Som 18-årig meldte Jacob Køhn Andersen sig ud af folkekirken. I dag er han provst i Skanderborg Provsti. I tiden derimellem har han arbejdet 21 år som sognepræst, og både troen og tvivlen har hele tiden været til stede.

Den i dag 48-årige provst meldte sig ud folkekirken, fordi han efter eget udsagn ”helt grundlæggende syntes, det var noget pjat.”

Jacob Køhn Andersen blev i marts udnævnt som provst i Skanderborg Provsti. Inden da havde han været præst i 21 år.

Jacob Køhn Andersen blev i marts udnævnt som provst i Skanderborg Provsti. Inden da havde han været præst i 21 år.

Han var mere naturvidenskabeligt orienteret og havde egentlig planer om at blive fysiker. Desuden havde han læste litteratur af filosoffen Friedrich Nietzsche, og på den baggrund opstod tanken, at der ikke fandtes mere mellem himmel og jord, end det vi mennesker kan se med det blotte øje.

”Jeg vil ikke nedgøre det, men på nogen måder er der noget barnagtigt ved det, fordi det ikke kræver det helt store intellektuelle overskud at fastslå, at det med Vorherre ikke kan have noget på sig. Det skal man ikke gå mange år i skole for at få den idé,” siger Jacob Køhn Andersen.

Meningsfulde oplevelser

Det var især Friedrich Nietzsches særlige skrivemåde, der gjorde noget ved Jacob Køhn Andersens tanker om religion.

”Nietzsches kritik er mere kvalificeret end det rent barnagtige, og så har han en meget energifyldt måde at skrive på. Det gør, at man gerne vil være enig med ham. Sådan tror jeg også, mange præster har det med Søren Kirkegaard. Han skriver så godt og er så god til at skrive grimt om sine modstandere, at man hellere må mene det samme som ham.”

Jacob Køhn Andersen er opvokset i det, han selv kalder et almindeligt dansk folkekirkekristent hjem, og han blev også konfirmeret. Efter han havde meldt sig ud af folkekirken, drog han på højskole, hvor han fik faget kristendom. Et fag, der vakte en fornyet interesse for det religiøse, og derfor besluttede han sig for at læse teologi. Men siden har tanken om verden som et sted uden religion flere gange sneget sig ind på ham.

”Når jeg kigger ud af vinduet, kan jeg stadig godt se, at det ikke ser ud, som om Vorherre står for det hele. Måske handler det i virkeligheden om, at man det ene øjeblik kan sidde i kirken eller et andet sted og få en oplevelse af livet som noget meningsfuldt. Det er svært at dele ud af den slags oplevelser. Det er ligesom at skulle se andres feriebilleder. Det er næsten ikke til at holde ud,” siger han og smiler.

”Det er en skam, at det ikke gør noget”

Han har dog sjældent været i tvivl om kristendommens berettigelse i det moderne samfund.

”Udfordringen er, at hvis man afskaffer det religiøse, så bliver der en eller anden form for meningstomhed, hvor man skal sætte noget andet i stedet for, hvis det ikke skal falde helt fra hinanden. Medmindre man er ligeglad. Det er jo ikke nogen naturlov, at alle mennesker skal gå og tænke over de her ting i deres liv.”

”Det er meget dansk at tale om det her med mere eller mindre kristen. Når de fleste danskere bliver spurgt, om de er kristne, så ved de ikke rigtig, hvad de skal svare. Så ender de som regel med at sige ”ikke så meget, at det gør noget”, og på den måde er det selvfølgelig en skam, at det ikke gør noget, for hvad skal det så gøre godt for?”

Tvivlen som kvalifikation

Han bruger fortsat halvdelen af sin arbejdstid som sognepræst, og selvom han ikke er den første præst, der har sat spørgsmålstegn ved kristendommen, oplever han en gang i mellem, at folk kan blive overrasket over sådan en udmelding.

”Jeg tror, tvivlen er noget, de fleste mennesker kender fra dem selv. Det er klart, at hvis folk tror, at præsten er stærk i troen, der hvor vi andre svigter, så bliver man selvfølgelig skuffet. Men på den anden side, så har jeg svært ved at tro, man også kan blive rigtig overrasket over at opdage, at præster også er en slags menneske. Det kommer nok af den lutherske tradition, hvor præsten bare betragtes som en blandt menigheden.”

”Jeg har aldrig tænkt på det som noget problem. Tværtimod synes jeg, det må være en eller anden form for kvalifikation, fordi jeg har en eller anden forståelse for de menneskers liv, som jeg skal sige noget til,” siger Jacob Køhn Andersen.

Provsten har ingen færdiglavet plan for, hvordan man får de meningsfulde oplevelser, men han oplever selv, at tilgangen til livet, kan være en hjælp.

”Der findes ikke en religiøs form for positiv psykologi. Nogen gange hjælper det måske at minde sig om, at man rent faktisk har oplevet verden som meningsfuld, selvom man befinder sig et sted på en dårlig dag, hvor alt virker pænt meningsløst. De fleste mennesker har prøvet at opleve begge dele. Der er et eksistentielt fællesskab i disse ting – også de meningsløse,” slutter han.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Thomas Nedergaard Rasmussen

Thomas Nedergaard Rasmussen er journalist og skriver jævnligt artikler til Kirken i Østjylland.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *