Jo, selvfølgelig vil Lena Kjems, der er præst i Vejlby, gerne fortælle om, hvad der står i præstens kalender ud over søndagsgudstjenesterne.

Men hun kortslutter med det samme den omsiggribende idé om travlhed og en fyldt kalender som et succes-kriterie i sig selv: For en præst skal have tid. Og derfor kan det også sagtens lade sig gøre at få en aftale med Lena Kjems inden for få dage.

”Vi mødes i min præstegård,” foreslår hun.

Og det gør vi.

Vi sætter os i spisetuen med en kop te. Lena sidder under en plakat med det periodiske system. ”Det insisterer min mand på skal hænge der. Han er videnskabsmand,” siger hun med et smil.

Hun sidder på en afsyret kirkebænk, der faktisk stammer fra Vejlby Kirke, hvor hun er den ene af to præster.

”Mine børn råber altid shotgun (som bedst kan beskrives som et moderne udtryk for ”helle for”, red.) for at slippe for at sidde her. De synes ikke, man sidder godt på bænken,” fortæller hun, mens hun nu egentlig selv ser ud til at befinde sig godt i bænkens hjørne.

Vi snakker om løst og fast, og Lena virker vitterligt, som om hun har al tid i hele verden, og det virker ikke til at være træls at få en skribent på besøg en mandag, der egentlig er hendes fridag.

lena kjems

 

Skal og kan i kalenderen

Hun tager en papkalender i A4-format på bordet ved siden af sig, da vi går i gang med at tale om, hvad sidste uge bød på. Den giver et hurtigt overblik.

En typisk uge byder for en præst på gudstjenester, begravelser, bryllupper, dåb, konfirmandundervisning, plejehjemsgudstjeneste og husbesøg.

”Det er alle skal-tingene,” forklarer Lena Kjems.

Derudover er der alle ”kan-tingene”. Der er babysalmesang og samarbejde med de lokale skoler. Der er litteraturkreds og bibelkreds.

For Lena Kjems er ”kan-tingene” i høj grad noget med at bidrage med både stort og småt, og hun holder meget af at skrive:

”Jeg har været med til at skrive en bog om børnegudstjenester, og jeg har skrevet en bog til unge præster, der hedder ”uden kjole og krave. Den har fokus på den folkelige del af kirkearbejdet, som, jeg mener, er meget væsentlig.”

 

”Når man skal levere så meget output, så er det nødvendigt også at få nogle input.”
– Lena Kjems

 

Lenas uge (fra mandag den 6. marts til søndag den 12. marts i 2017, red.):

Mandag:

Er egentlig Lenas fridag, men tit vælger hun at arbejde lidt alligevel for med god samvittighed at kunne holde fri lidt før ugens andre dage.

”Der ligger en stor luksus i ikke at behøve at tage telefonen om mandagen,” siger hun.

På den måde bliver tiden i højere grad hendes egen.

Mandag er også kulturdag. Lena Kjems går ofte i biografen eller ud og ser en kunstudstilling. Alene eller sammen med en veninde.

”Jeg skriver mange taler til for eksempel begravelser og skriver også mange prædikener. Når man skal levere så meget output, så er det nødvendigt også at få nogle input. Det er nødvendigt at få tanket op.”

 

Tirsdag:
Dagen begyndte kl. 8, da en flok 4. klasses elever kom på besøg og hørte om kirken og dens ritualer.

Kl. 10 var der babysalmesang sammen med kirkens organist:

”Mange steder er det ikke præsten, der har babysalmesang. Men jeg kan godt lide det, for det giver mulighed for at stoppe op og snakke undervejs. Det kan for eksempel være, hvis en ung mor fortæller om sine overvejelser omkring dåben og ikke mener at kunne lade sit barn døbe, fordi hun ikke helt bogstaveligt tror på de dødes opstandelse. De unge tænker meget over tingene og forhandler om dem ude i de små hjem. Måske mere end vi gjorde tidligere.”

”Babysalmesangen også en slags studiekreds, hvor vi har mulighed for at tale sammen. Det er meget meningsfyldt for mig.”

Kl. 12 var det tid til en begravelsessamtale med de efterladte til en afdød.

Kl. 13.30 stod der sjælesorgs-samtale i kalenderen.

 

”Vi skal leve og ikke gå og sætte røde streger i hinandens liv.”
– Lena Kjems

 

Præsten yder sjælesorg

Sjælesorg kan handle om mange forskellige ting.

”Tit er det unge piger, som kontakter mig, fordi de gerne vil have redskaber til at leve deres liv. Så svarer jeg, at den slags redskaber har jeg ikke, men vi kan tage en snak om livet og det at være menneske. Der er mange unge mennesker, piger især, der ikke er sikre på, at de er nok værd som dem, de er.”

”Det, vi kan som mennesker og præster, er at dele erfaringerne med hinanden. Vi skal leve og ikke gå og sætte røde streger i hinandens liv.”

Sjælesorg kan også være samtaler om sorgen over at have mistet.

”Andre samtaler handler om psykiske problemer som for eksempel angst, som virkelig mange lider af.”

Nogle af henvendelserne handler også om, at samtaler med præsten er gratis, mens det koster penge at få en samtale med en psykolog. Det er ikke alle, der har penge til at betale det.

Kl. 14.30 var Lena Kjems klar med en kort gudstjeneste på plejehjemmet og bagefter godt med kaffe og en snak.

”Jeg holder meget af at komme på plejehjemmene, for de gamle ved et og andet. De har en indsigt og en erfaring, som kan komme os alle til gode.”

Tirsdag aften var der konfirmandforældre-aften.

”Da jeg gik i seng, tænkte jeg, at det havde været en god dag. For jeg havde virkelig været rundt hos alle grupper i sognet.”

 

”De vil gerne være fælles med andre omkring noget,
der meningsfyldt, og det er litteratur.”

– Lena Kjems

 

Onsdag:

Dagen begyndte med litteraturkreds og resten af dagen gik med forberedelse.

”For nogle mennesker er trinnet ind til kirken alt for højt, men de vil gerne på en eller anden måde være med i kirkens fællesskab. De vil gerne være fælles med andre omkring noget, der meningsfyldt, og det er litteratur. I onsdags læste vi ”krigen har ikke et kvindeligt ansigt.””

”Vi læser altid bøger, som er lidt tunge. Den slags bøger, som man gerne vil læse, men som måske er svære at få hul på selv. Til gengæld er der ofte gode samtaler gemt i den slags bøger, så de er velegnede til en litteraturkreds.”

 

Torsdag:

”Jeg tilbragte hele dagen sammen med en Politiken-journalist. Baggrunden var, at en række jyske kunstmuseer i anledning af Aarhus Kulturby 2017 har udtænkt et fællesprojekt om ”De 7 Dødssynder”.”

”Jeg sagde ja til at bruge en dag på det, fordi jeg synes, det er de samme præster, der bliver spurgt hele tiden, og jeg vil gerne være med til at nuancere blikket på kirken.”

 

”Mit arbejde som præst begynder og slutter med menigheden.”
– Lena Kjems

 

Fredag:

”Jeg var til møde i Møllevangskirken fra kl. 9 til kl. 14. Jeg kom til at sige højt, at der var for mange dårlige børnesalmer. Så blev jeg bedt om at sidde i et nystartet Forum for børnesalmer. Vi er en håndfuld præster og organister, der sidder og synger og gennemgår mange, mange børnesalmer, og de bedste af dem udvælger vi til Salmedatabasen.”

”Præster skal tage sig af deres eget sogn, men jeg synes også, man har pligt til at foretage sig noget, der kan komme helheden til gode, men sognet er det vigtigste. Mit arbejde som præst begynder og slutter med menigheden. Og derfor plejer en almindelig uge ikke at indeholde to hele dage ude af sognet. Jeg plejer at være hjemme det meste af tiden.”

 

Søndag:

Til sidst bød ugen også på et gudstjeneste søndag kl. 10, som Lena Kjems selvfølgelig havde skrevet en prædiken til.

 

Personalemøder og hjemmebesøg

I en almindelig uge er der desuden personalemøde i kirken hver torsdag.

I alt er der 13-14 ansatte i og omkring Vejlby Kirke. Desuden kigger medlemmer af menighedsrådet også nogle gange forbi, hvis de har mulighed for det.

”Ved samme lejlighed plejer jeg at snakke med organisten om, hvilke salmer vi skal synge til gudstjenesten. Jeg mener, salmer er en vigtig del af gudstjenesten, og jeg går meget op i musik. Derfor er jeg meget heldig, at vi har så dygtig en organist, som jeg kan sparre med.”

Nogle uger byder også på husbesøg rundt om i sognet hos mennesker, der af den ene eller anden grund ikke kommer så meget ud.

”Det er ofte noget, jeg hører over køledisken, når jeg handler. Nogen siger til mig, at den og den kunne have brug for et besøg.”

 

Logistik og planlægning

Selvom udgangspunktet for Lena Kjems er, at der skal være tid og nok af den, når sognebørnene har brug for hende, så lader hun ikke bare tiden flyde:

”Jeg er verdens bedste logistiker. Hver fredag sætter jeg mig ned og kigger i kalenderen, når jeg har skrevet prædiken. Så ser jeg på, hvad der ligger af for eksempel dåb i ugen efter, og så sms’er jeg til de unge forældre med forslag til tidspunkter, der passer ind i min kalender. Nogle vil gerne mødes om aftenen, og derfor har jeg bestemt, at onsdag og torsdag er de dage, hvor jeg har længe åbent. Så jeg strukturerer min tid. Men det meste kan der jo flyttes rundt med, hvis der er brug for det.”

Skrevet af Gitte Glibstrup

2 Comments

  1. Henrik Klindt-Jensen 15. marts 2017 at 14:48

    Man taber helt pusten af alt det, Lena når på en almindelig uge! Vi er meget glade for at have hende her i Vejlby: engagement med meninger sat til diskussion, gode prædikener, hjerte -humor. Jo, vi er heldige med at have Lena som præst her i Vejlby – ikke fordi vores anden præst er ringere, men nu er det Lena, vi taler om!

  2. Jeannette Refstrup 5. april 2017 at 11:43

    Kære Henrik,
    ja, det er virkelig en fornøjelse at møde et så engageret menneske, som Lena.
    Jeg kan godt forstå, at I føler jer heldige med hende som præst 🙂
    Bedste hilsner fra
    Jeannette

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *