kirkecare2Det første hold Aarhus-frivillige har nu været igennem det obligatoriske Kirke Care-frivillig-kursus og gjort de første erfaringer på gaden. ’Kirke Care Aarhus’ er et tværkirkeligt projekt under ’Kirke Care Danmark’, og den 16. september var folkene bag det klar med info-materialer, kaffe på kanden og en snak om Kirke Care ved deres stand på bispetorv i Aarhus.

Her kunne man møde ledende medlemmer af KirkeCare Danmark, ‘streetpastors’ fra Manchester og de lokale kirkecare folk, som fx Lars Lindgrav Sörensen, der er sognepræst i Tilst. Projektet har været i gang i Aarhus i sommeren 2016, og der er nu draget de første erfaringer, som Lars Lindgrav Sörensen fortæller om her.

Hvad går jeres arbejde ud på?

“Vi er en lille flok frivillige, der i løbet af sommeren hver anden fredag fra kl. 24.00-05.00 har bevæget os ud i nattelivet med lydhørhed og omsorg til unge og udsatte. Det er en meget stor oplevelse at opleve, hvor glade de unge er for at møde os, selvom de ikke kan få det til at passe inde i deres hoveder, at kirken ikke for længst er gået i seng.”

Hvad siger de til, at kirken er der, når de holder fest?

kirkecare3“De slapper straks af, når de finder ud af, at vi ikke er ude for at missionere men ‘bare’ er ude for at være tilstede. Det fører til mange spontane samtaler om alt mellem himmel og jord – også Gud. Derudover er der hver nat nogle, der har brug for hjælp, fordi de er blevet stangstive, har fået nogle stoffer, de ikke kan tåle, er kommet til skade eller lignende. Vi samarbejder fortrinligt med politi, dørmænd, Kirkens Korshær og de andre, der er oppe om natten i Aarhus. Det giver rigtig god mening.”

Hvad er historien bag KirkeCare?

”I England startede Streetpastors for en del år siden, og nu er der ca. 15.000 frivillige, der går ud om natten i de engelske byer. Streetpastors blev plantet i Hillerød for ca. tre år siden og fik på dansk grund navnet ’Kirke Care’. I Hillerød går 40 frivillige på skift ud hver fredag og lørdag nat, samt i Hillerød Øst fredag aftener. Der er over 20 kirker og organisationer med. Fra luthersk mission over Folkekirken til Pinsekirken.”

Hvem står bag den aarhusianske udgave?

”Folkekirkesamvirket har taget bolden op i Aarhus, men vi arbejder på at danne vores egen forening med kirker fra folkekirken og frikirker. Metodistkirken i Aarhus er meget interesserede i arbejdet, ligesom de fleste andre kirker har vist positiv interesse. Jeg er tidligere ungdomspræst i Aarhus og er også ad den vej blevet interesseret i dette unikke kirkelige, diakonale arbejde.”

Hvor tit vil I være til stede i nattelivet i Aarhus?

”Hele sommeren har vi som sagt været ude hver anden fredag nat. Men når vi får flere gennem vore kurser, vil vi gerne være på gaden hver fredag og lørdag nat året rundt.

Hvad er håbet for indsatsens resultat?

”Det er todelt. Nemlig at vi med lydhørhed, omsorg og hjælp kan genspejle Guds kærlighed til alle mennesker. Og at kirken ved at arbejde sammen om en konkret opgave kan blive mere hel og ét.”

 

Fakta:

– ’Kirke Care Aarhus’ er et tværkirkeligt projekt under ’Kirke Care Danmark’.

– ’Kirke Care’ er indbudt til Aarhus af FolkekirkeSamvirket, med opbakning fra bl.a. Natteravnene, Politi, Kommune, Gadepræsten, UngK, Café Exit, Kirkens Korshær og KFUM’s Sociale Arbejde.

Se mere her: www.folkekirkesamvirket.dk

 

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Martin Høybye

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *