Som bedemand er man ofte blandt de første, de efterladte til en afdød taler med – også før sognepræsterne. Netop derfor er et velfungerende samarbejde mellem præst og bedemand afgørende for, at de efterladte kommer så smertefrit som muligt fra dødsfald til bisættelse. Det mener Anja Andersen, som har været bedemand i 13 år. Det seneste halvandet år hos Bedemand Keld Andersen, der har bedemandsforretninger i Risskov, Løgten og Aarhus.

Selvom både hun som bedemand og præsterne alle har tavshedspligt, er der alligevel være en del praktiske spørgsmål, der skal vendes, for at få en bisættelse til at forløbe som planlagt.

Gensidig respekt

Som regel tager hun kontakt til kirkekontoret eller direkte til en bestemt præst, når hun har haft den første snak med de pårørende.

”Ofte hilser jeg også på præsten ved bisættelsen. Så får vi lige afklaret, hvem der skal sige tak efter bisættelsen, hvem der skal bære kisten og så videre. Det er vigtigt for at få det hele til at glide,” siger Anja Andersen, der dog understreger, at hun under mindehøjtideligheden kun er gæst i kirken.

Anja Andersen har været bedemand i 13 år. Hun har regelmæssig kontakt med de lokale præster på Djursland og i Aarhus.

Hun ser gensidig respekt for hinandens arbejder som et af hovedelementerne i et godt samarbejde bedemand og præst i mellem.

”Der skal være en ærlighed og gensidig respekt for hinandens arbejde. Jeg ved godt, at jeg ikke har nogen funktion i kirken. Selvfølgelig hjælper jeg til, hvis der er noget, jeg kan gøre, men jeg har også respekt for, at det er præstens område.”

I det daglige er hun ofte i kontakt med præster på både Djursland og i Aarhus-området. Det kan eksempelvis være i forbindelse med fastlæggelse af dagen for en bisættelse. Hun oplever, at flere har præferencer omkring, hvilken præst der skal stå for bisættelsen. Derfor tøver hun som regel heller ikke med at ringe til præsterne.

”De fleste præster vil også gerne vide det, hvis nogen vil have dem til at stå for en bisættelse. For os er det derfor en god service at kunne ringe eller skrive til en præst, når vi har snakket med de pårørende, selvom der selvfølgelig også er noget, der hedder arbejdstid,” siger Anja Andersen med henvisning til de skiftende arbejdstider.

Brænder for at skabe en smuk afsked

Nedskæringer og tidspres gjorde, at hun ikke kunne stå inde for det arbejde, hun før bedemandsgerningen udførte som social- og sundhedsassistent. Hun var dog ikke i tvivl om, at hun fortsat ville lave, hvor hun kunne arbejde med og hjælpe andre mennesker.

”I jobbet hjælper jeg også andre end folk fra folkekirken. Det er høj som lav og både muslimer, jøder og kristne, og det sætter vi en stor ære i. En ting er det praktiske, en anden ting er snakken. Vi er ofte den første instans, de efterladte ringer til. De skal være trygge gennem hele processen, så når jeg har hørt, hvad de ønsker, så skal der være røde roser i kirken, hvis det er det, vi har aftalt Det er tilfredsstillende at få lov til at hjælpe. Fra første møde til jeg kører af sted fra kirken i rustvognen. Det er altid trist og hårdt, men det kan godt gøres til en smuk afsked,” siger Anja Andersen.

Forskel på land og by

Anja Andersens erfaring er, at samarbejdet mellem bedemand og præst dog også kan variere alt efter, hvor begravelsen skal finde sted.

”Der er mere samarbejde på landet end i for eksempel Aarhus. Det hænger nok også sammen med, at de pårørende er mere tilbøjelige til at have et større tilhørsforhold til en bestemt præst, end man har nogle steder byerne.”

”Set udefra ser samarbejdet måske ikke ud af meget, men en god kontakt mellem mig som bedemand og præsten skaber ro og hjælper os begge i arbejdet med at hjælpe de pårørende, siger Anja Andersen.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Thomas Nedergaard Rasmussen

Thomas Nedergaard Rasmussen er journalist og skriver jævnligt artikler til Kirken i Østjylland.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *