Henrik Oest er præst i Helligåndskirken

Henrik Oest er præst i Helligåndskirken

Hvem vi har som venner: vores bekendte, vores omgangskreds. Det siger noget om, hvem vi er. Det er rigtigt. Mange har venner fra arbejdet, kolleger dvs. mennesker med samme uddannelse. Mange har venner fra skole, gymnasiet, den videregående uddannelse. Eller man har venner gennem samme fritidsinteresse. På mange måder har vi det med at omgås mennesker, der ligner os. Vi siger jo også som et mundheld: ”lige børn leger bedst.” Selvom vi mener om os selv, at vi er åbne og udadvendte, tolerante, så er vi alligevel langt hen ad vejen en stammekultur. Vi holder os til vore egne. Det gør os trygge. Vores kultur, vores skikke, vores måde at gøre tingene på, og vores meninger skal også helst kunne bøje sig mod hinanden. Vi kan måske godt li’ en rask diskussion om et eller andet, -men sådan store, grundlæggende forskelle, det bryder vi os ikke så meget om. Sådan er det med de fleste af os. Derfor er det også svært for fremmede at komme ind under huden af os danskere.

Lad os prøve det gamle mundheld overfor Jesus: ”Vis mig dine venner, og jeg skal fortælle hvem du er”. Hvis vi brugte den sentens i forhold til Jesus, så det noget broget ud. Det er lige præcis det, der er på spil her i dagens fortælling. Det jødiske samfund dengang var meget opdelt. Opdelt i dem og os. Der er jøderne og de andre folkeslag, -hedningerne som man over én kam kaldte dem. Og man holdt sig til sine egne. Og så var der opdelinger indenfor det jødiske samfund. Sociale skel. Mellem rig og fattig, mellem de raske og de syge, – mellem mand og kvinde, -og mellem de, der gjorde det rigtige og de, der gjorde det forkerte og uaccepterede, – tolderne og synderne. Og for den religiøse elite, de ansete, de selvbevidste var der ingen slinger i valsen, -man omgik ikke de forkerte. Det var en simpel grundregel.

Hvordan ser Jesus på det? Han, der kaldte sig rabbi, jødisk lærer, han, der havde disciple, der skulle lære af ham, ham, om hvem man sagde, at han var Messias, Guds søn. Hvem omgav han sig med?

Ja, vi hører, at han sidder til bords med toldere og syndere, som der står, -toldere og syndere som en samlebetegnelse for dem, der ikke gjorde det rette, de der ikke forstod, hvad der var forkert og rigtigt i de ledende jøders øjne. Og ikke nok med, at Jesus ikke vendte de foragtede ryggen. Han sidder til bords med dem, -spiser sammen med dem, -ja hvad der er endnu værre, han kalder en af tolderne til discipel. Det var fuldstændigt uhørt. Oprørende. Revolutionerende anderledes.

Tolderne, -det var datidens værnemagere. Tolderne var dem, der tjente gode penge på besættelsesmagten. Det var ikke velset. Der var jo nogen, der skulle gøre det beskidte arbejde, kunne tolderne indvende. Og hvis de ikke gjorde det, så var der nogle andre. Besættelsesmagten, romerne skulle have deres penge. Som det var herhjemme under besættelsen. Der var også nogle, der tjente gode penge ved at handle med tyskerne, og de undskyldte sig også med, at hvis de ikke gjorde det, så var der nok nogle andre, og det var jo tyskerne, der bestemte. Men fordømmelsen af værnemagerne var massiv. Besættelsestidens toldere og syndere blev fængslet, forhånet, fik håret klippet af. Og det var ikke nogle, man kunne drømme om at have med at gøre. Spiste man sammen med en værnemager eller tyskertøs, så troede andre vel bare, at man havde den samme holdning som dem. ’Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er’. Den sætning har holdt mange udenfor, i et jerngreb af fordømmelse og udstødelse.

Jesus, Guds søn ser altså fundamentalt anderledes på det. Og han er dejligt ligeglad med, hvad de fine folk kunne mene om ham. Sig mig hvem du omgås, -ja Jesus ville gerne kendes som den, der kunne omgås hvem som helst, han der brød murene af sociale skel ned og ikke puttede folk i kasser.
Det løber som en klar rød tråd gennem fortællingen om Jesus Kristus, at han netop brød skel ned. Han valgte at omgås og tage imod alle. Om det var kvinder, som ikke blev stort regnet på det tidspunkt, -var det de syge som man troede var urene, var det de fremmede. Jesus valgte at se på andre som – ja, -blot mennesker. Som gudsskabte. Og Gud har altså både skabt værnemageren, forbryderen, kongen og bondedrengen, jøden og samaritaneren. Jesus vælger bevidst og utroligt tydeligt og aldeles direkte ikke at se på det ydre, det synlige. Han vælger at se ind i hjertet, helt ind i det allerinderste hjertekammer. Og helt derinde er vi som mennesker grundlæggende alle ens. Vi har samme behov for kærlighed og tilgivelse, samme behov for at blive taget imod og respekteret. Som det jo så umådeligt smukt illustreres ved barnedåben. Ved Lucas’ barnedåb lige før. Dér tager Gud imod os, og der i barnedåben er vi alle ens og behandles allesammen ens. Det kan godt være, at dåbskjolen er forskellig, forældre og gæster kan variere fra barnedåb til barnedåb, -men alle de små er ens på den måde, at de ikke kan yde noget, de kan blot tage imod, og de er alle ens i at have de helt basale behov, -behov for kærlighed og omsorg, overbærenhed, accept. Og i barnedåben er det de samme tre små håndfulde vand, -de helt samme ord, -om det er en prins af kongehuset eller om det er kassedamens barn. Der er ikke forskel. Der er ikke forskel i det, der betyder noget, det der er indholdet. Jesus viste, at han tog imod alle, var sammen med alle. Han gav sig selv fuldt ud og ligeligt til alle, og at han kunne glædes over, at være kendt for dem, han omgav sig med af alle klasser og på trods af alle skel og barrierer.

Da de fine farisæere kritiserer Jesus for sin omgangskreds, siger han: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.” Og så er det jo interessant at overveje: hvem er det i virkeligheden, der er de syge og synderne, og hvem er de raske og de retfærdige? De fine folk ville klart se sig selv som de raske og retfærdige, men Jesus ser anderledes på det. Det er de, der fordømmer andre, der er de skyldige. Det er de, der mener at kunne bedømme de og de uden for Guds kærlighed og uden for fællesskabet, det er de, der sætter skellene op, der er de virkeligt syge og det er så også dem, der sådan set selv sætter sig udenfor. Jesus ønsker, at vi skal forstå, at der reelt ikke er nogle, der er retfærdige, -vi er alle syndere. Vi bærer alle på synd og skyld. Nogle måske mere synligt end andre, jovel. Men vi kender godt os selv, vores inderste jeg, og dernede i de inderste gemmer, der er alt ikke lige kønt og flot og fint, der er noget, vi alle sammen gerne vil holde nede i glemsel og mørke. For ikke alt er kønt i det åbne klare dagslys.

Jesus relativerer ikke. Han siger ikke, at tolderen Levi har gjort det rette, og farisæeren kun det forkerte. Og Jesus er ikke den, der siger, at alt er ligegyldigt, og man skal bare gøre det rimeligt godt, så går det fint og flot. Det er ikke Jesus. Det er ikke hans mening. Han er kommet for at kalde syndere, men ikke for at sige, at det ikke betyder noget, hvordan man er, og hvordan man forvalter sit liv. Jesus ønsker at tilgive og tage imod alle, men ikke for at sige af 5 og 7 er lige, og at det går nok alt sammen. Nej, kravet er klart. Der er noget, der er forkert og noget, der er rigtigt. Der er stadig en klar gylden regel: ”Hvad du vil, at andre skal gøre mod dig, det samme skal du gøre overfor dem”, -og så ved man godt, hvad der er synd og forkert, og hvad der er godt og rigtigt. Det er soleklart – ja også at vi alle har behov for tilgivelse, overbærenhed og en chance til. Men det Jesus klart understreger overfor farisæerne, det er, at de ikke skal sætte skel og grænser, og de skal bestemt ikke mene sig at have ret til at bedømme andre udenfor og fortabt.

Nu kan man forenklet sagt godt anskue den danske folkekirke som én stor forening, foreningen af kristne, et fællesskab af troende og tvivlende mennesker. Men det er en forening, hvor vi slet ikke er ens. Her om lidt knæler vi ned foran alteret, som man gør det i tusindvis af kirker her i landet, ja ud over hele jorden. Og vi er en broget skare, -fra vores kolde nord, -til det mørke Afrika, -fra Kina til Brasilien. Millioner, milliarder af mennesker under samme himmel og med samme tro, men på mange måder utroligt forskellige. Men altså fælles i samme tro og mødt af helt samme nåde og kærlighed. Og vi knæler uden forudgående krav om det ene eller det andet. Vi skal ikke kvalificere os. Vi skal blot tage imod, tage imod som et lille hjælpeløst dåbsbarn. Det er egentlig stort. Hvor findes ellers sådant et åbent fællesskab?

Det er det nye, der sker med Jesus. Det er nybruddet, og det skal også gerne påvirke vores måde at møde det andet menneske på. At vi ikke lukker andre ude, at vi også vil kendes på, hvem vi omgås, og at det ikke kun er snævert dem, der er som os.

Som den gode forståelse af den ellers så forhadte Jantelov: ’Du skal ikke tro at du er noget’. Nej, vi er ikke noget i os selv, vi er noget, når vi er noget for andre, og vi er noget, fordi vi får så meget givet. Og som et andet bud i janteloven: ’Du skal ikke tro du er mere end os’. Det kan godt være den og den kan noget mere end andre, god til håndbold, matematik, skak, til at tjene penge, -men det gør dem, ikke mere end andre. Vi har alle værdi, lige meget værdi. Den lærde professor og nobelprismodtager, der beundres, er ikke mere værd end den als-ramte, der ikke kan noget som helst uden massiv hjælp af maskiner og hjælpere, men dog er en stor glæde og livsindhold for de, der hjælper og en glæde for samfundet i forståelse af, at vi er et rigt samfund, der kerer sig om alle, – vi tager os af hinanden, fordi vi ved og tror på og forsøger at leve efter, at alle er lige meget værd. Det er det den kristne tro handler om, og det kan man kun være evig taknemmelig for, -det har præget vores samfund og vil gøre det fremefter. Heldigvis.

Amen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Henrik Oest

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *