Kirkebænkene i Sct. Peders Kirke i Randers Nordre Provsti var fuldstændig tomme mandag formiddag. Også selvom kirken havde indbudt til gudstjeneste 2. pinsedag. Forklaringen på det tomme bænke fandtes lige uden for kirkedøren.

Kirsten Estrup mener, at det som kirkegænger, giver en særlig ro med en udendørs.

Kirsten Estrup mener, at det som kirkegænger, giver en særlig ro med en udendørs.

En række af gule markører ledte i stedet kirkegængerne over på den anden side af vejen. Her var gudstjenesten i anledning af 2. pinsedag rykket udendørs. Nærmere bestemt til amfiscenen bag musik- og kulturhuset Værket.

Kirkebænkene var udskiftet med farvestrålende puder eller havestole, og kirkeorglet var byttet til et noget mindre af slagsen i den ”udendørs katedral”, som sognepræst Ulla Horsholt beskrev rammerne for dagens gudstjeneste. En katedral, hvor solen skinnede ned over kirkegængerne, og hvor ”ånden” blæste forsigtigt omkring.

Netop ånden spiller en hovedrolle i fortællingen om pinsen, der altid falder 50 dage eller syv uger efter påske. De 50 dage, der gik mellem Jesu opstandelse og til Helligånden kom til jorden. I Bibelen beskrives det, hvordan Helligånden muliggjorde det for Jesu disciple at udbrede den kristne tro på alverdens sprog. Det er årsagen til, at pinsen også betragtes som kirkens fødselsdag.

Gud er her i sin ånd

I sin prædiken lagde sognepræst Ulla Horsholt særlig vægt på, at det er vigtigt, at se sine mørke sider i øjnene.

Det var første gang, sognepræst Ulla Horsholt stod for friluftsgudstjenesten ved Sct. Peders Kirke.

Det var første gang, sognepræst Ulla Horsholt stod for friluftsgudstjenesten ved Sct. Peders Kirke.

”Pinsen handler om at lukke lyset ind. Modstanden i os gør, at kærligheden bremses. Der er klumper i strømmen af kærlighed. Vi gemmer ofte de mørke sider i os selv, men vi må mærke lyset strømme. Kærligheden fra Gud til hele verden,” lød det fra Ulla Horsholt.

Også for hende personligt, betyder pinsen noget særligt.

”Pinsen er vigtig, fordi den viser, at gud er her i sin ånd. Selv når verden er værst, er han med os på jorden. Det er der et håb i, synes jeg.”

Lyset og naturen giver ro

Det er efterhånden blevet en fast tradition for Sct. Peders Kirke i Randers at rykke udenfor, når kirkekalenderen siger 2. pinsedag. Blandt mandagens deltagere i gudstjenesten var Kirsten Estrup. Hun og hendes mand har taget del i friluftsgudstjenesten de sidste tre år.

I følge hende er friluftsgudstjenesten et godt symbol på pinsen.

”Det er dejligt at komme udenfor, fordi det er anderledes og på grund af det skønne vejr. Man mærker solen skinne og naturen kommer lidt længere ind.”

Også for Kirsten Estrup, der jævnligt kommer til gudstjenester i Sct. Peders Kirke, har de udendørs af slagsen en særlig stemning over sig.

”Den indvendige ro, man får, når man er i kirke, den får man også her udenfor med naturen, lyset og fællesskabet. Pinsen er tiden, hvor vi får lyset ned. For mig betyder det noget godt og dejligt,” siger Kirsten Estrup.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Thomas Nedergaard Rasmussen

Thomas Nedergaard Rasmussen er journalist og skriver jævnligt artikler til Kirken i Østjylland.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *