Jesus’ 2000 år gamle lidelseshistorie er stadig nærværende. Ud over opstandelsesbudskabet skyldes det blandt andet, at påskens beretning fremhæver eksistentielle temaer, som er centrale for os. Her gennemgår Birgitte Stoklund Larsen højtidens forløb fra palmesøndag til 2. påskedag

Af Martin Høybye

I år gøres der ekstra meget ud af at markere påsken landet over på baggrund af et initiativ fra landets biskopper. Det er en fortælling af de helt store, ja – den største, som ikke lader Disneys drømmefabrikker, J.K. Rowlings episke universer eller nogen anden udbyder af gribende forællinger noget efter. Påskefortællingen har med andre ord ”det hele.”

”Påsken er ikke bare den største højtid i kirken. Dens historie er også en grundfortælling i vesterlandsk kultur, som i hver generation er blevet tolket i litteratur, billedkunst, film og musik,” fortæller cand. theol. og generalsekretær i Bibelselskabet Birgitte Stoklund Larsen.

Det er eksistentielle temaer, der behandler universelle grundfølelser i det enkelte menneske. Uanset om man er troende eller ej, bærer Jesus’ lidelseshistorie derfor en stærk identifikationskraft i sig.

”Påsken fortæller om Guds søn, helten, der sendes på en mission for at redde verden. Om storhed og fald, venskab og forræderi, konflikt og forsoning, ensomhed og frygt, kærlighed og håb. Eksistentielle temaer, der er lige så nærværende i dag som for 2000 år siden,” siger hun.

Vi følger altså heltens kamp for at redde verden, men før målet er nået, må  han gå grueligt meget igennem.

Palmesøndag: Scenen sættes med jubel og palmegrene

(Matt. 21,1-9 – Indtoget i Jerusalem (Mark. 11,1-11; Luk. 19,28-40; Joh. 12,12-19)).

Palmesøndag sættes scenen for, at helten kan falde fra sin tinde. Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel og modtages med jubel og palmegrene. Temaet er forventning, og dermed er der også underliggende temaer i spil som den eventuelle indfrielse – eller skuffelse.

”Jesus indtager byen på et æsel, og han modtages som en sejrende konge efter krigen, som den sande konge, Han er den sagtmodige – den med det sagte mod. Der er forventninger om en national helt og en ny Messias. Folkets forventninger opfyldes og bekræftes men korrigeres og modsiges også,” forklarer Birgitte Stoklund Larsen.

Det handler blandt andet om forholdet mellem helt og heltedyrkere. Jo større helten er, jo længere er der at falde. Og der er virkelig bygget op til det helt store fald.

Mandag til onsdag: Tonen skærpes

(Matt. 21,12-26,13; Mark. 11,12-14,1-9; Luk. 19,45-21,38).

Jesus har ikke travlt med at være diplomatisk i dagene mellem palmesøndag og skærtorsdag. Han taler om de sidste tider, om verdensdommen og sin genkomst. Han taler mod de skriftkloge og farisæerne.

”Der sker meget de få dage op til påskefesten, hvor Jesus er i Jerusalem. Tonen bliver skarp. Fortegnet er konflikt, konfrontation og optrapning: Jesus vælter bl.a. de handlendes boder i templet, han underviser i templet og kommer i strid med ypperstepræsten og farisæerne. Og han strides med saddukæerne om opstandelse,” fortæller Birgitte Stoklund Larsen.

Det er også i den periode, at han salves af kvinden med alabasterkrukken. Da hun bliver anklaget for ødselhed med olien, tager Jesus hende i forsvar ved at sige, at: De fattige har I altid, men mig har I ikke altid.

Skærtorsdag: Fællesskab og forræderi

(Matt. 26,17-30 – den sidste nadver. Mark. 14,12-25; Luk. 22,7-23. I Johannesevangeliet er det Jesu fodvaskning ved det sidste måltid, der får omtalen, Joh. 13,1-17).

”Jesus spiser sammen med disciplene et påskemåltid i Jerusalem. Under måltidet forudser han, at Peter vil fornægte ham, og at Judas vil forråde ham. Han tager brød og vin, velsigner det og giver det til disciplene og siger: ’Dette er mit legeme’ og ’dette er mit blod.’ Her har vi, i et og samme billede, det største fællesskab og det største forræderi,” siger Birgitte Stoklund Larsen.

For måltidets selskab er det åbne fællesskab, hvor der er plads selv til forræderen. Gud deler ud af sig selv, og vi bliver del af det guddommelige, for nadveren er indstiftelsen af fællesskabet mellem fejlbarlige mennesker og Kristus.

Efter måltidet går Jesus med tre disciple til Getsemane Have. Han er bange og beder alene i natten, mens disciplene falder i søvn i stedet for at våge. Selvom han har nogen at følges med, er han altså alene i den forstand, at ingen skærmer ham.

Langfredag: Guds søn dør – men er døden en grænse?

(Matt. 27,31-56 – korsfæstelsen – (Mark. 15,20-39; Luk. 23,26-38; Joh. 19,16-24)).

Langfredag står i ensomheden og gudsforladthedens tegn. Jesus lider som et menneske og er alene i al afmagten, lidelsen og uretfærdigheden.

”Jesus kommer for Pilatus, som udleverer ham til at blive korsfæstet, fordi pøblen og præsterne ønsker det. Pilatus finder ham ganske vist ikke skyldig, men han vasker sine hænder. Jesus bliver pisket, ydmyget og kronet med en tornekrone, og over korset sættes indskriften ”Jesus, jødernes konge”. På korset hånes han for, at han ikke bare hopper ned, hvis han er Guds søn. Da han dør, er hans sidste ord ifølge Matthæusevangeliet: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig.’ Jorden skælver og forhænget i templet flænges i to dele,” forklarer Birgitte Stoklund Larsen og peger på, at Jesus’ død på korset åbner for en række spørgsmål for vi almindelige mennesker:

”Jesus sagde jo: ’Din tro har frelst dig,’ og der er en voldsom dynamik mellem tro og tvivl i kristendommen, som i høj grad kommer i spil omkring langfredag. Kan man overhovedet tro efter langfredag? Der åbnes for den helt store tvivl, som er en gængs og menneskelig følelse. Og det er kun menneskeligt at spørge: Hvorfor skal Jesus dø? Hvad er det for en Gud, der kræver sådan et offer?” fortæller hun.

Da Jesus dør, siger han altså ifølge Matthæusevangeliet: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig.’ I Johannesevangeliet er de sidste ord derimod ’Det er fuldbragt.’ Det ser ud, som om Gud er fraværende, men der er også tegn på, at alt går som efter en større plan.

Påskelørdag Troens mørkekammer

Påskelørdag ligger hen uden liv. Kristus er i dødsriget, nederlaget er tilsyneladende en realitet, og blandt disciplene må have hersket stort mismod og frygt.

”Der er tomhed, depression, utålmodighed og en modvilje ved at slippe taget. Men det er også troens mørkekammer, for nederlaget og fiaskoen er nødvendig i lyset af den store hemmelighed. Hemmeligheden i graven,” siger Birgitte Stoklund Larsen.

Tiden frem til påskedag giver plads til eftertænksomhed. Billedet, der er ved at blive fremkaldt i troens mørkekammer, er det helt uventede, som kommer til at ske. Den fantastiske fortsættelse efter den bratte afslutning.

Påskedag Forvandlingens mulighed

(Mark. 16,1-8 – den tomme grav, opstandelse – (Matt. 28,1-10; Luk. 24,1-12; Joh. 20,1-10)).

Det helt usandsynlige sker! Alt det, der ikke rummes inden for logikkens grænser og kun svært omfattes af det talte sprog:

”Efter sabbatten kommer kvinderne til graven, hvor Jesus blev lagt efter korsfæstelsen. Stenen er væltet fra, og en skikkelse i hvidt siger til kvinderne: ’Vær ikke forfærdede,’ og ’frygt ikke.’ I søger efter Jesus fra Nazaret, han er opstået. Han går i forvejen for jer til Galilæa, der skal I møde ham. I Markusevangeliet bliver kvinderne så bange, at de går bort og ikke siger et ord til nogen. I Matthæusevangeliet løber kvinderne straks hen til disciplene og fortæller det – og møder der Jesus, som siger ’God morgen!’ til dem,” fortæller Birgitte Stoklund Larsen.

Gud vender op og ned på verdensordenen og vælter stenen fra graven. Det er opstandelsen, forsoningen, tilgivelsen, livsmagten og håbets sejr.

2. påskedag

(Luk. 24,13-35 – vandringen til Emmaus).

2. påskedag viser Jesus sig for to disciple. Men de sidder ikke i himmelvendt meditation, da det sker, de går og taler.

”To disciple går på vejen fra Jerusalem til Emmaus. Jesus slår følge med dem, men de genkender ham ikke, selv om han udlægger skrifterne undervejs. Først da de senere sidder ved bordet, og Jesus velsigner og bryder brødet genkender de ham. I det øjeblik bliver han usynlig for dem. De går tilbage til Jerusalem for at fortælle, hvad de har oplevet,” siger Birgitte Stoklund Larsen.

Vi er i krydsfeltet mellem det synlige og det usynlige. Det synlige for øjet blev ikke genkendt, før Jesus bryder brødet som ved den sidste nadver. Og så bliver genkendelsens øjeblik til forsvindingens øjeblik. Det er en forunderlig verden, vi gennem disciplene får et glimt af, hvor Kristus ikke længere er hos dem, men hvor han alligevel er til stede. Bagefter skynder de sig til Jerusalem for at fortælle de andre disciple, hvad de har set.

Det er det, som biskop Henrik Wigh-Poulsen kalder ”en af de første prædikener overhovedet” i en folder om påsken, der netop er udkommet. I den næste artikel i vores tema fortæller biskoppen om sit forhold til påsken, og hvordan den kalder helt bestemte billeder frem på nethinden.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *