Morten Aagaard KKMorten Aagaard ser tilbage på en omvendt karriere: Han har aldrig tjent så lidt som nu, hvor han er præst i Kirkens Korshær, men til gengæld har han fået stor frihed og føler selv, at han har vundet i lotteriet. Og han afleverer Kirkens Korshær i Aarhus med overskud på regnskabet og masser af nye tilbud til byens hjemløse

Af Bo Billeskov Grünberger

Morten Aagaard nåede at være leder af Kirkens Korshær i Aarhus i tre år, inden han sagde stillingen op og i stedet valgte at blive korshærspræst. Et usædvanligt valg for en mand, der har været generalsekretær i Bibelselskabet, har ledet LEGOs fonde og i det hele taget har brugt en stor del af sin karriere i det private erhvervslivs top.

Tre fantastiske år

”Det har været tre fantastiske år. Da jeg sluttede som leder af Kirkens Korshær i Aarhus, brugte jeg eventyret om Klods Hans. Jeg har haft tre års oplevelse af at komme med alt det, som de ældre og kloge brødre syntes var noget fjollet noget. Jeg kom jo med en anden baggrund, hvor jeg havde været direktør i det private erhvervsliv, og ind i en kirkelig verden, som er fuld af ældre kloge brødre. Jeg hørte meget ’sådan gør vi ikke her’, og alt det som Klods Hans er oppe imod,” fortæller Morten Aagaard.

Men nu kan Morten Aagaard se resultatet af sin indsats: Kirkens Korshær i Aarhus har fået renoveret bygningen, sat en masse nye tiltag i søen og netop afleveret det bedste regnskabsmæssige resultat nogensinde i Kirkens Korshærs historie. Selv kalder han det bedste resultat i sin karriere.

”Uden at det skal lyde alt for blasert, så er jeg selvfølgelig meget glad for, at vi nu afleverer det bedste regnskab som nogen korshærsafdeling nogen sinde har lavet. Vi er langt den bedste og mest veldrevne korshærsafdeling i Danmark. Når det så er sagt, så har det jo også været et eventyr for mig at vise, at det kunne lade sig gøre,” siger han.

Kirkens Korshær er ikke sat i verden for at tjene penge, men det flotte resultat på regnskabet skaber en masse muligheder, som man ikke ellers ville have haft. F.eks. har man netop haft 60 udsatte, hvoraf flest er enlige mødre og børn, på weekendbesøg i Lalandia. Det har man aldrig tidligere haft råd til, og man er også i fuld gang med at skabe værkstedsaktiviteter og ved at opbygge et musik- og kulturmiljø.

”Jeg er lykkelig og stolt over de ting, vi har opnået igennem de tre år: Vi har fået et fuldstændig anderledes omdømme i korshæren, vi har fået rigtig mange nye venner og givere, og vi har fået rigtig meget respekt hos kommunen og offentligheden. Vi er dem, man ringer og spørger til råds om socialpolitiske spørgsmål, og vi har en enorm stor pressebevågenhed.”

Omvendt karriere

Så meget for tilbageblikket. Nu byder fremtiden på helt nye udfordringer for Morten Aagaard, der nu skal bruge størstedelen af sin arbejdstid blandt byens hjemløse på Kirkens Korshærs varmestue. Hvordan endte han der?

”Jeg har jo fulgt tidligere korshærspræst, Jørgen Lasgaard, igennem tre år, og jeg har set den tæthed med de mennesker, der kommer her. Og jeg har selv erfaret igennem de tre år, at jeg er dygtig til at snakke med brugerne. Jeg holder rigtig meget af at tale med brugerne. De mennesker, der kommer her, betror sig gerne til mig og snakker med mig. Derfor kom jeg til at tænke, at hvis jeg nogen sinde skulle være præst, skulle det være korshærspræst. Og Jørgen Lasgaard valgte så at gå tidligt på pension, og så måtte jeg jo vælge at slå til eller ikke slå til,” fortæller Morten Aagaard.

Og Morten Aagaard valgte at slå til. Det får mange konsekvenser for ham, og en af de umiddelbart tydeligste bliver den økonomiske, hvor han nu må konstatere, at han har en slags omvendt karriere, hvor han på det seneste går mere og mere ned i løn.

”Jeg har aldrig tjent så lidt, som jeg gør nu, og det har de i øvrigt haft lidt svært ved ovre i Kirkeministeriet, for det er de ikke vant til. Jeg er jo pensioneret tjenestemand fra Bibelselskabet med en langt højere løn, end jeg har nu. Det betyder, at jeg skal sige farvel til en hulens masse pensionspenge for at blive korshærspræst.”

Vandt i lotteriet

Til gengæld for lønnedgangen får Morten Aagaard en frihed, som han har savnet, og han føler, at han er heldig overhovedet at have fået muligheden.

”Korshærspræst er det bedste præstejob i hele Danmark, og korshærspræstestillingen i Aarhus er den bedste præstestilling i hele Danmark. Så folk skal ikke have ondt af mig; de skal sige ’hold da op, han vandt i lotteriet!’ Jeg vil langt hellere være korshærspræst end biskop – bortset fra lønnen!”

Forude ligger nu en masse spændende opgaver og udfordringer. Hvordan skal den nye korshærspræst f.eks. være, og er der nogle områder, hvor man vil kunne genopfinde de arbejdsopgaver, som en korshærspræst varetager?

”Korshærspræstestillingen er jo udfordret på samme måde, som al øvrige kirkelighed er udfordret omkring relevans og interesse. Jeg var til et foredrag med en eller anden erhvervsguru, der sagde ’re-invent or face the end’, og det gælder også korshærspræstestillingen. Den skal genopfindes, og jeg håber, at jeg også på det punkt vil have den fornyelseskraft, der skal til for at skabe noget nyt omkring korshærspræsteembedet.”

Selv er Morten Aagaard ret ydmyg overfor sin nye stilling. Han er klar over, at han vil være dygtig til at løse mange af opgaverne og samtidig bevidst om, at han også vil have meget at skulle lære. Men først og fremmest er der meget at glæde sig til.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at sidde nede i varmestuen og snakke med brugerne. Det bliver min favorit-position: at sidde dernede og udleve sjælesorg i hele Kirkens Korshærs bredde. Jeg håber også på, at vi kan få kirkerne i Aarhus til at engagere sig mere i diakoni, så vi kan blive aflastet lidt. Vi er ret hårdt belastet af, at alle ligesom havner her. Men allermest glæder jeg mig til at høre ’du ser sgu godt ud, præst’ og så drikke kaffe!”

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *