Peter Worm MadsenKirken er der, hvor man kan møde folk, der tror på Gud. Kirken er altså noget andet end et kursuscenter eller det lokale bibliotek, mener Peter Worm Madsen

Af Peter Worm Madsen

Jeg tager en slurk af en kop kaffe, kigger ud på fuglene foran kontoret og erkender at det igen er blevet januar – gode lange kolde januar! December med al dens lys, gode intentioner, julegaver, hjælp til hjemløse og udsatte familier etc er ovre, og nu kan vi for alvor ”komme i gang med arbejdet og i at se fremad” siger vi højstemt, mens vi smøger ærmerne op og skal til at tage fat med planlægning og klargøring for hele 2016. Det gør vi alle, tror jeg. Både derhjemme og på arbejdspladsen – jeg gør det selv i hvert fald.

Men ser vi som kirke lidt på os selv udefra, så er januar også en mulighed for at starte på noget nyt, gøre noget nyt eller ændre det gamle så det vi skal som kirke, kan få nye former. Her tænker jeg selvfølgelig på de muligheder den enkelte sognekirke står i og de drømme I har som menighedsråd. Der er drømme, og der er realiteter, det ved jeg. Men nogle gange kan drømmene overkomme udfordringerne og udleves gennem de frivillige, der med den rigtige idé, den gode støtte fra kirkens overordnede og præster, kan ændre kirkens indhold og på længere sigt ændre synet på folkekirken.

For hvad er folkekirken egentlig?

”En institution!” siger mange. ”Noget gammelt kedeligt!”, siger de unge konfirmander måske? Men med en måske generel forståelse blandt folket, kan det siges at folkekirken skal være et sted hvor man kan opleve kristendommen og møde folk, der tror på Gud. Jeg vil tillade mig at supplere en anelse. Kirken skal være et sted for almindelige mennesker, hvor de kan opleve Gud gennem andre mennesker, gennem højtider, gennem salmer og musik, gennem oplevelser og stilhed og gennem tekster, der viser billeder af Gud, fortalt gennem de historier vi læser og hører fra henholdsvis Det Gamle og Det Nye Testamente. Og så er der alt det andet, som kan være i relation til ovenstående, såsom et foredrag for ældre om den lokale by i gamle dage, dog med en teologisk afslutning ved præsten efter kaffen. Eller når de ensomme mødes i det åbne mad-netværk en gang om måneden i kirken lokaler, og hvor det at ”synge til bords” inkluderer en salme eller et par vers før man spiser maden, altså en mad der så pludselig forstås som mad der er ”givet os fra Gud”. Det jeg mener er, at kirken er et sted hvor mennesker mødes, men altid under rammer som indeholder et kirkeligt eller kristent DNA.

Det betyder altså ikke, at en muslim skal stå i kirkens rammer og lave PR for Islam eller at en kirke, som en kopi af et FOF-kursus, skal have et eftermiddagsforedrag om – lad os sige – ”Asiens rolle i forhold til EU”.. Hvad der sker i kirkens lokaler og rammer, skal på en eller anden måde vise hen til det kirkelige DNA, det som kirken står for og det som kirken i bund og grund er til for: at informere og videregive historierne om Jesus Kristus og henvise til muligheden for at tro på ham som frelser og Herre.

Og hvorfor skriver en diakonimedarbejder så om dette emne her i januar? Jeg gør det fordi vi som kirke har en unik mulighed for at være ’folkets kirke’ med alt hvad dette så er og kan være. Jeg skriver dette fordi jeg tror på de mange muligheder, der gemmer sig indenfor og udenfor den enkelte kirke, i dets mulige ønske om at komme mere i spil med sognets medlemmer, samtidig med at kirken gerne vil fastholde dets identitet.

Jeg er nemlig bange for at den lokale kirke kan blive set på, som det lokale bibliotek; vi kommer der, vi bruger de gratis tilbud der er og så går vi igen, glad for at vore skattekroner giver os noget. Nej, sådan skal kirken ikke være. Den skal være synlig i sognet, med det ønske at blive taget seriøst. Den lokale kirke kan ændre livet for den enkelte gennem personlig tro på kristendommens budskab: at livet på jorden, så kort som det er, kan forlænges på trods af døden, til et nyt liv med Jesus Kristus, på den anden side.

Hvor vildt er ikke dette dybt seriøse budskab!

Jeg ønsker jer alle en god varm januar måned!

Peter Worm Madsen er cand. theol. fra Aarhus Universitet og Pastoralseminariet efterfølgende. Peter Worm Madsen arbejder som diakonal medarbejder ved Christianskirken, og har tidligere været frivilligt engageret i diakonalt arbejde ved Krisecenter for Voldsramte Kvinder, ACT-arbejdsdag i Gellerupparken 2009, grundlægger af Godhedsdag samme sted i 2010 og 2011 og grundlægger af arbejdsgruppen VivaCity i Åbyhøj i 2008, der besøgte private med praktisk arbejde. Peter Worm Madsens personlige blog kan læses her

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *