Af Gerda Kirstine Neergaard Jessen

Den 6. september sidste år rykkede verden ind i vores lille land, da hundredvis af syriske flygtninge pludselig gik på Sydmotorvejen ved Rødby. Et billede husker jeg særlig fra de dage; en politimand, der havde sat sig på vejen for at lege med en lille pige. Et kort øjeblik var et bånd opstået mellem de to, og jeg er sikker på, at dagen blev løftet for dem begge.

Det skete i en ekstrem situation, at det skete, men vi kender alle sammen til at et bånd bliver bundet mellem os selv og et andet, måske fremmed menneske. Og styrkede af mødet, går vi videre i vores hverdag.

Næstekærlighed som bro

Gerda Jessen er præst i Skorup-Tvilum Pastorat. Et landsogn med omkring 2200 sognebørn

Gerda Jessen er præst i Skorup-Tvilum Pastorat. Et landsogn med omkring 2200 sognebørn

Der bliver bygget en bro mellem os. En farbar vej mellem to, der ellers bare ville have gået hver sin vej. Broen kan være så skrøbelig som et smil eller så cementeret som et ægteskab. Jesus kalder mødet for næstekærlighed. Vi kender det fra en af de mest centrale lignelser i det Nye Testamente, ”den barmhjertige samaritaner”. Næstekærligheden, siger Jesus, er ikke noget vi selv stabler på benene, men en gave fra Gud. Der er altså ingen grund til at prale af den på Facebook, for vi har ikke selv opfundet den. Og sand næstekærlighed er ifølge lignelsen ikke kun at yde hjælp, men også at tage imod den. Når vi gør det, bygges der broer mellem mennesker.

Korset som bro

Når vi bygger de mellemmenneskelige broer, er nogle kun en hjælpende hånd et øjeblik; andre skal holde et helt liv. Vi kan have de bedste intentioner, når vi bygger broer mellem os, men kommer der tung belastning på den som fx stress, sygdom, arbejdsløshed, ja børn, så kan det være, at broen ikke holder.

Der er en bro, der altid bærer. Broen ser underlig ud, den har form som et kors og den går mellem os og Gud. Det er Guds egen søn, Jesus Kristus, der har bygget den med sit eget liv som indsats. Dagligt kan vi gå ad den i vores bøn og dagligt kommer Gud os til hjælp ad den samme vej. Den bro går fra vores daglige menneskeliv og til Guds rige.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *