verdenscafeen_header-001 Samsø lægger sognegården i Tranebjerg lokaler til Verdenscaféen – et ugentligt mødested, hvor alle er velkomne uanset religion, politisk ståsted, etnicitet og seksualitet. Caféen opstod bl.a. som en måde at komme lokale asylansøgere i møde på og bruges også af danskere. 

Af Martin Høybye

En af initiativtagerne til Verdenscaféen er sognepræsten Johannes Glenthøj, der fik idéen til at skabe mødestedet, da der i sommeren 2015 pludselig kom mange flygtninge til landet og dermed også til Samsø. Selvom caféen låner rammerne i sognegården hver lørdag eftermiddag, har den ikke som sådan noget med kirken at gøre. Johannes Glenthøj er ganske vist en gennemgående figur, men der er mange forskellige kræfter, der er sammen om at løfte arbejdet med Verdenscaféen.

”Det er både medlemmer og ikke-medlemmer af folkekirken, som er med i det her. Vi er vidt forskellige, og Verdenscaféen er et helt bredt mødested. Et fællesskab hvor den religion, den enkelte måtte have eller ikke have, træder i baggrunden,” siger han.

verdenscafeen1-001Oplever stor søgning

Sagsbehandlingstiden for en asylansøger er typisk tre til seks måneder, men der er også flygtninge, der oplever længere sagsbehandlingstider. I ventetiden er der stor søgning til Verdenscaféens ugentlige åndehul. Her mødes flygtningene også med danskere, som det ellers kan være svært for mange af dem at få kontakt til. Det kan skyldes det kulturelle men også sprogbarrieren, og her går caféen ind og får et spontant præg af højskole, hvor der bliver formidlet dansk kultur og sprog.

”Det er et sted at drikke en kop kaffe sammen, spille et spil backgammon eller skak og hygge sig. Men også et sted, hvor man kan lave noget danskundervisning – mere eller mindre formelt. Nogle gange sker det bare i grupper, der sidder og griner sammen over et spil billedlotteri og prøver at lære noget dansk. Og så opstår der nogle gange noget mere formaliseret, hvor man går sammen i en gruppe og sidder i et andet lokale og får decideret danskundervisning,” fortæller Johannes Glenthøj.

Der blev i 2015 givet omkring 19.000 opholdstilladelser til asylansøgere og familiesammenførte familiemedlemmer til herboende flygtninge. Den store tilstrømning har også givet sig udslag på Samsø, hvor asylcentret pt. har 244 asylansøgere fordelt på øen, og folkene omkring Verdenscaféen kunne næsten ikke lave andet, hvis de skulle prøve at få alle med.

”Der bor flygtninge på Færgekroen i Kolby Kås, på højskolen og så er der det gamle Drop In og Lundehuset her i Tranebjerg. I starten gik vi meget til den med at transportere folk til caféen, men det fandt vi ud af, at vi ikke magtede. For vi kunne jo hente lige så mange, det skulle være. Verdenscaféen er derfor lige nu blevet et hjemsted for de mindre grupper, der bor her i Tranebjerg, og som har lettest adgang. Men vi håber, at flere vil cykle hertil, nu hvor det gode vejr er kommet,” siger Johannes Glenthøj.

Hjælpende hænder fra nær og fjern

Der er brug for frivillige hænder til at stå for afviklingen af caféen, og ud over danske frivillige hjælper også fastboende flygtninge, som har fået opholdstilladelse og nu bor fast på Samsø som del af kommunens kvoteflygtninge.

En af dem er fx David Tafi fra Syrien, som virkelig er en ressourceperson. Det er ham, der oversætter for mig fra arabisk til engelsk,” fortæller Johannes Glenthøj og supplerer:

”Men der er 15-20 flygtninge, der bor fast på øen og har fem års opholdstilladelse. Der har hele tiden været en sammenhæng mellem den gruppe frivillige og Verdenscaféen. De er med til at støtte op, gøre klar, rydde op bagefter og så videre. Og de er ret afgørende i forhold til, at Verdenscaféen kan lykkes – specielt i forhold til hjælp med det sproglige.”

verdenscafeen2-001Det kirkelige arbejde adskilt fra caféen

Johannes Glenthøj får også hjælp til det sproglige, når han bevæger sig fra caféen over i det decideret kirkelige arbejde. Fx oversætter syreren Muhammed Zanat i en af dåbsgrupperne.

Arbejdet med caféen både trækker og fylder, men sognepræsten skelner tydeligt mellem det sociale engagement og rollen som forkynder. For ham er der ingen tvivl om, at det er præstearbejdet, der er i fokus.

”Det er vigtigt at forstå, at der er er to ben i mit arbejde med flygtningene. På den ene side laver jeg det decideret kirkelige arbejde med dåbsoplæring etc., og på den anden side er caféen kommet til som et socialt forhold ved siden af. Og selvom jeg først og fremmest er engageret i den kirkelige del, bakker jeg selvfølgelig også op om det andet,” siger han.

Det vigtige fællesskab

I sidste ende er det måske et spørgsmål om, hvad der kom først – hønen eller ægget. For selvom forkyndelsen er sat på stand-by på Verdenscaféen, hænger arbejdet alligevel sammen, når det kommer til stykket:

”Det er et spørgsmål om, hvor meget vi vægter fællesskabet i forhold til ordets forkyndelse i folkekirken. Én ting er jo, hvis teologien tilsiger, at det er ordets forkyndelse først og fremmest, og så er det andet småting, som kan være fint nok. Men hvis nu fællesskabet er i centrum, tegner der sig et helt anderledes perspektiv,” forklarer Johsannes Glenthøj.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *