Henrik OestEvangelietekst

Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.

Matt. 25, 1-13

Prædiken

Adventstiden er en forberedelsestid, -faktisk i kirkelig forstand en fastetid. Derfor er adventstidens farve lilla eller violet og derfor er adventskransens bånd i kirkerne ikke rød, men violet. Adventstiden handler om, at vi i sind og tanker skal forberede os på julens glade budskab, at Gud sender sin søn, -sin frelser, Messias. At Gud vender tiden. Indvarsler en nådens tid.

Evangelierne her i adventstiden afspejler da forskellige aspekter af ’at komme’. Sidste søndag var det, at Jesus kom til Nazareth og prædikede i sin fødebys synagoge. Næste søndag handler det om Johannes Døbers komme forud for Jesus. I dag handler det om et helt andet ’komme’. Jesu Kristi komme ved verdens ende. Det vi siger i trosbekendelsen: ”Hvorfra han skal komme at dømme levende og døde..” Formaningen er da, at vi skal være årvågne. Være som de kloge brudepiger, som ved at det kan trække ud og derfor er forberedte på at skulle vente og har ekstra olie med til lamperne. De kloge der lukkes ind til festen, og så sluttes der med ordene: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. Der er ikke meget julehygge og juleknas og godter over det her. Og det skal prædiken så også respektere. Så er I advaret.

Piet Hein har skrevet et manende gruk og tegnet det på en gravsten: ”Her hviler efter strid en helt, der faldt forleden. Han havde ikke tid, nu har han evigheden.” Med grukket vil Piet Hein advare om, at vi ikke skal fortravle livet væk, som de ukloge brudepiger, der har glemt det væsentlige, og da de er ude at købe mere olie, kommer brudgommen. Piet Hein siger, at vi mister det væsentlige i livet, hvis vi hele tiden har for travlt og ikke lever livet og kerer os om de dybe ting i tilværelsen. En dag er det slut, -en dag har vi kun evigheden, og selvom det er en trøst, at alt ikke er sagt med døden, at der er en evighed for os at tænke på, så er det der problem med evigheden, at dér kan vi ikke -så at sige reparere på det, som vi ikke nåede hernede på jorden. Der kommer en dag, hvor det er slut. Og vi ved ikke, hvornår den dag kommer til os. En dag skal vi stedes for vores skaber, -om det bliver ved verdens ende, -eller ved vores personlige verdens ende, -en dag er det slut. Det er det smertelige ved jordelivet, -at det skal ophøre, at intet hernede på jorden varer evigt. Og problemet er jo, at der ingen garanti udstedes for, at vores liv først ender i en meget høj alder. Vi ved, at døden også kan komme tidligt, -også uretfærdigt tidligt, og vi kan ikke gøre noget for at ændre det faktum. Det er det smertelige ved det, og derfor også grunden til, at vi med Piet Heins gruk skal tænke på at leve livet, mens vi har det, og ikke tro og leve efter, at vi har en evighed af tid her på jorden.

Man kan godt få den tanke, at der er mange mennesker af i dag, der ikke helt vil acceptere, at en dag er det slut, og at der så kun er evigheden at håbe på. Og jeg tror faktisk, det er en af grundene til, at så mange siger, at de tror på reinkarnation. Undersøgelser tyder på, at op imod 20 % af den danske befolkning tror på reinkarnation. Og hvis man har svært ved at acceptere, at døden er en del af livet, og at det en dag er slut, ja, så kan man godt forstå, at tanken om at få en tur til måske kan synes som en tiltrækkende tanke. Så er det jo netop ikke slut. Så er døden kun en overgang til et nyt liv. Og som man kan høre nogle sige: hvorfor ikke? Det er nogle, der kan huske deres tidligere inkarnationer, -at de var hoffolk ved faraos hof, -eller elskerinde for solkongen i Frankrig. Og hvad man eller kan høre om, -forbavsende nok, -altid spændende tidligere liv, -ikke som den statistiske sandsynlighed vil sige, at langt, langt de fleste førhen var fattige, arbejdsomme folk på landet.

I pressen den sidste tid har det været meget omtalt, at en præst i det sjællandske midlertidigt er blevet suspenderet fra sit arbejde, fordi hun har udtalt, at hun tror på reinkarnation. Først blev hun indkaldt til en samtale med biskoppen, og så var der i første omgang fred. Så udsendte hun en ny pressemeddelelse, at hun på trods af samtalen med biskoppen ikke havde ændret synspunkt, og at hun stadig troede på reinkarnation. Så kom reaktionen, og hun blev suspenderet. Det er der så mange, der synes er helt forkert. Hvorfor skal hun ikke have lov til at tro på det, hun vil, og når der nu er så mange andre som hende, kunne hun ikke være deres talskvinde, -deres præst?

Biskoppen havde reelt ingen anden mulighed. Kristendom er ikke tro på hvad som helst. Vi har en troskendelse, vi har nogle bekendelsesskrifter, altså nogle klare regler og læresætninger, der fortæller, hvad den kristne tro er, og hvad den ikke er. Og alle præster skriver under på præsteløftet, der siger, at man skal holde sig til den kristne lære, -ja den går endda videre, -præster er også forpligtet på at bekæmpe vranglære. Derfor kan man som præst ikke sige, at man tror på reinkarnation og så samtidig fortsætte med at være præst i den danske folkekirke. Vi tror i kristendommen på evigheden, -det evige liv, -vi tror ikke på, at vi bliver født igen. Det er altså et enten eller og ikke et både og. Man kan ikke tro på kristendommen og så samtidig sige, at man tror på hinduismens eller buddhismens tanker om reinkarnation, – altså at vi bliver født til et nyt liv, og et liv der er et resultat af det, man har levet her og nu. Hinduismen taler om karma, -kristendommen taler om Guds nådige tilgivelse. Det er to forskellige, vidt forskellige anskuelser, og de kan ikke forenes. Og som præst må man besinde sig. Vi har trosfrihed. Og det gælder også præster. Men for præster er det sådan, at hvis man skifter tro, så må man også skifte embede. Det er enkelt set som en sodavandssælger ansat ved Coca Cola. Hvis han går rundt i sin arbejdstid og siger, at Pepsi Cola er meget bedre og smager bedre, så har han ikke job hos Coca Cola ret længe. Det går selvfølgelig ikke.

Hvad så med de ca 20 % af den danske befolkning der siger, at de tror på reinkarnation, -hvad med dem? Skal de så lukkes ude fra folkekirken? Nej, det skal de selvfølgelig ikke. Vi har ikke sådan et trospoliti, der skal tjekke, om man tror på den helt rigtige måde. Og spørgsmålet er jo også, om de, der siger, at de tror på reinkarnation, om det ikke langt henad vejen er en tro på et liv efter døden, de tænker på, og det derved måske ikke er så fjernt fra den kristne kirkes tale om et evigt liv. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det med at vi livet igennem erhverver os en karma, en sum af ens gerninger, som så får betydning for det næste liv, -det er det ikke mange, der ønsker at tro på. For den traditionelle reinkarnationslære er jo en frygtelig tanke, det at livet, vi lever her og nu, er et resultat af tidligere inkarnationer, og at det i den konsekvens er ens egen skyld, hvis man får en hård skæbne. Det vender langt de fleste sig klart imod. Og det er bestemt ikke kristendom.

Nej, der er ikke et trospoliti. Vi skal ikke til at rense ud. Men på den anden side, vi har dog en fælles trosbekendelse. Vi tror ikke på hvad som helst. Det er ikke, hvem som helst de ti brudepiger venter på. De venter på brudgommen, -den ene brudgom, -billedet på Kristus, når han kommer igen.

Nogle har den opfattelse, at man selv kan forme sin tro, -selv mixe sin Gud så at sige. Man vil gerne mixe Jesu ord om næstekærlighed med reinkarnation derhen, at man gerne vil have en chance til, et liv mere, og selvfølgelig forstået på den måde, at det næste liv skal være bedre end det liv, man har haft her og nu. Men mixer man sin egen tro, -definerer man selv sin Gud, så gør man sig jo på en måde større end Gud. Man bestemmer over Gud. Siger: ”det og det kan jeg ikke gå ind for, så jeg snupper lidt fra en anden hylde”. Gud må som definition være større end os mennesker, men hvis vi i stedet mener, at vi selv frit kan mixe vores helt egen Gud, så gør vi ikke Gud til Gud, men os selv til guder.

Én ting er at tvivle. Sige, -dét har jeg svært ved at forstå, -dét kan jeg ikke sådan rumme. Til tro hører tvivl. Men det er ikke tvivl, hvis man afviser at tro på dele af kristendommen og så vælger at tage ned fra religionshylderne alt efter, hvad der passer én her og nu.

At tro på reinkarnation virker måske lettere end at sige, at man tror på det evige liv. Reinkarnation er jo at få et nyt liv, som vi kender det. Det evige liv derimod, -hvordan skal det være? Og da man ikke kan få svar på, hvordan evigheden skal være, så er det måske lettere at gribe efter det andet. Men alle valg har konsekvenser, og det har det jo også, når vi siger, at vi tror på det eller det.

Kristendommen handler om, at Gud sendte sin søn den allerførste jul. Sandt menneske og sand Gud. At Jesus, Guds søn døde og genopstod, men ikke i en anden skikkelse. Jesus opstod som den, han var. Hans disciple kunne genkende ham. Han var vel forvandlet, -men ikke så de ikke kunne genkende ham. Så forlod han sine disciple efter 40 dage og vendte tilbage til sin far i himlen. Ved afskeden sagde Jesus, at han vil komme igen og endeligt oprette Guds rige, og at han går bort for at gøre en plads rede for os i Guds himmel. Ikke til en ny chance eller en ny runde, men til et andet liv, -et liv i Guds himmel, -et evigt liv. Og hvordan det skal være, det ved vi ikke, som vi i dagens evangelium jo heller ikke får at vide, hvad det er for en fest, som brudgommen fører de 5 kloge brudepiger ind til. Livet hinsides vores død ved vi ikke om. Men vi er givet at håbe på evigheden, og være tryg i, at Gud ved bedst, og han har fuld kærlighed til os, så evigheden vil blive godt for os, -i hvad skikkelse det så må være.

Advent betyder at komme, -men det er altså ikke hvem som helst, vi venter på skal komme. Det er det lille Jesus-barn i krybben, vi venter på. Jesus kom for at udråbe et nådens år for alle ved tro, og gav sit liv for os for at åbne døren ind til Guds evige himmel, -en dør ind til det evige liv, som ingen eller intet kan lukke i for os. Dét er kristendom. Der er så meget andet, -men kristentro er ikke hvad som helst, -for Gud er større end os. Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Henrik Oest

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *