Evangelietekst

Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?«. »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej. 

Matt 22,15-22

 

Prædiken

Vi kender det godt, når medierne trænger en politiker op i en krog, det sælger sendetid og aviser, når uenige partier rotter sig sammen for til egen fordel at slagte en politisk modstander. Det er det, der foregår her: De presser Jesus til at gå i fælden, så de kan få anklagestof mod Ham, få Ham lempet ud af tilværelsen og få sat en stopper for Hans indflydelse.

Farisæerpartiet og herodianerpartiet ser ellers helt forskelligt på det, de presser Jesus med. Farisæerne mener: det er forkert at betale skat til den romerske besættelsesmagt. Herodianerne synes, det er helt i orden, de lefler for besættelsesmagten, de indretter sig for at få indflydelse. Begge parter søger at smøre Jesus med rosende ord, men Han er ikke naiv. Han gennemskuer fuldstændigt deres blålys og afviser dem skarpt ved at kalde dem hyklere og onde. Ingen venlighed fra Jesus, men sandhed.

De er i udgangspunktet egentlig fiffige nok. De har en god sag mod Ham. Nu har de Ham: ”Lad os høre, hvad du som god rabbiner vil sige er Guds vilje i skattespørgsmålet: Skal vi give skat til kejseren eller skal vi ikke?” Svarer Han ja, lægger Han sig ud med de fleste i befolkningen, Han vil miste popularitet og folk vil vende sig mod Ham. Svarer Han nej, lægger Han sig ud med besættelsesmagten, og den vil slå hårdt ned.

Jesus kunne have nægtet at svare, det gjorde Han en anden gang (Matt 21,27) og få dage efter, langfredag svarer Han ikke på spørgsmål. Men her gør Han! Også selv om de er hyklere og ondskabsfulde. Jesus må mene, at det Han har på hjerte er vigtigt for dem og nu os, der er med på en lytter.

Han åbner: ”Vis mig den mønt, der bruges til skattebetaling.” Det er en romersk sølvmønt, en denar svarende til en arbejders dagsløn. Den betaler jøderne til Rom én gang om året. Det er jo ikke det store sammenlignet med os, men alligevel mere end de omkringboende lande betaler: Jøderne betaler nemlig mere, fordi romerne har så meget bøvl med Israel, men: det er nok mest fordi det er tegn på, at de er besat, vi er ikke frie, ikke herrer i eget hus. Det er jo ydmygende at være besat og ikke være herre i eget hus, flere af jer husker det. Frihed er det bedste guld, den er mere værd end livet. Men allerede ved selve det at bede om de skal vise Ham skattens mønt, fanger Han dem: ”I betaler jo skat alle sammen med den mønt, I bruger selv den mønt også her i templet.” Hyklere!

Jesus fortsætter: ”Hvilket billede er der på mønten, og hvad står der på den?” Der er et billede af kejseren. Det kunne jøderne ikke lide, for man skulle ikke afbillede noget. Og hvad stod der? At kejseren var Guds søn og ypperstepræst, noget der skreg til himlen i en jødisk optik. Og så smider Jesus sit svar på bordet: ”Giv hvad I skylder ham. Staten skal have sin skat, det hører med til at være i verden. Selv om kejseren puster sig op og gør sig selv til Guds søn og dermed spotter Gud, så sørger han dog for en orden, der gør at de omkringboende folk ikke får lov til at angribe jer. Det koster. Betal ham for det. Det er fair nok.” Jesus er altså ikke revolutionær. Hans fokus er ikke at få romerne smidt ud i Middelhavet. Han er ikke ude på at opløse samfundsordenen. Den skal de respektere. At de omvendt ikke skal være alt for føjelige over for kejseren, fremgår tydeligt af det næste, hvor Jesus sætter en grænse for statens magt, når Han siger: ”Giv det til Gud, der er Hans! Betal Gud med Guds mønt.” Hvad er Hans mønt?! Os! Hvad skal staten have? Skat. Hvad skal Gud have? Os! Hvorfor? Hans billede er indgraveret i os, for i Hans billede er vi skabt med Jesu træk. Der står: ”Guds barn. Guds tjener.” Gud er kodet ind i vort liv, vi havde ikke livet, hvis Han ikke fandtes og gav os det, for at vi skal afspejle Ham, stole på Ham, elske Ham og være Hans samarbejdspartnere i verden også på samfundets plan.

Staten er i dag os. Samfundet det er os. Vi nyder meget godt i vort ordnede samfund, vi står på skuldrene af vore forfædres og -mødres bedrifter. Derfor er der, som en præst engang sagde, ét parti vi ikke kan stemme på: sofavælgernes parti. Vi skylder nemlig samfundet at gøre vort til, at det er godt. Det skylder (!) vi, den gæld står vi i. Det skal være vores hæder. Vi skal yde det bidrag, vi kan, samarbejde med ateister og ikkekristne og folk af god vilje, som vi er uenige med i mangt og meget. Hvorfor? For at opnå det bedst mulige gode, et relativt gode, men vi kan og skal ikke oprette Guds rige på jorden. Det oprettes aldrig på den måde, og gør man det alligevel, bliver det et helvede, det vidner fortid og nutid om. Nej, Guds rige skal oprettes i hjertet ved en personlig tillidsrelation til Jesus. Derfor nægtede kristne, som selvfølgelig også betalte skal til kejseren, at ofre små korn til ham. Hvorfor det? De kunne ikke anerkende kejseren som Gud, de havde kun én Gud, Jesu Kristi far. Derfor led de martyrdøden på det. Tankevækkende: Sådan kan lidt, nogle sølle korn, pludselig blive meget. Hvad kan det sige os i dag?! Når derfor en statsminister for nogle år siden talte imod religion i det offentlige rum, skal vi ikke følge ham, for Jesus er for alle og Guds ord hører hjemme i det offentlige rum. Troen kan ikke tie. Vi kan ikke tie om det, vi har hørt og set. Selv om vi gør det. Dertil kommer, at kristne livsværdier inspirerer til politisk eftertanke gennem værdierne som godt kan oversættes til samfundsforhold, og vi skal holde politikerne fast på, at de ikke er guder, men noget andet.

Vi skal holde landets love. Finder vi derfor f.eks., at vi skal huse flygtninge, så må vi gøre det, for kærligheden står over loven, men vi må tage straffen fra samfundet med åben pande uden at kny. En anden forskel til sidst: Du kan sidde i spjældet efter landets lov som samfundsborger og samtidig som kristen sidde der syndernes forladelse med renset sind og løftet hoved. Sådan er det og skal det være, når vi giver staten det, den skal have og Gud os selv.

Amen

Skrevet af Flemming Baatz Kristensen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *