Helene Damgaard LarsenDe unge sidder med en masse evner, som kirken kan bruge, mener ny kirkelig ungdomsmedarbejder. Hun peger på, at det er vigtigt, at kirken får inkluderet de unge og giver dem en følelse af anerkendelse og ejerskab, hvis de skal blive en del af kirkens liv

Af Bo Billeskov Grünberger

Kirken har efterhånden ret mange tilbud til børn: Der er børne-bamsegudstjenester, babysalmesang, børneklubber og spaghettigudstjenester. For den ældre del af befolkningen har man også mange tilbud: foredrag, højskoleaftener, klassiske koncerter mm. Men der er en gruppe af befolkningen, som kirken i Aarhus har haft svært ved at få fat i, og det er de unge fra cirka 17-21 år.

Ungdomsklubber

Der er simpelthen ikke ret mange tilbud for denne gruppe unge i Aarhus, og det resulterer i, at den del af befolkningen ofte ikke er i kontakt med kirken. Det satte Christianskirken i Aarhus sig for at gøre noget ved, da man i sommeren 2015 ansatte en decideret ungdomsmedarbejder. Hun fik til opgave at skabe tilbud for de unge, så de kunne komme i kontakt med kirken, og hun begyndte med at skabe en ungdomsgruppe.

”Det vi har lavet har handlet meget om det sociale – simpelthen at lære hinanden at kende. De her mennesker er vidt forskellige: Pigerne kommer fra København, og drengene kommer fra Nordjylland og Vestjylland, så de har først skullet lære hinanden at kende. Så vi har haft meget hygge med spilaftener og filmaftener, vi har været ude at bowle og vi har også haft besøg af nogen, blandt andet Peter Worm Madsen, der er diakonimedarbejder her, og vi har haft besøg af en ungdomsforkynder,” fortæller Helene Damgaard Larsen, der er ungdomsmedarbejder ved Christianskirken og læser dramaturgi ved Aarhus Universitet.

Helene Damgaard Larsen peger på vigtigheden af at have ungdsomsklubber, for de giver fællesskab og fornemmelsen af at have noget større i ryggen. Samtidig handler det også om at kaste de unge ud på dybt vand, hvor de langsomt får taget ejerskab af gruppen.

”For os i ungdomsgruppen har det meget handlet om, at vi kunne tage af sted som en gruppe og sige, ’nu gør vi der her sammen’. At få skabt noget sammenhold simpelthen. Jeg tror også, det er godt at ’tvinge’ de unge ud på lidt dybt vand, hvor det kan være svært, men at de samtidig ved, at de har et helt hold i ryggen og at er repræsentanter for Christianskirken,” forklarer hun.

Anerkend de unge som en ressource

For nylig startede man i Christianskirken et nyt projekt, hvor man ansøgte om en masse LEGO-klodser. Så har ungdomsgruppen og nogen børnefamilier fra Christianskirken været ovre hos det lokale plejehjem for at bygge med LEGO med beboerne der. Det har været en stor succes, og de ældre elsker det, siger Helene Damgaard Larsen.

”Jeg tror, at man skal anerkende de unge som en ressource til gavn for kirken. De unge i dag kan så meget: De kan lave film, spille god musik, spille skuespil – de unge i dag er meget kreative og lærer så meget i skolen og i deres fritid. Det synes jeg, at man skal dyrke, og i kirken skal vi være gode til at skabe ejerskab, for når man får skabt ejerskab for nogen, så bliver det også vigtigt for dem. Det bliver en måde at få unge integreret i gudstjenesterne, for de skal også føle, at de har noget at skulle sige – at de bliver hørt,” fortæller hun.

Som et eksempel giver hun, at en ung fyr fra Christianskirkens ungdomsgruppe spiller trommer. Da Helene Damgaard Larsen hørte det, kontaktede hun straks kirkens rytmiske medarbejder, og i dag hjælper den unge fyr ved nogen gange at spille trommer til den rytmiske gudstjeneste. På den måde føler han sig værdsat og bliver lukket ind i kirkens fællesskab, fortæller Helene Damgaard Larsen.

”Jeg kender bare ikke ret mange ældre, der er gode til at redigere film, og jeg tror, at der er en grund til at filmmediet ikke bliver brugt ret meget til gudstjenesterne. Det skyldes måske, at man glemmer at give de unge det ansvar og siger til dem, at det tror vi godt, at I kan. Hvis ungdomsfællesskaberne betyder noget for de unge, så kommer kirken også til det,” mener hun.

Ungdomsklubber er det første skridt

Helene Damgaard Larsen mener, at det første skridt med at få gjort unge til en aktiv del af kirkens liv er klubberne. Ungdomsklubber i kirken giver et fællesskab med det samme, og det føles rart at følges i kirke sammen med nogen. Men lige så vigtigt som klubberne er det at få brugt de unges evner, så de føler sig værdsat og som en del af kirken.

”Man kunne sige, ’jeg kan se, at du er rigtig god til at spille på et instrument, kunne du ikke tænke dig at spille til vores spaghettigudstjeneste.’ Det kan også være at spørge ’har du lyst til at være med til at lave noget powerpoint’ eller ’har du lyst til at være med til at starte en dramagruppe op’, så man begynder at blande aldersgrupperne,” forklarer Helene Damgaard Larsen.

Hendes håb er, at kirken bliver et sted, hvor de unge føler sig velkomne, og at de ikke opfatter det som et fremmed sted. Og ikke mindst, siger hun, betyder det meget, at unge kommer til at se kirken som et mulighedsgivende sted – et sted, hvor man kan udvikle sig.

”Gud giver os rigtig mange evner, som vi ser, at vi kan bruge – vi er måske gode til at spille fodbold eller synge. Jeg tror, at Gud har en plan for, at vi får netop vores evner, og det synes jeg, at vi skal putte ind i kirken. Men det kræver, at der er nogen, som tør prikke til os og ser vores evner, så vi kan hjælpe hinanden,” mener hun.

Skrevet af Bo Grünberger

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *