Kirken boblerDiakon fra Odder har i samarbejde med lokal præst og et aktivitetscenter for voksne med psykiske handicaps, udviklet et nyt projekt, ’Kirke, sang og sæbebobler’. Projektet skal give voksne udviklingshæmmede mulighed for at indtage kirken på deres egne præmisser og er inspireret af babysalmesang, som mange kirker efterhånden tilbyder. Håbet er, at projektet kan inspirere flere kirker til at åbne dørene for voksne udviklingshæmmede

Af Bo Billeskov Grünberger

Johanne Vincenti har arbejdet med voksne udviklingshæmmede, siden hun var helt ung. Hun har altid haft det godt med de lidt skæve eksistenser, og derfor lå det lige for at fortsætte arbejdet, da hun blev diakon.

”Jeg har erfaret i min tid som diakon, at der er rigtig mange udviklingshæmmede, der gerne vil kirken og finder en særlig ro ved at man synger salmer, eller at man beder Fadervor. Men det kan være svært at finde den rette form, for den almindelige gudstjeneste kan være uoverskuelig – for lang og kompliceret at forstå,” fortæller Johanne Vincenti, der i 2008 blev uddannet diakon og i mange år har arbejdet med voksne udviklingshæmmede.

Johanne Vincenti

Johanne Vincenti er uddannet diakon og ved at tage en master i diakoni ved Aarhus Universitet

Genkendelighed er nødvendig

Johanne Vincenti er ved at afslutte sit kandidatstudie i Diakoni på Aarhus Universitet og har i den forbindelse udarbejdet projektideen. For praktisk afprøvning og videreudvikling af projektet tog hun kontakt til Fabos, der er et aktivitetscenter for voksne udviklingshæmmede. Her var man positive over for ideen, og i efteråret gik projektet, der strakte sig over nogle måneder, i gang. I begyndelsen skulle gruppen af voksne udviklingshæmmede lige lære det nye at kende, men hurtigt blev det tydeligt, at de var rigtig glade for den nye ramme, som ’Kirke, sang og sæbebobler’ gav dem.

”Vi har fået at vide af pædagogerne fra Fabos, at mange af beboerne, som de har svært ved at lave noget nyt med, var nogle af dem, der var hurtigst til at komme ud af døren. Det er voksne udviklingshæmmede, som måske har brugt ti år på at lære at komme på arbejde, fordi overgange kan være meget svære. De var i løbet af to-tre gange helt klare på at komme med,” siger Johanne Vincenti.

Som ved babysalmesang handler ’Kirke, sang og sæbebobler’ meget om sanserne. Der er musik og sang, og man både synger og klapper sammen. Samtidig er der vide rammer for, hvordan man kan være i kirkerummet, for det er nødvendigt, forklarer Johanne Vincenti:

”Det skal være genkendeligt og forudsigeligt, men man skal også være opmærksom på, at der er nogle, som kan rumme at sidde i en rundkreds, mens andre har behov for at ligge ned, og nogle har behov for at gå rundt, og så er der nogle, som har behov for at sidde på kirkebænkene lidt væk fra det store fællesskab, fordi det er for voldsomt. Er der nogle, som har behov for at komme af sted, så skal der være plads til, at man bare rejser sig og kører med dem, der vil hjem. Det skal være så rummeligt, at man kan være, lige som man er.”

Hanna Nissen er præst ved Gosmer Kirke

Hanna Nissen er præst ved Gosmer Kirke

Præst var med på ideen

Inden Johanne Vincenti kunne gå i gang med sit projekt, ’Kirke, sang og sæbebobler’, var hun nødt til at finde en kirke, der ville være med til at åbne dørene for den nye måde at gøre kirken tilgængelig for de voksne udviklingshæmmede. Hun kontaktede Hanna Nissen, der er præst i Gosmer Kirke, og hun var straks med på ideen.

”I mit sogn har vi Egmont Højskole, der elever med mange forskellige handicaps. De plejer at komme i kirke til jul, og der er nogle af eleverne, som har et kor, der øver i Gosmer Kirke. Så jeg kender godt til det, at folk med psykiske handicaps kommer i kirke,” forklarer Hanna Nissen.

Hanna Nissen har til ’Kirke, sang og sæbebobler’ set til fra sidelinjen, men hun synes, det har været dejligt at se den måde, som de udviklingshæmmede har taget kirken til sig på. Det har givet rigtig meget mening, siger hun.

”Det forkyndende behøver ikke altid være med ord. Forkyndelse kan også være et smil, eller den måde man sidder og synger ’Må din vej gå dig i møde’. Forkyndelse kan være så meget andet end ord. Det synes jeg kommer til udtryk i det her projekt.”

Hanna Nissen udviklede en særlig gudstjeneste, der skulle markere afslutningen på projektet. Her var både den lokale menighed og de voksne udviklingshæmmede med, og det blev en gudstjeneste ud over det sædvanlige.

” Jeg ved ikke, hvordan sognets almindelige kirkegængere oplevede det, men de fik i hvert fald ikke det med, som de plejer at få. Men det var annonceret som en gudstjeneste for alle sanser. Vi valgte at holde gudstjenesten den 10. januar, så juletræet var der, og det var tændt, vi fik historien om de hellige trekonger, og der var lidt ’røgelse’ eller parfumeduft. På et tidspunkt pustede vores graver lysene ud, og så var julen virkelig slut. Vi snakkede så om, at godt nok var julen slut, men julestjernen følger med os, og så fik vi alle sammen en lille stjerne i panden. Det var ganske simple ting, men vi var enige om bagefter, at det var godt for beboerne her,” fortæller Hanna Nissen.

Kirken bobler (2)Projektet skal ud til flere

Johanne Vincenti håber, at flere kirker vil lade sig inspirere af ’Kirke, sang og sæbebobler’, og hun opfordrer til at man bare går i gang, hvis man kunne tænke sig at åbne sin kirke for voksne udviklingshæmmede.

”Jeg tænker, at det handler om, at man har fornemmelsen af, at man godt kunne tænke sig at gå i gang med sådan et projekt. Hvis man selv brænder for det, så skal de voksne udviklingshæmmede også nok brænde for det – det smitter af. Det gør ikke alverden, at man ikke har det store kendskab til målgruppen, det er mere afgørende med engagementet.”

Der ligger ikke nogen empiriske undersøgelser af brugertilfredsheden med ’Kirke, sang og sæbebobler’, men Johanne Vincenti er ikke i tvivl om, at forsøget med projektet har været en succes, for hun bliver ofte opsøgt af de voksne udviklingshæmmede, der var med i projektet, når hun besøger Fabos.

”Sidste gang jeg var heroppe, kom Per hen til mig. Han har ikke noget sprog, men han tog mig i hånden og begyndte at nynne ’I østen stiger solen op’, som vi sang med fagter. De er fuldkommen klar over, at vi har haft noget særligt sammen, og det er stort at opleve bagefter,” fortæller hun.

Hvis man er interesseret i at høre mere om projektet, opfordrer Johanne Vincenti til, at man tager kontakt til hende. Hun er også i gang med at udvikle en hjemmeside, kirkenbobler.dk, hvor der vil være materiale, som man gratis vil kunne hente, hvis man kunne tænke sig at afprøve ’Kirke, sang og sæbebobler’ i sin kirke. Hjemmesiden er endnu ikke klar. Vil du i kontakt med Johanne Vincenti, kan det ske på denne mail: j-moesby@hotmail.com

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *