Evangelieteksten

Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« Matthæusevangeliet 20,20-28

Prædiken

Småt er godt.
Det er stort at være lille.
Det er også nogle gange svært – at være den lille.
Så kan man godt gå og drømme om at blive, om ikke noget stort, så den store.

Jeg kan selv som noget af det allerførste fra mit eget liv huske, hvordan jeg som tre-fire-årig en overgang gik og samlede små pinde på cerut- eller cigarstørrelse op – og så gik jeg med sådan en pind/cigar mellem fingrene og snakkede til dem, der gad høre, om min gård og min kone og hvad jeg nu sådan havde at gå og se til i mit stormandsliv.
Eller som min yngste søn, af og til klemt af storebrødrene, engang som seksårig i sommerhuset kom hjem med en ny-scoret jævnaldrende kammerat henne fra legepladsen, og præsenterede ham for os med ordene: ”Det her det er Jannik. Han er seks år. Næste gang bliver han otte.” Og jeg kan tydeligt se for mig, hvordan kammeraten Jannik overhovedet ikke protesterede over den oplysning, men bare nikkede betydningsfuldt.

Jo, storhedsdrømmene kender vi alle sammen. Både i det store og i det små. Såvel på egnes som på andres vegne. Ens afkoms for eksempel.
Ingen skal fortænke Zebedæussønnernes, to af Jesu disciples, mor i gerne at ville gøre sit til om muligt at sikre sig sine sønner en så god position som mulig. Men vi ved på den anden side også godt, hvor nemt et sådant forehavende kommer til at virke grotesk og helt galt afmarcheret.
Der findes nu i dag, efter sigende, en hel del forældre a la Zebedæussønnernes mor. De kaldes curlingforældre – forældre som ”fejer” på livet løs for at bane vejen for deres lille pode, som gerne må komme frem ved at støde en anden væk. Eller som de også kaldes: Helikopter-(eller drone)-forældre, som svæver ovenover også deres unge sågar universitetsstuderende afkom, hele tiden klar til at dykke ned og meget ensidigt tage podens parti overfor lektorer og rektorer af enhver art, hvis ens søn eller datter fagligt fuldstændigt uretfærdigt er blevet vurderet til et eller andet under 12.
Åh, hvor er der dog sket meget, siden Jesus og hans disciple vandrede rundt i Galilæa og omegn. Og hvor er der dog samtidig sket meget lidt på visse områder. Og specielt da i det grundmenneskelige.
Jesus spørger Zebedæussønnernes mor og sønnerne med: Vil I gerne til tops og have magt og indflydelse? Jamen, så må I samtidig hver især spørge jer selv: Kan jeg klare mosten? Og hvad angår Guds riges sammenhæng, og dvs. det med Gud og os, der hvor alting begynder og der hvor alting ender og går op, det sandt menneskelige: Guds rige – hvad angår dén sammenhæng, så er den blottet for normalambitiøs karriereplanlægning og spin og magtmisbrug som vejen til noget som helst.
Evangeliets verden, Guds rige, er den omvendte verden, hvor – som sagt – småt er godt. Hvor det er stort at være den lille. Ja, hvor mindst er størst, og sidst er først, og ingen i virkeligheden vinder mere end den, der tør give slip.

Det er fint at tjene godt(!), siger Jesus. Vel at mærke, ikke ved først og fremmest at tjene på hinanden, men ved at tjene hinanden godt. Vise opmærksomhed, give plads og rum, venlighed, høflighed sågar.
Tænk bare på trafikken, og hvad der kan få den til at glide. Og hvad der bestemt ikke hjælper. Holde tilbage og give plads og ikke køre alene på sin ret. Det sidste, det kan man i sidste ende dø af – uanset hvor grønt lyset var.
Det lyder ikke af noget særligt, men det er det: Venlighed, opmærksomhed, rummelighed. Alene den tanke, at de andre skal også være her.

I discipelflokken blev der ballade. Da de ti andre hørte om Zebedæussønnernes mors aktion og sønnernes egen andel heri, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem sammen og sagde (sådan lettere oversat): Slap nu af! De skal også være her, selv om de for lidt siden gik galt i byen med deres ambitioner. Vi skal allesammen være her. Som vi synger det i en måske nok lidt naiv moderne salme, men også en salme med væsentlige evangeliske pointer som hentet ligeud af Jesu tale til sine disciple – med ord som: ”I skal ikke tjene på hinanden, / I skal dele glæde, sorg og brød. / Tjen hinanden, I er alle lige, / der er ingen rige i mit rige!” (DDS 369,4)

Hver eneste gang vi holder dåb på normaldansk vis, mindes vi om det allerstørste – at det er stort at være lille. Og at det sandelig også er stort at få en lille. En ny lille, som man som forældre – når det går godt, og det gør det ret ofte – hjertens gerne vil stå til rådighed for, til tjeneste for, døgnet rundt, 24-7. Her er det så ligetil med udlevelsen af Jesu ord: ”Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl” – der er nok ikke noget sted, hvor vi mere villigt og ligefremt går ind i den sammenhæng end i forholdet til vores egne kære små. Og virkelig står til tjeneste på tider og måder, man skulle tro var løgn, når man tænker, bare få år tilbage, til ens ungkarleogungpigedage.
Det er meget værd. Samtidig må det finde sine nye balancer som årene går.
Ved begravelsessamtaler kan man af og til høre de pårørende sige om deres gamle mor: ”Hun vidste aldrig alt det godt, hun ville gøre for os – hun ofrede sig fuldstændig for sine børn og børnebørn.” Skal vi det? Skal vi ofre os for hinanden?
Nej, vi skal tværtimod gøre alt, hvad vi kan, for at den ene ikke går og ofrer sig for den anden. Vi skal tjene hinanden med opmærksomhed og på måder, hvor det så vidt muligt går begge veje, og hvor vi bestræber os, alt det vi kan, på ligeværdighed.

Det ligger som en urgammel tanke i kulturer verden over, om man skulle kunne ofre sig til det gode liv, til Guds velsignelse og Guds velbehag. Som vi hørte det med den gamle pagts ord fra Det Gamle Testamente først i gudstjenesten: ”Hvordan skal jeg træde frem for Herren…? Skal jeg træde frem for ham med brændofre…? Skal jeg give (ham) min førstefødte…?”
Og svaret til os lyder, endegyldigt, med Menneskesønnen og den nye pagt in mente: Nej! Vejen til Gud og det gode liv går ikke via offer! Det ligger i svøb i Det gamle Testamente, når vi hører om det himmelske råb til Abraham på Morija Bjerg: Nej! Du skal ikke ofre din søn, Isak. Og andre steder i GT. Det ligger fuldt udfoldet for os med Jesu død på korset, som er det endegyldige offer og al offermentalitets(!) som guddommelig legitimeret vej. Hvorfor det? Hvordan det? Jo, for her med Jesu korsfæstelse er der ingen Gud at ofre til – han hænger selv på korset!

Det er en stor og voldsom og vild tanke – og vi kommer ikke til bunds i den hverken i dag eller i dette liv. ”O kristelighed! / du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved,…” Ja. Herunder korsets gåde, og den nåde der herfra udgår til os alle.
”Menneskesønnen,” siger Jesus, ”er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” Det er korsets gåde. Og det er kærlighedens gåde. Og det er den nåde, at vi i bunden og grunden af det hele må begynde hvert øjeblik med at tro os elskede. Fordi, det er vi. ”Vi elsker, fordi Gud elskede os først.”, sådan lyder det, hvis du vil have kristendom på kortform: ”Vi elsker, fordi Gud elskede os først.” Sådan er virkeligheden grundlæggende, kristeligt set: ”O kristelighed! / du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved,” (DDS 321,1)

Ingen ved det bedre end de små. Allerbedst de allermindste små, som aldrig bliver større i Guds riges sammenhæng – hver især, dybt troende, sande ”eksperter” i tro og bøn og i det at være afhængig af kræfter og magter større end ens egne. De kan slet ikke andet. Og så er de bare, for en tid, det de er, og vi i grunden alle er: Små.
Småt er godt. Det er stort at være lille. Det er også nogle gange svært – at være den lille. Så kan man godt gå og drømme om at blive, om ikke noget stort, så den store. Og hvad skal vi så efterhånden, som vi vokser op og vokser til. Ja, lad bare den gamle pagt med profeten Mikas ord vise os retningen med ordene: ”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, … Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.” (Mika 6,6-8) og med din næste, må vi tilføje, for med Guds rige for øje hænger det hele sammen. Rigtig godt endda! Amen.

Skrevet af Gudmund Rask Pedersen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *