er det måske netop det en indbydelse – til os. En indbydelse til at lade troen fylde os. Troen på den Gud, der har os og verden i sin hånd. Og som lader os se et himmerig, hvor alt ondt ikke er. Det er nu øjeblikkets mulighed er! For at tro og for tage ansvar for den verden, også vi er en del af.

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Carsten Haugaard Nielsen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *