Af Unna-Pernille Gjørup, konstitueret sognepræst i Grenaa

Med Paradisskyggen – Grundtvig i kærlighed og krise tager forfatter Birgitte Stoklund Larsen fat, dér hvor det gør ondt – og godt. Hun er nu generalsekretær i Det Danske Bibelselskab, journalist samt ikke mindst tidligere leder af Grundtvig-Akademiet i Vartov og redaktør af Dansk Kirketidende. Og Paradisskyggen viser til fulde hendes dybe og brede indsigt i N.F.S. Grundtvigs liv og lære.

Himmel og jord i sync

Bogen behandler Grundtvigs kærlighed og kriser og tager udgangspunkt i hans tab af sin anden hustru, den elskede Marie Toft, som vi kender fra sangen ”Hvad er det min Marie”.

Sangen beskriver, hvordan de to kan være fælles i tro, i sang og ved alter­gang, og at de i disse troens udtryk er uadskillelige som kirken og dens amen, som præst og menighed. Og hans tale ved hendes begravelse i 1854 taler om tab og sorg – og glæde. For Grundtvig levede i fuld tillid til, at det levede livs kærlighed ville fortsætte hinsides døden.

Fra det jordiske til det himmelske

Stoklund Larsen kalder menighedens salmesang for Grundtvigs ’tredje sakramente’. Her lever det Gudgivne åndedrag. Guds ånd, som jordklumpen Adam fik indblæst, så han blev et guddommeligt eksperiment af støv og ånd, er en Guds gave til mennesket, som vi ikke taber.

For vi er Guds skabninger, skabte i Guds billede. Vi trækker vejret med ham, når vi synger, vi deler liv og vej med ham i dåb og nadver, de to lutherske sakramenter.

Grundtvig var i 60’erne da han mødte Marie Toft. Han var da en kendt skikkelse i København, der samlede mange til gudstjenester i Vartov. Og salmesangen her var både berømt og berygtet.

Fordi det er kroppen, der erfarer, elsker og tror, så slutter Grundtvig uden videre fra jord til himmel; det jordiske og det himmelske forbindes. Det erotiske er religiøst og det religiøse erotisk. Denne sammenhæng oplever Grundtvig selv i sin meget stormfulde forelskelse, hvor han nærmest fortabt centrerer sit liv omkring Marie, også før hans syge hustru Lise er lagt i graven, hvilket voldte en del sladder i lillebyen København. Derom kan man læse levende hos Elise Boisen.

Efter i sit første ægteskab ikke at have oplevet en troens samhørighed, er det stort for en Grundtvig nu at opleve, at der ”af Kjærlighedens ’bliv’/ Skabes et nyt, treenigt Liv!” (bemærk i øvrigt hans gentagne brug af udråbstegn), jf. verset fra ”Hvad er det, min Marie”:

 

Derfor vi os forbinder

I Tro og Kjærlighed,

med Dødens Overvinder,

som daled til os ned,

som til Gud Faders Ære

vil Støvet klart hjembære

i Aandens Favnetag!

 

Hjertelig tidsregning

I sit tidsskrift ’Danskeren’ udgav han i 1848 digtet Hjærtelig Tidsregning. På dette tidspunkt er han stadig gift med Lise, men Marie er blevet en del af Vartovmenigheden, og han har sin gang på hendes Rønnebæksholm. Samdrægtigheden skinner igennem i digtet:

 

”Mellem ligestemte Sjæle

Venskab aander Kjærlighed,

Lader haant om Eftermæle

Af Forandring intet véd; …

 

Héri anes det håb om en levende opstandelse i et fælles, evigt liv, som tabet af Marie få år senere smertefuldt sætter igennem som en bærende kraft.

Paradisskyggen

For Grundtvig er opstandelse en levende og kommende virkelighed. Billedet Paradisskyggen, der stammer fra et forlovelsesdigt til Marie, er også dobbelt. For skyggen er fravær; en rest af noget, der var. Men skyggen kan også være en anelse, en foregribelse af noget kommende:

Paradisskyggen er både erindringen om livet i Paradis og vores anelse om, hvad der vil komme den dag vi er døde. Tab og håb er indeholdt.

Mennesket er erfaring og historie

Stoklund Larsen viser os, hvordan Grundtvigs vidtfavnende kristentro er funderet i såvel historien som i en legemliggjort tro:

Mennesket er et erfaringsvæsen, og Bibelen er bogen, der fortæller (om) mennesket og Guds historie med mennesker. Det er erfaringen, der er den afgørende kilde til viden om mennesket og kristendommen. Historien er summen af menneskelige erfaringer. Ergo er kristendommen historisk, i og med at den udfolder sig i tiden, blandt mennesker:

Mennesket kan drage paralleller fra eget liv – erfaringer om synd, lidelse og kærlighed, der er krop – til det evige liv.

Og menneskets historie spejler sig i den store bibelske Guds historie. Grundvigs velfunderede indsigt i nordisk mytologi inddrager forfatteren også til at belyse sit ærinde: ”gennem det personlige at ramme noget alment eksistentielt – måske noget eviggyldiggt og derfor også meget moderne”.

Feigt er Knur mod Norne-Dom

For mytologien er sindbilledet på det liv vi nu (til hver en tid) lever, og den inddrages som en nordisk første del af den kristne frelseshistorie:

Nornegæst, som ved den tredje nornes indgriben ikke undgår, men udskyder sin død, bliver i det sidste digt, kendt fra Grundtvigs hånd, et billede på ham selv:

Nornegæst, der har vandret om i ca. 300 år, bor nu hos Olav Tryggvason, hvor han netop er døbt i den nye tro. Nornegæst siger i Grundtvigs genfortælling: ”Jeg mener, jeg er gammel nok, var det Guds Villie” og da slukkes hans livslys.

I sit sidste digt skriver den 88-årige Grundtvig, at ”Feigt er Knur mod Norne-Dom!”, og han gør Nornegæsts ord til sine i første strofe: ”Gammel nok jeg nu er blevet”. I digtet bliver den forestående død til ”det store vilde hav”, en kaosmagt. Han står nu på falderebet:

 

Vel, paa jordisk Viis at regne,

Langt af led er Paradis,

Er os nært dog allevegne,

Hvor hos Ordet er Guds Priis,

Saa for Sjæle-Færge-Stavnen,

Brat sig aabner Himmel-Havnen!”

 

Men han har jo også et levende håb om gensyn og genopstandelse. Med Marie.

’Brat’ er et velkendt ord i Grundtvigs digterhånd. Dette digt er sat i musik af Thomas Laub, fortæller Birgitte Stoklund Larsen, og dramatikken og tilliden til Guds vilje markeres klart: De første tre strofer står i mol, de to sidste i dur.

Således er da Grundtvigs evighedshåb indkredset.

Det erfarede livs levende håb

Det vilde hav er billedet på den død, der ikke kan omgås, det uomgængelige menneskelige vilkår. Den kan udsættes, som Nornegæst oplevede det; og som enkens søn i Nain erfarede det. En tekst som Grundtvig kaldte ”en velsignet Trøste-Prædiken for alle dødelige Mennesker”.

Men gennem erfaringen og det kropslige kan vi håbe. For det er kroppen, der har elsket, og kroppen der kan forvente en opstandelse i fællesskab med de forhen afdøde og Gud selv. Også efter Maries død i 1854 skrev Grundtvig en del digte og sange til hende. Savnet og sorgen bestod. Men også en glæde i oplevelsen af et fællesskab centreret i Gud: i salmesang og i nadver. Forventning om evigt fællesliv.

Paradisskyggen er minde og håb.

Tro som livskraft

Grundtvig havde i sit liv tre dybe livsgennemtrængende kriser, som han hver gang kom igennem, netop fordi han havde sin Gudstro som en altgennemtrængende livskraft og livsglæde med sig. Hver dag. I sorg og tab, i kriser og i kærlighed og glæde. Et kærlighedens bånd, der binder jord og himmel sammen i en levende erindring. Det evige liv kan vi vente os noget godt af, fordi det jordiske liv er så godt. Godt også med sin modgang.

Birgitte Stoklund Larsens bog om Grundtvig i kærlighed og krise er således anbefalelsesværdig som en indføring i Grundtvigs liv. Om end på ingen måde dækkende for Grundtvigs enorme spændvidde i længde og bredde. Det er til gengæld heller ikke hensigten. For forfatteren har ”fulgt et enkelt – vigtigt – spor af personlig undren og interesse.”

I perioden, hvor jeg har haft bogen til anmeldelse, har jeg også brugt den i forbindelse med begravelsesprædikener. For billederne af sorg og krise og behovet for håb og trøst, for at knurre og vende sig mod og til Gud, er lige aktuelle i dag.

Den montageagtige bog om den gamle og hans kærlighed og kriser er oplagt for en bredere forståelse og til yderligere fordybelse. En mand for hvem himmel og jord er i sync. Det er da livsbegejstrende!

Birgitte Stoklund Larsen21253426450_837ec7ed37_z

Paradisskyggen – med Grundtvig i kærlighed og krise.

Kristeligt Dagblads Forlag. 192 sider. 249,95 kr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Martin Høybye

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *