Hvordan binder man et sogn sammen? Det kan være en udfordring for mange kirker at finde svaret på, hvordan man er kirke for et sogn, der kan have sociale skel og som måske også geografisk er stort. I mindre landsbyer har kirken ofte succes med at være limen, der holder lokalsamfundet sammen, men i de større byer kan det være svært.

Hvem er vi

Lisette Agerbo Holm er projektleder i Vor Frue Kirke

Lisette Agerbo Holm er projektleder i Vor Frue Kirke

Udfordringen i de større byer er, at sognegrænserne ofte er udviskede. Om man bor i det ene eller det andet sogn er noget, de fleste mennesker simpelthen ikke ved – og måske også er ligeglade med. Vor Frue Kirke ligger midt i Aarhus C, men sognet er stort og strækker sig langt mod vest i de nye bydele, der skyder op i disse år. Samtidig er Vor Frue Sogn et sogn med stor til- og fraflytning. Hvordan skaber man sig en tydelig tilstedeværelse hos folk i sognet i sådan en situation? Det spurgte menighedsråd og medarbejdere i Vor Frue Kirke hinanden om, og svaret kom for nylig på gaden i form af et magasin, der skal husstandsomdeles i sognet.

”Vi diskuterede grundigt, hvad vores fokus skulle være, og hvad vi gerne ville formidle i magasinet. Ret hurtigt blev vi enige om, at det skulle være et magasin med en vis holdbarhed. Derfor skulle det ikke indeholde en årskalender eller noget i den retning, som ville blive uaktuelt efter en bestemt dato. Det skulle fortælle om, hvem vi er, og hvad vores budskab er, men mest af alt skulle det være en beskrivelse af alt det, der foregår hos os – små smagsprøver, som gerne skulle give folk lyst til at komme på besøg og opleve mere,” fortæller Lisette Agerbo Holm, der er projektmedarbejder ved Vor Frue Kirke og har stået for koordinering og redigering af magasinet.

Magasin er risikabelt

Flere og flere kirker udgiver efterhånden magasiner, der skal fungere som kirkens ansigt udadtil. Nogle gange slår man simpelthen kirkeblad og magasin sammen, og andre gange, som hos Vor Frue, vælger man at udgive magasinet selvstændigt. Det er dyrt at udgive et trykt magasin: Der ligger et stort arbejde i at forberede artikler og sørge for, at de fungerer sammen. Samtidig skal man samarbejde med et firma, der kan lave layout på magasinet og trykke det. Og så skal magasinet også omdeles.

Marianne Frank Larsen er sognepræst i Vor Frue Kirke

Marianne Frank Larsen er sognepræst i Vor Frue Kirke

”Vi har overvejet nøje, hvorvidt magasinet kun skulle ligge online, eller om det skulle udkomme i en trykt version. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der kommer et hav af trykte magasiner, så der er stor risiko for at drukne i mængden. Og vi ved godt, at mange smider sådan et husstandsomdelt magasin ud sammen med reklamerne, så det er et stort sats. Men vi har indtryk af, at mange i sognet ikke selv ville opsøge et sådan magasin online. Et fysisk magasin skaber også noget synlighed ude i byen, fordi det samtidig fungerer som et slags udvidet visitkort for kirken,” siger Lisette Agerbo Holm.

Men hvorfor løbe sådan en risiko for at fortælle om sin kirke? Hvad håber Vor Frue Sogn at vinde ved at lægge ressourcer og arbejdstimer i et nyt magasin?

”Vi ville gøre folk tydeligt opmærksom på, at det her er deres – eller vores – kirke. Mere tydeligt end i et kirkeblad, for i et kirkeblad fortæller man, hvad der kommer til at ske de næste tre måneder. I et magasin kan man lave en bredere præsentation, hvor vi kan fortælle om Vor Frue Kirke og det særlige, vi kan. Vi fortæller om meget forskelligt, heriblandt om musikken og de mange arrangementer for små og store børn vi har her i Vor Frue Kirke. Det er en af vores styrker, at vi har så rigt og varieret et klassisk musikliv. Vi vil gerne lukke op og sige ’værsgo, kom indenfor,” forklarer Marianne Frank Larsen, som er sognepræst i Vor Frue Kirke.

Og her ligger måske fremtiden for, hvordan kirkerne i de større byer kommer ind på radaren hos folk: Man fortæller om det, som ens kirke er god til. Om det er musik, kunst, børnearrangementer eller noget helt fjerde. Sognegrænserne er på en måde blevet erstattet af nogle andre grænser mellem, hvad folk interesserer sig for.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *