Bibeltekst

Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.«

 Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

Prædiken

Der er megen mørke i verden.
Naturen er mørk i det for tiden, men dog vigende hen mod forår, omend ikke meget, men det er nu ikke det, Johannes tænker på her.
Han tænker på verden uden Gud, ondskaben, kærlighedsløsheden, hadet.
Men han siger så, at det mørke viger! Det synes vi ikke just. Indimellem føler vi, der bliver mere af det.
Men: lyset er også kommet, det kan mørket ikke udradere og hindre i at være her. ”Lyset skinner i mørket og mørket fik ikke bugt med det” (Joh 1,5). Lyset spreder mørke igen og igen.
Lyset er stærkere end mørket. På korset og i opstandelsen blev mørket besejret, selv om det stadig er her og virker til at være stærk, men det er ikke stærkere end lyset.
Lyst er her og har sat sig fast. Og dermed er der mindre mørkt!
Jesus er kommet, så viger mørket. Lyst skinner, Hans ord og handlinger har vi iblandt os, Hans ord tales. Vi får lys over land hele tiden og mørket må vige.
Vi erfarer det også: Søndage hvor vi kommer tunge og mørke i sindet herind og så mødes vi af lyset i rummet, liturgien, i ordet, i nadveren… bliv selv ved. Vi kom her med somme tider tårer, vi går tit hjem med glæde. Eller i hverdagen: vi fik et ord eller oplevede noget eller nogen, der lyste os. Så kan vi igen.

Det sande lys skinner allerede.
Det sande (!) lys = det virkelige. Sandheden = virkeligheden. Så er det sagt!
Skinner allerede. Noter det ord: Allerede! Altså nu og før det endeligt fuldt ud bryder igennem. Der er lys i verden. Ser du det?! Se hen mod det lys, der er tændt!

Det gælder Jesus det her. Han er verdens lys. I Ham er der intet mørke.

Det gælder også jer, siger Johannes til menigheden. Det svarer til Jesu ord til disciplene: ”I er verdens lys. I er jordens salt” (Matt 5,13-16).
Det er meningen: Jesu lys skal ind i vore liv og være mellem os og skinne gennem os ud i verden. Vi eskal være lysbærere som en slags Luciaer i mørke januar. Håbets ambassadører. Lyse op med et lys som ikke er vores eget men som er tændt i vores liv.

Det skal vise sig i, at vi elsker hinanden. At Jesu kærlighed som blev så stærk for os i julen og til påsken og holdes frem for os atter og atter, den skal fylde os og få os til at elske.

Gøre op med hadet.

Vandre i lyset.

Johannes ser det i menigheden.
Vi kender (forhåbentligt) alle mennesker, hvor vi ser det igennem. Mennesker, der med deres liv og kærlighed og omsorg og ord og handlinger minder os om Jesus, vort lys.
Når de mennesker er der, viger mørket og det sande lys skinner allerede gennem dem. Derfor er jeg så glad for denne menighed og mange kristne, jeg kender, som jeg ser Jesuslyset skinne gennem og det gør mig godt og andre.

Johannes tænker primært på kærligheden mellem de kristne. Det har oversætterne fanget ved at give vort afsnit overskriften: ”Det nye bud om broderkærlighed”. Dér er Johannes fokus: mellem os, der deler troen og bekender os til Kristus, skal der være et kærlighedens bånd.
At det så også skal skinne ud i verden er klart nok. Men vi begynder inde fra os selv.

Det er Guds gamle bud:
Det dobbelte kærlighedsbud i Loven.
Forkyndt fra menigheds opstart, grundlæggende.

Samme bud er også nyt bud. Måske ligefrem citat fra Jesus: Joh 13,34: ”Et nyt bud giver jeg jer; I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden.” Det bliver nyt i Jesu mund.
Det bliver nyt, når Jesus skinner på os. Når vi vandrer i Hans lys, når vores liv som en anden blomst får lys fra Jesus. Så fornyes det, det gamle bud bliver nyt og det gamle, mugne, sure, onde i os kan forvandles til noget nyt og frisk og kærligt og lyst.
Kender du det hos nogen?
Hos dig selv?
Noget, der forvandles…
Hvis ikke: Det kan ske, denne forvandling…

Men: det her kan også gå galt. Det sker, hvis julen blot bliver en fest, vi holder og godt nok glæder os over Hans lys og kærlighed, men ikke lader det skinne ind i os, ikke lader det forvandle os, ikke tager det med ind den nye tid efter jul.

Julen er kun ægte for os, hvis vi elsker som vi selv er blevet elsket. Tænk på at der er to kærlighedslys i Kristuskransen. Det første kærlighedslys: ”Den kærlighed, vi får.” Den anden lige klods op ad: ”Den kærlighed, vi giver.” Vi modtager den først og så giver vi den videre. Så vi gør op med surhed, lukkethed, had, ikke villen gøre godt.

Bonhoeffer til 29.12.: ”Gud vil ikke have døde kristne, men kristne som lever for ham. Forstår vi ikke dette, så er julen helt og holdent gået os forbi.”
Det sker, hvis vi stadig ikke elsker.

Hvad er had?
Et stærkt ord. Et voldsomt ord.
Har mange grader:
Det kan være det ondeste onde som vælder frem inden i. Rigtigt ond i sulet.
Eller vi dømmer eller fordømmer andre. Det kolde, mørke blik på en anden.
Vi lukker af over for andre og gør os utilgængelige. Indretter os med en negativ holdning over for ham og hende. Jeg ignorerer ham, betragter ham som ikke eksisterende, lader ham bare være, beder ikke for ham.
Giver os selv lov til at pleje negative følelser omkring nogen, vi ikke bryder os om. Dyrker hadet og bitterheden.
Had – det er alt det, som ikke er kærlighed. (Pleijel).

Så kan vi nok så mange gange sige, vi er kristne. Men vi vandrer ikke i lyset, vi har det ikke i os, når det ikke gør noget ved os, tværtimod vandrer vi i mørket.

Og når vi gør det, så går det ud over andre. De møder mørke fra os, ikke lys. Had, ikke kærlighed. Mennesker får ikke smag på Jesus gennem os, tværtimod. Ja, og medkristne kan ved vores ukærlige levevis falde fra troen.

Vi mister orienteringen, farer vild, kan ikke finde sporet. Er som blinde.
Vi kan ikke forblive kristne, selv om vi samtidig tror på Jesus og er glad for julens glade tone, hvis vi ikke elsker og gør op med hadet. ”Den, som følges med Jesus, kan ikke hade sin broder eller gå med gammelt nag og tanker om at give igen” (Giertz).

Vi er udfordret: Mørket viger i Kristus. Gennem Ham skinner det sande lys.

Enten vandrer vi i mørket eller i lyset. Ingen neutral mellemzone.

Lyset afslører hadet, vi indser, at vi hader, men vi kan ikke slutte fred med det, vi vil lade kærligheden slippe til. Hadet bearbejdes bort af lyset fra Kristus, så kærligheden kan tage over og det gamle blive nyt.

Sådan bliver vi bevaret som kristne ved at vandre i Jesuslyset. Det er måden Han bevarer os på. Vort mørke afsløres og tackles og overvindes af Hans skinnende lys og kærligheden trænger igennem og intet i dig vil bringe nogen til fald.
Mørket og hadet har vi os, åh ja, det kender vi, synd har vi og må trækkes med det til vi lægger os, men vi slutter ikke fred med, vi lader lyset skinne ind i vort liv til stadig ny tilgivelse og kærlighed, så mørket hele tiden viger og det sande lys allerede skinner.

Det er det, der skal ske med os her i julens efterklangstid.
”Har Gud mon tændt sit lys i dig og mig? Ja, julens stjerne skinner, når jeg ser det barn i krybben er så meget mer”. Amen.

Skrevet af Flemming Baatz Kristensen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *