Kirkegården ved Hjortshøj Kirke ligger, som så mange andre kirkegårde ved hvidkalkede middelalderkirker, rundt om kirken. Kirken selv ligger smukt på en høj i den nordlige udkant af Hjortshøj og omkranses af kirkegården, der med sine grusstier, klippede hække og små velholdte gravsteder, byder folk indenfor. De fleste skænker det nok ikke mange tanker, at man skal gennem kirkegården for at nå hen til kirken, men kirkegården har en vigtig funktion, for den er et sted, hvor man kan mindes og mødes. Og netop mødet, som sker på kirkegården, er menighedsrådet i Hjortshøj Kirke blevet mere opmærksomme på.

”Kirkegården er det sted, hvor der kommer allerflest mennesker, og man kan se hver torsdag og fredag, at folk kommer med blomster og andre ting. Der bliver kirkegårdspersonalet tit den første kontakt med kirken, efter man har mistet en pårørende. Og der er det jo godt, at folk bliver gjort opmærksom på, at vi har de og de arrangementer,” fortæller Peder Kjærgaard, som er menighedsrådsformand i Hjortshøj Kirke.

Min rolle er blandt andet at tale med folk

Finn Matzen har været graver ved Hjortshøj Kirke i omkring 11 år, og han oplever også, at en stor del af hans arbejde har en social funktion, hvor han får skabt kontakt mellem de besøgende på kirkegården og kirken.

”Min rolle er blandt andet at tale med folk og føle, om folk har det godt på kirkegården. De kommer og kan snakke med mig, og jeg får lidt at vide om deres børnebørn, eller at de skal til bryllup i weekenden. Efter en vis periode får man et rimelig tæt forhold til dem, der kommer her fast. Jeg får næsten alt at vide,” siger han.

Efterhånden kender han ’de faste’, som kommer jævnligt på kirkegården. Det er både unge og gamle, og de fortæller alle sammen om både stort og småt i deres liv. Der var for eksempel kvinden på omkring 94, som altid havde fem-seks buketter med, som hun gik rundt og lagde på familiens og vennernes grave. Hun var optaget af lokalhistorien i Hjortshøj og vidste også en masse om Hjortshøj-mordet, som hun til det sidste beskæftigede sig med og snakkede med Finn Matzen om.

”Hun elskede, når hun kom og kunne fortælle, at hun havde fundet ud af lidt mere fra nogle gamle artikler, hun var faldet over. Hun er desværre bortgået, og vi bisatte hende sidste år. Der er også en mand, som kommer her to-tre gange om ugen, hvor han kigger til sin kones gravsted, og så får vi en snak med ham fem-ti minutter, og så får han det bedre og kører videre igen.”

Finn Matzen taler med en af de faste besøgende på kirkegården

Finn Matzen taler med en af de faste besøgende på kirkegården

Frivillige kræfter til kirken

Finn Matzen får mange små indblik i folks liv, og det kan både være stort og småt. Nogen snakker om fodbold, mens andre fortæller om deres børn eller børnebørn, og andre fortæller om den, de kender, som ligger begravet på kirkegården.

”Der er en hel del ældre, som går tur heroppe. Så går de rundt og kigger og snakker med os. Så kommer de og siger ’ham, der ligger der, kan jeg huske. Han var det og det i byen’, eller ’hun gjorde sådan og sådan’, så vi får en masse lokalhistorie. Inden jeg startede som graver her, vidste jeg ikke nær så meget om byen, som jeg gør i dag.”

Og selvom det kan virke som en lille ting, at graveren snakker lidt med folk på kirkegården, så er det faktisk her, at mange folk for alvor møder kirken. Og mange ender med at være frivillige i kirken efter at have snakket lidt med Finn Matzen.

”Flere af dem, jeg har snakket med ude på kirkegården, de er begyndt at hjælpe med forskellige ting her i kirken, som torsdagscafé eller begravelseskaffe. Jeg snakker med dem et stykke tid, og så spørger jeg f.eks., om ikke de kunne tænke sig at være med i menighedsrådet. Det vil de måske ikke lige, men så spørger jeg, om de kunne tænke sig at hjælpe lidt til en gang i mellem, og det vil de som regel gerne. Nogen af dem har ikke siddet i kirken før, men det gør de så nu,” fortæller han.

Men udover at fungere som kirkens ansigt udadtil, har gravere som Finn Matzen også en stor rolle at spille – især for de ældre, der har mistet deres ægtefælle, og som ikke har så mange at snakke med derhjemme.

”De unge snakker ikke så meget med os. De har nok et bagland at snakke med, mens de ældre nok mere går for sig selv og ikke vil ligge til last for de unge. Det ser vi også ved begravelser og bisættelser: Mange ældre vil brændes, for de vil ikke være til besvær for deres børn. Der er endda nogen, som har gjort det hele klart, inden de går bort. De har både skrevet salmenumre ned, hvad der skal være til begravelseskaffen og sørget for at arrangere gravstedet. Så det hele er på plads.”

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

2 Comments

  1. anja bisp pedersen 3. april 2017 at 11:40

    Kære Finn.
    Hvor er det rart at du sætter ord på de bløde værdier som også er en del af en gravers dagligdagen på en kirkegård. Jeg arbejder selv som graver på en lille landsby kirkegård og kan nikke genkendende til hvert et ord du siger. Jeg synes det er svært at forklarer andre udeforstående hvor vigtigt det er at der er en graver på kirkegårdene i hverdagene så de besøgende har et menneske de kender og kan går hen til og få en snak om stort og småt. Tak for at der bliver sat fokus på et emne som efter min mening, er meget vigtigt at forstå.

  2. Jeannette Refstrup 5. april 2017 at 11:43

    Kære Anja,
    tusind tak for dine ord – de betyder meget 🙂
    Bedste hilsner fra
    Jeannette

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *