Evangelietekst

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«

Prædiken

Da Hanne og jeg kørte rundt i det vestlige USA for nogle år siden oplevede vi på en spøjs måde amerikanernes noget anderledes forhold til dele af kristendommen.

Vi var på vej op til Zion Valley. Det var frokosttid, og vi kom til en flot beliggende rasteplads med fem borde-bænkesæt. Nu var det sådan, at kun et borde-bænkesæt var i solen, og det var lidt køligt, men dér sad der allerede et ægtepar og spiste frokost.

Der var dog plads nok, så jeg foreslog, at vi spurgte, om vi også måtte sidde der i solen. Amerikanere er generelt meget imødekommende. Det så også ud til at glæde det ældre ægtepar med lidt selskab. De var på vej hjemad fra Gran Canyon. Vi fortalte, at vi var fra Danmark, og så lyste kvinden op.

Hun var svensk indvandrer. Vi fik at vide, at manden var pensioneret præst fra Tucson, Arizona. Det var altså en kollega, jeg sad sammen med, og jeg fortalte selvfølgelig også, at jeg var præst i Danmark. De spurgte, om det var første besøg i USA. Nej, det var tredje gang. Og så undrede den pensionerede præst sig meget og sagde: ”Det må være en meget velhavende menighed, du er præst for, siden du kan tjene så mange penge, at I har råd til at rejse til USA og det endda flere gange”.

Selv havde de aldrig være udenfor USA, og et besøg i kvindens gamle land, Sverige, var en umulig drøm. Da jeg så fortalte, at præsterne i Danmark er ansat og aflønnes af staten, undrede han sig endnu mere. Det var noget af det mest mærkelige, han havde hørt længe. I USA er religion en privatsag. Der er ingen kirkeskat. Ingen understøttelse fra staten. I USA er det alene medlemmerne af menigheden, der betaler. Og jo større menighed, jo mere fængende og populær præst, des flere penge får kirken i kassen og des flere penge kan præsten tjene.

Det er simple markedskræfter. Jo, flere penge du har, des mere succes har du som præst. Derfor troede han, at jeg var ansat i en meget rig og gavmild menighed, siden vi havde råd til at rejse. Anden forklaring mente han ikke, der kunne være.

Nu kan man jo mene forskelligt om det amerikanske system. Nogle kunne måske med et glimt i øjet hævde, at hvis danske præster skulle betales af menigheden på frivillig basis, så var der nok et og andet, der blev anderledes. Så var det slut med kedelige prædikener. Så måtte præsterne være mere fremme i skoene og sælge budskabet. De ville jo være næsten som provisionslønnede. Men på den anden side. Det ville være udansk.

Det ville nok også ændre meget til det mere populære, det let spiselige, og måske også dreje henimod at det er de rige og de gavmilde, der ville få en mere fremtrædende position, for det ville jo være dem, præstens succes og aflønning ville være afhængig af. Og så det grundlæggende, at succes og fremgang ville blive et tegn på, at præsten gør det godt. Ja, at teologien drejes henimod det, at succes og fremskridt er det, det drejer sig om. Jo mere fast tro, jo mere iver, så vil det gå én godt. En form for fremskridtsteologi, som ses mange steder -en overbevisning om, at hvis man tror inderligt nok, beder til Gud og gør de rigtige gode gerninger, så går det én godt her i livet. Så får man succes i livet, på arbejdet, i familien, ja det gode liv er en afspejling af ens tro på Gud. Jo mere succes, des mere kan man se, at man har den rette tro på Gud.

Det lyder måske tillokkende for nogle, men – det vil jeg gerne klart understrege-det er ikke det, Jesus taler om – det er ikke det billede af Gud, som Jesus bringer. Gud sidder ikke i sin himmel for at belønne de meget troende med succes. Det gør han ikke, for vi skal ikke glemme den anden konsekvens af det syn: hvis Gud belønner sine faste troende med succes og fremgang, så betyder det jo, at de, der ikke oplever succes i livet. De må jo så ikke tro nok på Gud. Men den opfattelse er altså forkert, det er en misforståelse. Sådan er Gud ikke.

Hvad har det så med dagens evangelium at gøre, tænker I måske. Jo, det kommer her. Vi hører om en blind mand, der får sit syn igen. ”Bliv seende, din tro har frelst dig”, siger Jesus til den blinde. Og som der står: ”Straks kunne han se og han priste Gud, og hele folket så det og lovpriste Gud”. Det er en succeshistorie. Han troede på, at Jesus kunne helbrede ham for sin blindhed, og han råbte efter Jesus, og råbte blot endnu højere, da folk omkring ham truede ad ham, for at han skulle være stille. Og hans tro belønnes. Det er en succeshistorie. Noget fantastisk, et guddommeligt under, der sker for øjnene af folkeskaren. Det var altså om at holde sig til denne Jesus fra Nazareth. Hans gerninger talte for sig selv. Han kunne helbrede. Han kunne opvække fra de døde. Han kunne skabe brød til tusinder. Han kunne skabe vin af vand. Med Jesus var fremskridt, lykke og succes en sikker sag, kunne man forledes til at tro, med Jesus kunne alle bekymringer fare. Men – og der var en men, -et tydeligt men. Jesus ville ikke være en succes-prædikant og lykkebringer, -det var ikke det han var kommet for. Men’et lyder i ordene til de 12 disciple lige forud for helbredelsen af den blinde: ”Menneskesønnen skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham, de skal piske ham og slå ham ihjel”.

Succeshistorien om Jesus – den skal ikke fortsætte. Det kan godt være, at folket ville lovprise Gud for hans undergerninger og hylde ham som den længe ventede Guds søn og Messias. Stemningen ville vende, og den store succes skulle vende sig til den tilsyneladende store fiasko. Den nedværdigende, frygtelige død på et kors. Og det svære at forstå for dem, der jublede over Jesu succes og gerne ville sole sig i den, -det svære at forstå, det var, at Jesus søgte korsdøden, gik vejen til skafottet helt frivilligt, ja at han siger det som om, der er selve meningen med hans virke, -hans endegyldige mål. Det var svært at forstå for de, der gerne ville fastholde succeshistorierne.

Nu slutter Jesus sin forudsigelse af sin lidelse med ordene: ”og på den tredjedag skal han opstå”. Men man kan jo tydeligt se af disciplenes reaktion, da Jesus udånder på korset med et citat fra Davidssalmen, jeg læste først: ”I dine hænder betror jeg min ånd”. Da Jesus døde, troede disciplene, at det var slut. Glemt var det med at opstå på den tredje dag, det kunne de ikke tro på. Det var slut, -succes endte i fiasko. Og det værste var, -for vennerne at se, at det kunne have været undgået. De kunne have ladet være med at gå til Jerusalem, -eller de kunne have flygtet ud af byen, da det spidsede til. Men Jesus ville gå den vej, -han ville korsdøden. Det var ikke til at forstå.

På den tredje dag, -forstod de. Da de så den opstandne påskemorgen, forstod de. Og fremfor alt forstod de, at det vigtigste var jo ikke de små succeshistorier i form af underne. Det altafgørende var Jesu offerdød på korset, og at han overvandt døden, da han opstod på tredjedagen. Underne var for de få, som små lysglimt af paradis på jord. Men underne ændrede ikke noget. Underne fjernede ikke det faktum, at sygdom, ulykke og død er en del af den menneskelige tilværelse. Og det kunne en nok så stor tro ikke lave om på. Nej, det afgørende var ikke succes’erne op til påsken. Det afgørende var det, der skete i påske, at Jesus besejrede synd og død, og det en sejr som skulle være alle til del, alle uden forskel, og det til al tid. Ved tro på Jesus Kristus som Guds søn og verdens frelser er hver enkelt givet at være tilgivet og skyldfri overfor Gud, og også givet vished om, at der er åbnet en dør ind til Guds himmel, -ind til et evigt liv. Det er den virkelige succeshistorie, og den gælder alle, også den syge, de handicappede, de fattige, de udstødte, men også de rige, de unge og smukke, de succesfyldte.

Og så er jeg tilbage til det med historien om USA og det med sammenhæng mellem succes og tro. Dagens evangelium er et klart vidnesbyrd om, at man ikke kan måle tro på, hvordan det går med én her i livet. Jesus kom jo ikke til jord for at lave om på verdens gang. Jesus satte ikke en stopper for al lidelse, sygdom og tidlig død. Vi er stadig også efter Jesus underlagt uvisheden om, hvad morgendagen vil bringe af godt eller ondt. Vi ved ikke, om vores liv bliver langt og lykkeligt og forskånet for al sygdom og ulykke. Men én ting er sikkert: Vi skal ikke forstå os glemt af Gud, hvis vi rammes. Vi skal ikke forstå sygdom og tidlig død som en straf fra Gud, og vi skal heller ikke forstå succes og lykke som en belønning fra Gud for noget, vi har gjort eller for en stor og dadelfri tro på Gud. Det hænger ikke sammen på den måde. Og det er der en stor befrielse i. Vi er givet vores synders tilgivelse, -det var det, Jesus døde på korset for at give os. Og derfor hævner Gud sig ikke over os, når vi gør det onde. Han hævner ikke, gengælder os ikke. Han tilgiver, og han sletter vore misgerninger.

Gud er kærlighed. ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. Størst er kærligheden, og det er den vej Jesus Kristus valgte. Kærligheden, der gives til alle, -gælder alle, og en kærlighed, der besejrer alt, og altid får det sidste ord, når Jesus tager imod os og leder os ind til sin grænseløse, evige kærlighed.
Det er det, der betyder noget. Vores liv kan være mere eller mindre succesfyldt, men vi er givet at tro, at alt ender i den ultimative succes, -livet og kærligheden hos Gud.
Amen.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Henrik Oest

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *