Rundesang_forside_webVi kender den alle sammen: ”Rundesang, rundesang, hvem synger den næste sang?” Det gør Hanne Jul Jakobsen, sognepræst og prædiker i Møllevangskirken i Århus, i sin flotte, fyldige bog om tomhed og muligheder med afsæt i Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente. Og med afsæt i eksistensen – hendes egen, uden tvivl, men også min, altså læserens eksistens.

Af Gudmund Rask Pedersen

Hanne Jul Jakobsen kommer vidt omkring. Rummer og rammer godt i denne hvirvlende tænketango med Prædikeren. Bogen er, efter en prolog, bygget op med 12 kapitler svarende til Prædikerens Bog, hvis skrift fra ord til andet er bygget ind i Jul Jakobsens tekst med kursiv.

”Nu er det Jul igen, og nu er det Jul igen”, som vi synger det i en anden superkendt sang. Sådan taler den 2.500 år gamle Prædiker og den moderne prædiker i munden på hinanden. Det ene ord tager det andet. I helt konkret forstand i det afsnit, der afslutter kapitel 11 med netop titlen ’Rundesang’ som overskrift:

Ungdom og morgenrøde er tomhed! Tomhed er muligheder. Muligheder er veje. Veje er blinde. Blinde er besværlige…” (s. 215)

Eller igen under overskriften Meninger:

Tåbens læber bringer ham ødelæggelse. Og jeg kan ødelægge alt det der er i dag. Og det ene ord tager det andet. Begyndelsen på hans ord er dårskab. Og enden på dem er en slem dumhed. Og dåren bruger mange ord. Og de rammer mig i nakken. Alle ordene. For de kan ikke trækkes tilbage. Slet ikke dem der er trykt sort på hvidt, som om jeg mente dem”. (s. 196)

Teksten er stillet op som små essaydele i prosa-stil eller i knækprosa-stil. Sidstnævnte med meget korte linjer. Førstnævnte med ofte meget korte sætninger. Og. Således. Rigeligt mange. Punktummer. Ofte er der et ”måske” i Jul Jakobsens s tekst. Eller et ”i hvert fald”. I hvert fald måske. Det giver en lille tilbageholdenhed, en frugtbar tøven i forhold til Prædikerens meget bombastiske stil.

Det hele indledes i Kapitel 1 med:

Ord af Prædikeren, født Pedersen, dronning af Normalistan. Flere af dem. De bedste. Venligst udlånt af Davids søn, konge i Jerusalem”. (s. 13)

Alting har en tid og den her er min” (s. 51), skriver Jul Jakobsen i rundesangen med det absolut mest berømte kapitel (3) fra Prædikerens Bog. En af ”verdenslitteraturens smukkeste tekster”, som hun selv skriver det.

Vejer den gamle gnavpots ord og billeder.

Her som overalt i bogen synger hun sin rundesang i en respektfuld omgang med og inddragelse af Prædikerens ord. I medsigelser såvel som modsigelser, når hun – som forlaget skriver det i bagsideteksten – ”vejer den gamle gnavpots ord og billeder.” Som bogens friskfrække forsidebillede af en ung kvinde, der rank og beslutsom sidder på kanten af en sofa på en øde kæmpeslette af udtørret sø- eller havbund og betragter og grunder over et billede.

Jeg samlede også på ord. Gode ord. Overraskende vendinger. Rammende replikker. Tale er sølv og tavshed guld. Nøjes med sølv. Sådan er det bare. Måske generelt. Med mig”. (s. 30)

Det er lige nøjagtig, hvad prædiker Jul Jakobsens rundesang med Prædikeren er fuld af: Rammende replikker. Masser af inspirerende fortælling og overvejelser om tomhed og muligheder i eksistensen anno 2016.

Hvor er den bare god, og stærkt anbefalelsesværdig, denne fine Rundesang. For præster og prædikere, ja, men også og endnu mere for mennesker, som bare gerne vil tage en troværdig runde omkring tomhed og muligheder i det, der er vores liv hver især. I clinch og i dans med en gammel bibeltekst ført an af en kvinde, der ved, hvad hun taler om, og hvad hun har på hjerte. Jul Jakobsen viger ikke på nogen måde tilbage for at tage ord om tomheder og trælsheder i munden. Men hun taler ud på en måde, hvor det munder ud i opbyggeligheder om livet og det andet menneske set som en gave. Opbyggeligheder, der klart overtrumfer Prædikerens livsanskuelse.

Derfor er det bedste, og det ved vi jo godt, hver gang det er Jul igen. Som her:

Alt dette lagde jeg mig på sinde efter at have gransket det hele. Det var hvad der kom ud af det. Livet er som det er. Det handler om hvordan vi tager imod det. At de retfærdige og de vise og deres gerninger er i Guds hånd. Og hvad er Guds hånd andet end de hænder der rækker ud og rører os. De hænder der holder om og holder fast og som vi griber ud efter når vi har brug for det. Og sådan er det, når livet giver mening”. (s. 177).

Hanne Jul Jakobsen:

Rundesang. Om tomhed og muligheder

Eksistensen, 2016.

228 sider. 198,-

Læs uddrag af bogen her: https://issuu.com/forlagene/docs/rundesang_uddrag

 

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Gudmund Rask Pedersen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *