Flemming-Baatz.jpgDer er øjeblikke, vi aldrig glemmer! Kan I huske, hvor I var fredag den 26. juni 1992 kl. 20.15? Jeg kan. Foran mit fjernsyn til EMfinale! Og du ved, hvor var du var, hvis du var mere end tre år dengang. Kan I huske, hvor I var tirsdag den 11. september 2001 om eftermiddagen? Jeg var til møde oppe bag orglet, hvor vi havde samtaler med ansøgere til organiststillingen. Du ved, hvor du var, hvis du vare mere end tre, da terroren ramte World Trade Center og Pentagon.
Her er der en, der mange år efter skriver om sit første møde med Jesus. 60 år efter husker han klokkeslettet som var det i går! Det var den tiende time, altså kl. fire om eftermiddagen. Men han er den eneste blandt alle dem, vi hører om og får navn på, vi ikke får navn på. Det tyder på, at det er Johannes, den fjerde evangelist. Han plejer at ville være anonym. Han var teenager dengang på alder med jer konfirmander, den yngste af disciplene. Han forstod godt den dag, at Jesus var noget helt særligt, men sikkert ikke mere. Nu er han blevet ældre, måske omkring de 75, da han skriver sin bog om Jesus og haft tid til at reflektere og meditere over det, han havde Jesus sige og set ham gøre. Han så Ham dø, så Ham levende opstanden efter døden, så nu forstår han det bedre end den dag kl. 4. Det kender vi godt. Vi forstår næsten altid tingene bedre bagefter.

Vi vil gerne se og opleve noget, jeg vi aldrig glemme 26. juni 1992, den sidder i mig som en uventet skøn lykke. Du har dine, og de kan ligge inde i fremtiden. Men: der er noget, der er det vigtigste, vigtigere end det vigtige. Én ting: at se hvem Jesus er. Det skal vi have set. Fordi Han er noget særligt, noget kun Han er. Forskellen på Ham og alle andre. Her vrimler det med opdagelser og titler til Ham, da Han blev peget ud af sin slægtning, en anden Johannes, Døberen, og en todages opdagelsesrejse gik i gang som fortsatte, til det gik op for dem, at Jesus er linket mellem Gud og os, mellem den usynlige verden og den synlige. Han udstråler Gud og gør Ham virkelig for os. Det kan vi blive klar over i vores tid! Men hvordan?

Kort og godt: Kom og se! Det var svaret den dag og det er det samme i dag. Indvendinger afpareres med en invitation: Flyt på dig selv og se efter. En konkret prøve i dag: Se godt efter, når I kommer tættere på altertavlen. Jesus er der, det er ikke lige til at se det, hvis man ikke lige ved det. Der gik flere år, før jeg så det, men finder du vinklen og ser godt efter, så finder du Ham! Og ellers: Kom og lyt, tag og læs, sæt dig og se. Dit livs opdagelse venter på dig, det vi skal have set og set bedre, inden vi ligger os.

Og så vendes det hele lige på hovedet. Det er ikke kun os, der går på opdagelse, spidser ører og ser godt efter. Jesus ser også efter os. Han så, de fulgte Ham. Han så dem. Det betyder egentlig: Han betragtede dem opmærksomt, beskuede dem. Og da Han ser Peter, ser Han fast på ham, nærmest granskende og undersøgende. Inden Nathanael ved noget om Jesus, ved Jesus noget om ham. Han ved, hvor vi er. Og Han vil os. Derfor tager Han initiativ: Kom og se! Ja, og så du hedder Simon? Du skal hedde Peter, for du skal blive en klippe! Vi bærer på en længsel efter Ham. Den er der dybest nede, sådan er vi. Vi ved det bare ikke altid og finder surrogater i stedet. Men Han længes mere efter os end vi tror. Jeg er set. Du er villet. Han kender os. Vores navn, vores type, hvad nager mig og når det er Ham, der kender os, så er det godt. Animerende. Tillidsvækkende, fascinerende. Det skal være bestemmende i mit liv. Det er momentum for at vandre med i Hans selskab, det vi gør lige nu, men også i hverdagen, hvor vi på en anden måde går sammen med Ham, hvor Han er baggrund og fortegn. Og så et løfte: Først til ham den ægte israelit, den ærlige Nathanael, man altid kan stole på: Du skal få større ting at se end det, du nu er betaget over hos mig. Og til os alle: I skal få større ting at se! Aldrig færdig, se mere, vi er på skattejagt, vi er opdagelsesrejsende. Johannes véd, at Jesus holder ord, derfor ser han også frem til det, Jesus også har lovet: Engang skal vi se Ham sådan rigtigt med egne øjne som Han er. Det, vi nu tror uden at se, skal vi se.

Sådan en opdagelse bevæger os, den kan vi ikke tie stille med, denne sitrende glæde skal ud, deles med andre. Det er at være menighed, fejre det her, samles om det, dele det, vi er en krop, hvor vi er delene og så ud til andre. En opgave når vi har fået sådan en gave. Selvfølgelig. Fordi Han ser os og vi ser Ham! Amen.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *