Kirkens KorshærLørdag d. 19 marts slår kirkens korshær i Aarhus igen dørene op for det årlige Forårsmarked på Nørre Allé 25. Der vil i år, foruden rundvisning i Døgnvarmestuen, være mulighed for at være med til noget helt nyt; nemlig kreative workshops i det nye værksted

Pressemeddelelse

Som noget nyt i år åbner kirkens korshær i Aarhus dørene til de frivilliges nye værksted, hvor der fremover vil blive produceret endnu flere re-designede ting ud af overskudsmaterialer.

I forbindelse med Forårsmarkedet vil Kirkens Korshær derfor gerne invitere, alle der har lyst, indenfor i værkstedet til forskellige kreative workshops. Derudover vil der også være mulighed for at se hvordan der, hos systuen Nål & Tråd, arbejdes med re-design af gamle stofrester og købe lækre produkter med hjem.

For børnene er der bl.a. påskeskattejagt med seje præmier, snobrødsbagning, hoppeborg og børnetombola.

I løbet af dagen vil der også være rig mulighed for at købe forfriskninger i cafeen i form af lune retter, kage, sodavand og kaffe og the. Der er ligeledes mulighed for at vinde gode præmier i tombola og amerikansk lotteri.

Unik mulighed for at se døgnvarmestuen

Hver dag passerer flere tusinde Døgnvarmestuen på Nørre Allé, men kun de færreste ved, hvad og hvem der befinder sig inde bag murene. Det vil Døgnvarmestuen gerne ændre på, og inviterer derfor, i forbindelse med Forårsmarkedet mellem kl. 10-15, alle der har lyst på en rundvisning i lokalerne.

– Vi er stolte af det sociale arbejde, vi gør for de udsatte i Aarhus med relativt få midler. Derfor vil vi gerne vise lokalerne frem, så folk kan se, hvordan hverdagen er for de socialt udsatte i Aarhus. Forinden har vi fortalt brugerne, at der kommer besøg, så de har mulighed for at vælge, om de vil være der på denne dag eller ej. De fleste af dem ser dog dette som en festdag og vil meget gerne vise, at de er almindelige mennesker ligesom alle andre, der blot er faldet ud af samfundets normer af den ene eller anden grund, udtaler Anders Stagis, som er daglig leder af Døgnvarmestuen.

– Til Forårsmarkedet går alt overskuddet naturligvis til det sociale hjælpearbejde i Aarhus og vi håber at rigtig mange vil komme og være med til at gøre det til en god og sjov dag for både brugere, frivillige og gæster, udtaler Ole Thvilum, Kst. Leder af Kirkens Korshær i Aarhus.

Alle er velkomne til Forårsmarked!

Yderligere info:

Dato: lørdag 19. marts kl 10-15

Entré: gratis

For yderligere information:

Anne Trudslev, Kirkens Korshær i Aarhus, at@kkaarhus.dk , telefon: 41 60 54 34

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *