Flemming Baatz Kristensen, sognepræst i Sct. Pauls Kirke

Flemming Baatz Kristensen, sognepræst i Sct. Pauls Kirke

Har I tænkt på, at vi kan påvirke stemningen hos Gud? Vender vi os til Ham, så hopper englene af glæde i den himmelske verden, ja og vi hørte, at Gud selv, der er som hyrden, glæder sig over den ene, Han finder, fordi Han vil ikke vil, vi går fortabt, men findes, reddes., samles i fællesskabet. Det betyder ikke alene, når vi bliver døbt og troen bryder igennem i vores liv og vi bliver disciple men også når vi som kristne dagligt finder Ham og findes af Ham, når vi stiller os ind i lyskeglen og lader Ham gennemstrømme os.

Ligesom vi kan blive til glæde for Ham, kan vi også bedrøve Guds hellige Ånd, såre Helligånden, gøre Ham ked af det.  Den Helligånd, vi har fået, som Gud har beseglet os med, givet ind i vores liv som en bekræftelse på at vi er på vej til forløsningens og befrielsens dag. Det har vi Ånden som segl på. Gud har præget sin Ånd ind i os.

Smag på det ord besegling:

  1. Besegling betyder at bekræfte nogets gyldighed gennem en bestemt handling. Det er gyldigt, at Guds Ånd er i os. Han har gjort det vist og sandt, at vi skal nå frem til befrielsens dag.
  2. Besegling betyder dernæst at bliver mærket fysisk og åndeligt med et kendetegn. Lidt tidligere i efeserbrevet skriver Paulus: ”I Ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige ånd” (1,13).Vi er mærket med Helligånden. Vi har fået et guddommeligt mærke.
  3. Besegling betyder for det tredje noget, der er blevet en afgørende faktor i vores liv. Åndens afgørende faktor. Uden Ham ingenting, med Ham alt.

Alt det har vi fået. Den kære hellige Ånd … ”åh, den Helligånd”, som en engang sagde, når gudstjenesten særligt havde berørt hende.

Guds Ånd er i os, har virket ind på os og gør det fortsat i det åndelige livs udvikling gennem ørkenvandring til glædeserfaring og fordybelse til at Gud er alt! Det er godt.

Ja, og så kan vi bedrøve Ham, som vi kan bedrøve hinanden, såre Ham, bringe Ham i sorg. Fordi Han er kærlighedens liv.

Hvordan kan vi da det?

Sammenhængen i teksten viser det. Lige før vores tekststykke kommer på: …:

Ved ikke at lægge løgn til side i vores liv,  men lade den være der med sin uklarhed og forplumring.

Ved at synde i vores vrede. Ved at lade solen gå ned over den. Hvad indebærer det? Så giver vi plads for Djævelen. Ved at stjæle. Og lader rådden snak gå ud af vores mund.

Og i teksten her: når sårethed og vrede får fuld udblæsning i bitterhed, hidsighed, vreden som sindsstilstand, skrål, spot, ja, al ondskab og afstår fra at lade Guds sindelag fylde vore hjerter og ord. Når vi slipper det gamle menneske løs.

Læg mærke til, at de ting, vi kan såre Helligånden ved, er sindet i os som strømmer over i dårlige ting vi gør mod mennesker/medkristne.

Og vi såres jo, vi møder uret, der gør os vrede. Der har vi problemet. Hvad gør vi så ved det?

Vreden er ok og ægte. Vrede er ikke forkert, der er ikke synd i den, en ægte og naturlig følelse som reaktion på overgreb. Men jeg kan synde i min vrede! Det sker når vi tillader, at den bliver til alt der bras, Paulus beskriver for os her.

Jamen skal vi da bare se på, at uretten triumferer? Nej, den skal vi tackle, men på rette sted, til rette tid og med det rette sindelag, ved at vi inden har bearbejdet vores vrede og bitterhed i forhold til Guds hellige Ånd. Hertil hører også at bede for den, der har gjort os uret. Vi skal jo også bede for vore fjender, pointerer Jesus. Og bede om ret sind til evt. at tale med ham/hende om det.

Hør lige hvad der stod i et ret overset ord af Jesus i Luk 17,3: ”Tag jer i agt. Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette, og hvis han angrer, så tilgiv ham.”
Du tænker: Jeg kan ikke tilgive ham. Så sig det til Gud ærligt som det er. Og find en, kun en at dele det hudløst ærligt med for at undgå sladder og frustrationen breder sig og gå så ind i tilgivelsens proces måske med denne bøn: Du elsker ham, jeg gør ikke, men giv ham et bedre liv end jeg under ham.

Du siger: Jeg vil ikke tilgive ham! Jamen, kære medkristen, så bedrøver du Guds hellige Ånd, du giver plads for Djævelen så, du inficerer dit sind med ondskab og bitterhed og du isolerer dig fra Guds sind og tilgivelse. En ting er du ikke kan tilgive pt, det er forståeligt og skal have sin lange tid, men at du isolerer dig fra Guds nåde og Hans tilgivelse, så sårer du Gud og modstår Ham og det kan udvikle sig i dig og betyde at Hellighånden til sidst må trække sig fra dig og du går fortabt. Nej, det vi har fået af Gud, skal præge os og rense os ligegyldigt hvad vi er blevet udsat for. Vi behøver ikke at blive venner med dem, der har ydmyget os, men vi kan placere dem hos Gud og lade os fylde af Hans Ånd, så kommer han/hun til at fylde mindre og mindre og en dag kan du måske velsigne vedkommende og lade vedkommende have sin plads i dit liv. Tænk på hvad forfulgte kristne møder. Og gennem den byrde velsigner Gud os fremadrettet.

Judasbrevet v.21-23: ”Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv. Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler; nogle skal I frelse ved at rive dem ud af ilden; andre igen skal I være barmhjertige imod, men med frygt, så I endog skyr den kjortel, der er plettet af deres syndige krop.”

Der er altså noget, der skal ligge fjernt fra os! Smag på det udtryk! Være os fjernt! Det ligger fjernt for os! Det bruger vi ikke her! Hvorfor: Vi er jo beboet af Guds ånd, mand! Derfor: Fjern det, bær det bort, væk med det. Ud af verden med det.

Det skal ikke være i vores liv. Det kan nemlig være til forargelse, være det, der bringer os bort fra Gud, så vi kan ende med at gå fortabt med en såkaldt tro som er ren formel og som ikke har Åndens liv i sig. Hug det af!

Jeg husker en gang jeg talte med en om en person, jeg var så vred på og havde været det længe, og det fyldte jo i mig. Så sagde vedkommende til mig: Tilgiv ham! Pang! Som en lige venstre højre kryds til kæben som det hedder i boksesproget. Hårdt, sådan, men: godt! Slip ham. Det hjalp mig.

Til sidst i vores korte tekst opholder Paulus sig ved det positive modstykke til at bedrøve Guds Ånd, modstykket til al slags ondskab:

Vær gode mod hinanden: brugbar, nyttig, god i modsætning til ond. En godhed fra Guds hjerte som indtager vort hjerte og smelter det, der er hårdt og barskt i os.

Vær barmhjertig, medfølende, at have et hjerte, der er ømt. Vi lever af Guds skønne ømhed over for os. Vi lever af den, vi skal også leve i den og lade den præge og forme os, så det bliver godt for andre og Guds ånd fylder mere og mere, den Ånd vi har fået.

Tilgiv hinanden. Vælg det til. At tilgive betyder her egentlig at give af nåde, at gøre en tjeneste med et menneske, være venlig imod ham, være som en ven vil være. Venlig = lig en ven.

Hvor kender vi sådan noget fra? Fra Gud!

Vær som Han, for sådan er Han.

”Ligesom Gud”, skriver Paulus. Sådan er Han og det har Han gjort aktivt mod jer i Kristus: på korset, hvad al vores ondskab og skyld, den anden og min, er blevet taget så alvorlig, at Guds søn tog det på sig for at det kunne komme ud af verden. Den forsoning og den tilgivelse, der kan trækkes ud af den, blev lagt ind i vores liv i dåben som en konto, så vi igen og igen kan trække på den, og den kommer aldrig i overtræk, den vokser tværtimod, når vi trækker på den. Og i forkyndelsen som den nu holdes frem for os ved gudstjenesten, når vi siger det til hinanden i fællesskabet eller mand og mand imellem. I det personlige skriftemåls møde med din egen konkrete synd og skyld, og hvor tilgivelsen bliver ligeså konkret og aktuel og præcis. Og i nadveren, hvor tilgivelsen optræder som næring og energi.

Alt det er Gud, alt det er gjort og gøres mod os.

Vær ligesom Ham. Ham som kraft og baggrund og model, forbillede. For sådan er Han og det over for os. Gennem Helligånden og Kristus. Amen.

Skrevet af Flemming Baatz Kristensen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *