Evangelietekst

Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. 

Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.

 

Joh 4,46-53

 

Prædiken

Når livet for alvor brænder på, så ved vi godt, hvad der er vigtigt. Så må lovmæssigheder og vaner og vi-plejer og hvad-ved-jeg vige. Facader og fordomme, selv fornuften fordufter, fordi – ja, fordi frygten har fat. Men jo også fordi håbet forvildet flakser rundt, og vil ikke dø i os, når det nu gælder intet mindre end det andet menneskes liv. Min elskede. Mit barn. Ham eller hende jeg for alt i verden ikke vil miste.

Sådan som vi hører om det i fortællingen om den kongelige embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum, og som var draget op til Galilæa for at finde Jesus og hjælpen og frelsen for sin kære dreng.

Jeg kender en sygeplejerske, som har skrevet en afhandling om, hvordan forældre, hvis børn er blevet alvorligt og livstruende syge, reagerer og handler. Jeg kan love jer for, de går langt, disse forældre. Også til tro og tanker de ikke havde drømt om at tage ind og ty til, før frygten fik fat, og fornuften for så vidt forduftede.

Men er det så ikke bare udtryk for forståelig panik, og noget som alene hører undtagelsen til – der, hvor det almindelige liv, hvor vi jo ellers selv har styr på det meste (synes vi da), er suspenderet?

Nej, der er også noget andet og lærerigt på færde her, hvor fornuften fordufter til fordel for en mere følelsesbetonet overbevisning om, hvad der er vigtigt. Et håb, en tro og en bævrende tillid til noget større og mægtigere og mere end al elendigheden.

Der er noget andet og mere end panikken alene på færde. Og der opstår i al sårbarheden en klarhed om det andet menneskes værdi og betydning. Og det uanset den andens kvalifikationer eller mangel herpå. Men alene det at han eller hun er og findes og lever som det vigtige.

Det er i virkeligheden en klarhed, som det vil være guld værd, ja, meget mere end guld og betalingsbalanceoverskud værd, at få overført til så mange menneskelige relationer som muligt i dit og mit liv: Det andet menneskes uendelige værdi.

Og ikke kun mine allernærmeste og i den grad umistelige, men i grunden ethvert menneske jeg møder på min vej derude i samfundet. Som jo betyder noget med at finde sammen. Samfundet, som er her og der, hvor vi finder sammen og i en eller anden grad finder ud af det sammen.

Det er for alvor hertil evangeliet og kristendommen vil hjælpe os, og ikke til blot at sikre os vores egen snævre lykke (som man måske fejlagtigt kunne tænke og tro ud fra en fortælling, som den vi hører i dagens evangelium, isoleret set). Men at vi må tro på en godhed, der rækker videre ud. At vi må tro på og så varmt som muligt tale for, at noget kan blive anderledes og bedre.

Ordsproget siger, som vi hører det hos profeten Ezekiel: ”Fædrene spiser sure druer, / og sønnerne får stumpe tænder.” Altså: der er bare ikke noget at gøre. Elendighed, herunder elendige vaner og traditioner, nedarves og sætter sig sine tydelige spor. Nej. ”Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: I skal ikke mere bruge dette ordsprog i Israel. Alle menneskers liv tilhører mig.” (Ezekiel 18,1-4a)

Her har vi et af eksemplerne i bibelen på, hvordan det nye testamente ligger i svøb og på spring rundt om i det gamle testamente. Det er evangeliets tanke, som vi kender det, der her bryder igennem. ”Alle menneskers liv tilhører mig”, siger Gud Herren. Vi tilhører ikke bare os selv. Og heller ikke bare vores forældre og onkler og tanter. Eller de andres til tider elendige fordomme. Nej, vi tilhører Gud. Alle som én. Uden undtagelse. Og det er godt, for så kan der opstår liv af døde. Så kan der ske noget andet og nyt, end det, facader og fordomme og vi-plejer-jo-ellers-at-gøre tilsiger os.

Når livet for alvor brænder på, så ved vi godt, hvad der er vigtigt. Og så kan der opstå den klarhed, hvor vi ser det andet menneske i hans eller hendes integritet og umistelighed udenom alle forbehold og reservationer.

Det hører til en af de smukkeste og stærkeste historier om det forhold i mit eget liv, dengang min far en tidlig morgen for mange år siden forlod, for en stund i hvert fald, sin nok så velbegrundede modstand og klare holdninger, fordi han stod overfor et andet menneske – nu i nød.

En sen sensommernat havde vi derhjemme hos mine forældre haft en vagabond, Svend Træben hed han vist, liggende til overnatning. Min far havde et fast og ufravigeligt princip om ikke at ville have øl i huset. “Sådan er dét bare – simpelthen!”, som min fars enkle form for argumentation også her lød.

Men da Svend Træben vågnede op tidligt næste morgen med abstinenser og kun ønskede sig én ting her i verden, nemlig: Øl! smed min far, hvad han havde i hænderne og drønede alt hvad remmer og tøj og den grønne folkevogn kunne holde op til Brugsen klokken lidt i syv. Fik Brugsmanden vækket og 5 guldøl i posen i en fart. Og så ellers hjem til Svend Træben, der skyllede den første øl ned i bryggersdøren og var godt på vej med nr. 2, inden de nåede køkkenbordet, hvor han tilbød min far den sidste slat i flasken. Her stoppede så godt nok solidariteten!

Men det ændrer ikke ved, at det er blevet stående som et smukt syn af min far i forholdet til det andet menneske, som han på afstand nemt kunne have set gennem sit eget fordomsfilter som én stor bunke elendighed, der bare, og det i generationer(!), kunne tage at tage sig sammen. Nu her en tidlig morgen, endnu inden solen var stået helt op, set som et menneske. Simpelthen! Et menneske, lige nu i nød og samtidig én, han selv kunne hjælpe. Sikke et træf. Sikke en velsignelse.

Liv, helbredelser og holdningsændringer opstår på forunderlig vis. Bedst og mest virksomt og livfuldt, når vi tør være små overfor hinanden. Så flyder nåden friest. Så er der bedst plads til tanken, at også vi, ja, hver og én er af Gud Faders små.

”Gå hjem, din søn lever”, sagde Jesus til den kongelige embedsmand. På de ord gik han. Og da han kom hjem, så han, at det var, som det var blevet sagt. Som sagt så gjort. Sådan er det – simpelthen! med Jesu ord og Guds velsignelse inde i billedet. ”Og han og hele hans husstand kom til tro.”

Det er et godt sted at komme til her i livet: Komme til tro. Og tillid. Og så også, som det slet ikke så jævnligt sker, når den gode ånd får fat, opleve hvordan vi alle liver op og finder sammen på allerbedste måde, når vi begynder der, hvor det altid begynder for enhver af os, nemlig, med at være lille og modtagelig. Som de små ved døbefonten ved deres ”begynder-fest”. Sådan også videre i livet: Først lille og åben og modtagelig. Og så må du tage fat, alt det du kan og kæmpe på livet løs for alt, hvad du har kært. Det hører også med til det gode liv.

”Der er en vej, som verden ikke kender” (DDS 379), som vi synger det i én af Grundtvigs dejlige salmer. Det er ikke en bred firesporet motorvej, hvor vi bare kan køre derudad uden tanke for andet end selv at komme at frem. Det er en snoet vej, en sti, hvor vi bedst kommer frem hånd i hånd. Så har vi også, lige ved hånden, én og anden at nyde udsigten med. Og i Guds nådes lys er dén altid god!

I Jesu navn! Amen

Skrevet af Gudmund Rask Pedersen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *