Henrik Wigh-Poulsen

For biskop Henrik Wigh-Poulsen er påskens budskab først og fremmest fortællingen om et uendeligt overskud af liv, som trodser alle begrænsninger – også dødens. Vi har talt med biskoppen om påskens evige aktualitet. Og om barndommens påske, hvor højtiden blandt andet var en kærkommen forårsbebuder

Af Martin Høybye

Henrik Wigh-Poulsen er vokset op i et præstehjem i Vejlby ved Grenå. Han var med ved en hel del af farens gudstjenester som barn, for moren var ikke bleg for at bestikke ham med Anders And-blade eller en ”daler” i ny og næ, hvis han en dag ikke havde lyst til at tage med.

”Det var lidt som at falde i gryden som barn. Og siden blev kirken jo noget, jeg fik en større fornemmelse for. Man vænner sig til en slags begivenhedsløshed, set med barnets øjne, som man senere hen kommer til at sætte meget mere pris på. Mange af dem, der jævnligt går i kirke, er blevet fortrolige med den som børn,” siger han.

Og barnets perspektiv, hvor tingene går ind i underbevidstheden på deres egen måde, har biskoppen bestemt ikke glemt, som årene er gået.

”Når man er barn, fanger man rigtig mange ting, selvom de ikke bliver formuleret. Og jeg fangede selvfølgelig, at langfredag handlede om død og mørke og de realiteter i ethvert menneskeliv, som barnet måske ikke har den store erfaring med, men alligevel nok forstår inderst inde. Der var en underliggende alvor, i hvert fald når det kom til skærtorsdag og langfredag, hvor især langfredag var i mol. Og det hele blev ledsaget af de salmer, der hørte til,” beskriver biskoppen.

Påske fra mol til dur

I løbet af påsken skiftede både den generelle stemning og salmernes klangfarve til dur. Og det var helt tydeligt, når det skete.

”Påskedag var jo forbundet med en jubel uden lige. Fordi den fortæller om noget fuldstændig naturstridigt, som byder al mørket og døden trods. Døden, som man med sin kødelige fornuft vil sige er det store, fede punktum, der bliver sat engang – den bliver modsagt,” siger Henrik Wigh-Poulsen.

Mens påskens forskellige elementer og særpræg på den måde indlejrede sig, skete der også noget uden for barndomshjemmets vinduer, som var særligt kendetegnende.

”Påsken foregik også udendørs. Som højtid havde den måske ikke julens hyggepotentiale, men til gengæld var foråret ved at bryde igennem i det små. I Danmark har vi jo det fortrin, at kirkeåret og naturens år følges ad. Og man skulle næsten tro, der var en mening med, at påsken falder sammen med naturens forår, når vi netop kan synge ’Påskeblomst! Hvad vil du her?’ og vi taler om opstandelsen,” fortæller Henrik Wigh-Poulsen.

Fodtrinene i gruset

At påsken falder sammen med naturens forår, oplevede han også konkret, da han selv blev præst i sit første embede i Lejrskov-Jordrup, hvor præsteboligen og haven lå tæt op ad kirkegården.

”Jeg kan huske, hvordan påskelørdag havde sin helt egen lyd. Det var typisk en dag, hvor man gik udenfor og lavede havearbejde, og for mit indre øre kan jeg stadig høre kirkegårdslågens metalliske lyd og fodtrin, der knaser i gruset. Det stod på hele dagen, og det var selvfølgelig fordi, at folk ville op og se til gravene, så de var pyntet til påsken. Man har heldigvis stadig de ritualer mange steder, som er med til at gøre påskens budskab meget håndgribeligt og nærværende. Vi hører jo også netop i påskens beretning om kvinderne, der går ud og ser til graven,” siger han og fortsætter:

”Når man ligger på kirkegården i kirkens nærhed, står det hele i opstandelsens tegn og den trods, som opstandelsen er indbegrebet af. Alt taler for, at det er færdigt arbejde, og nu ligger man der og æder muld. At det er slut, det sjove er forbi. Men påskens budskab trodser det – fuldstændig vildt og naturstridigt.”

Det, at der er noget, der fortsætter og er stærkere end døden, er et budskab, som biskoppen ikke selv kan leve uden.

”Hvis det havde været døden, der førte enetale, hvad havde det hele så været? I stedet er der et enormt boost, et uendeligt overskud af liv, som ligger i, at graven er tom, og at døden ikke beholdt Jesus. Jeg kan ikke være det budskab foruden,” siger han.

Solen står op over onde og gode

Ud over opgøret med dødens greb er Jesus’ liv og levned i det hele taget et oprør mod, at mennesket er sat i verden for at opfylde rammerne i en skabelon. Der er en modstand i budskabet, som ifølge biskoppen stadig har meget at sige os i dag:

”Jesus er hele tiden i konfrontation med den religion, der have Gud til at være for de indforståede. Han omgiver sig jo med prostituerede, toldere, syndere og alle dem, de andre ikke rigtig gider lege med. Irriterende typer har de sikkert også været nogle af dem. Men her gælder Guds kærlighed også, hans sol står op over både onde og gode. Han er der for alle.”

Ifølge Henrik Wigh-Poulsen handler det om det liv, vi lever nu og her. At det ikke er givet, at vi skal leve, som man gjorde engang, eller at vi skal leve vores liv på en ganske bestemt måde for ikke at falde udenfor.

”Jesus siger efter sine lignelser: ’Gå ud og gør ligeså.’ For det her er noget, der foregår mellem levende mennesker. Der må vi gøre det bedste vi kan og forsøge at spejle Guds kærlighed til os i mødet med andre mennesker. I forhold til tilgivelse, barmhjertighed og næstekærlighed. Så godt vi nu formår det,” siger biskoppen.

Velkommen i tilgivelsens fællesskab

I den forbindelse er de sammenhænge, som vi mennesker normalt indgår i, af en anden slags, end det fællesskab, Gud inviterer til.

”De fællesskaber, vi som regel befinder os i, er lukkede fællesskaber. Om det så er boligforeningen eller vores nationale tilhørsforhold. Men Guds fællesskab er derimod alt-inkluderende. Hans dør står åben for enhver. Det er det, der er det provokerende ved det også. For der er ikke noget, der kan provokere så meget, som festen, hvor alle tages imod, uanset hvem de er, eller hvad de kommer med i bagagen,” siger Henrik Wigh-Poulsen.

Påsken inviterer ifølge biskoppen til et ”tilgivelsens fællesskab.” For Jesus bryder ved den sidste nadver netop brødet med sine disciple – også dem, der vil forråde og fornægte ham. Ligesom han også tilgiver dem, der har gjort ham ondt, selv når døden nærmer sig for ham på korset.

”Som mennesker har vi altid vores begrænsninger. Men med den dagsorden, der bliver sat med påskens beretning, bliver barren for tilgivelse virkelig sat meget højt. Så meget tilgiver Gud mennesket. Og sådan skal vi også tilgive hinanden. Det ved vi godt, at vi ikke kan, men det skal hele tiden skubbe til os og vise os den mulighed, der er for at komme videre, i stedet for at blive hængende i vreden og hadet,” forklarer Henrik Wigh Poulsen.

Med lyset og håbet i horisonten

Selv når det ser værst ud, slukkes håbet ikke. For døden og mørket skal ses netop på baggrunden af det overskud af liv, som var Jesus’ gave til mennesket.

”Man har hele tiden det uendelige overskud af liv som en slags baggrundsorkestrering i det budskab, vi bygger på. At der er andet og mere. Der er hele tiden det lys i horisonten, som det her budskab, det her løfte, holder fast ved. Det er måske ikke et overskud af liv, der gør, at man lige pludselig slår vejrmøller på plænen og råber ’halleluja,’ men det er mere en trøst og en modsigelse. Et håb på trods.”

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *