vanetænkning skygger for kirkens diakoni

Afskaffelsen af velfærdsstaten giver plads til en opblomstring af diakonien, mener Jakob Hjørnholm, der er korshærs- og diakonipræst. Men vi er nødt til at droppe vanetænkningen og prioritere det diakonale arbejde ude i sognene, mener han

Af korshærs- og diakonipræst Jakob Hjørnholm

Et gammelt støvet ord er ved at titte frem igen. Det har været forsvundet, eller i hvert fald været et ord for særlige kendere, siden opbyggelsen af velfærdsstaten. I takt med, at skiftende regeringer nu er i gang med at afvikle velfærdsstaten, så bliver ordet igen relevant. Det er ordet diakoni. Ordet diakoni betyder slet og ret at tjene. Når vores moderne sprog forholder sig til at tjene, så har det som oftest noget med profit at gøre. Vi kan optjene, indtjene til dels fortjene, men diakoni er at tjene uden forventning om at få noget igen. Det er et begreb, som har været isoleret til det kirkelige miljø. Uden for det kirkelige miljø hedder det socialt arbejde. Inden for kirken betyder det kirkens forpligtelse til at tage sig af de mennesker i sognet, som har det svært. Eller sagt på en anden måde, så er det kirkens forpligtelse til at tage vare på Jesus’ egen kernemenighed bestående af fattige, toldere og syndere,der, som det hedder i skriften, holdt sig nær ved Jesus.

For nyligt blev der lavet en undersøgelse, der viste, at kun en procent af midlerne, som menighedsrådene råder, over bruges på diakonalt arbejde. Over dobbelt så mange penge bruges i kirkerne på koncerter. Jeg synes selv, jeg kender bibelen rimeligt godt, men kan simpelthen ikke komme på et eneste skriftsted, hvor Jesus omtaler sin særlige forkærlighed for klassisk musik. Hvordan er det endt sådan? Jeg tror dybest set, at det er vanetænkning. Man tænker, at de fattige tager det offentlige system sig af, og menigheden kan derfor prioritere at bruge pengene på underholdning. Jeg tror ikke, det er af ond vilje. Jeg tror, at man, når der skal lægges budget, skeler til sidste år, og mindes et par gode koncerter, og derfor automatisk viderefører midlerne til næste år. Så det er efterhånden blevet en tradition i kirken, at man tilbyder et væld af koncerter til dem, der har en forkærlighed for det, og nedtoner forpligtelsen til at tage sig af de fattige. Luther tordnede i sin tid mod traditionen, og hævdede princippet skriften alene (sola scriptura). Kun det der er omtalt i skrifterne har gyldighed i kirken. Hvad man ellers har fundet på af traditioner skal i bedste fald væk, men i det mindste nedtones. Så hvis vi i den lutherske kirke skal følge Luther, så er det på tide, at midlerne overføres fra posten musik til posten diakoni i regnskabssystemet.

Med de rigtig mange nedskæringer i det offentlige system bliver det nu nødvendigt for kirkerne at tænke anderledes. Den øgede fattigdom i det danske samfund byder kirkerne at tænke mere diakonalt. Det kan gøres på flere måder. Man kan enten i menighedsrådene støtte de private kirkelige organisationer, som eksempelvis Kirkens Korshær, eller man kan etablere suppekøkkener, besøgstjeneste, fixerum, og sygepleje for de mest belastede mennesker i sognet. Og så er det jo i øvrigt ikke nødvendigvis et enten-eller, det kan faktisk også godt være et både-og.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *