Hvor der før bare var en firkantet græsplæne med et rosenbed i midten, er der nu organisk græsplæne omgivet af adskillige planter i alverdens farver og indbydende havemøbler.

Oliventræ, løg, liljer, malurt, hvede og mynte er blandt de mere end 60 planter i klosterhaven, hvoraf flere af planterne har en historisk eller en bibelsk betydning.

Sognemedhjælper Jenny Thaysen Kjær (tv.) og Eva Esmann Behrens fra menighedsrådet i Langenæs Sogn har været tovholderne i det nye haveprojekt ved Langenæskirken i Aarhus.

Haven er resultatet af godt en måneds arbejde fra ansatte og ikke mindst frivillige fra menighedsrådet og lokalområdet ved Langenæskirken.

”I første omgang var det kun meningen, at der skulle være klosterhave i det ene hjørne af haven, men det er endt med, at der i hele haven nu er elementer, der relaterer sig til en klosterhave. Det er blevet til det, vi kan kalde for en moderne og bæredygtig klosterhave,” fortæller menighedsrådsmedlem Eva Esmann Behrens, der er initiativtager til projektet.

Plads til sanserne

Klosterhaver har traditioner tilbage til 1100-tallet, da man gennem flere hundrede år dyrkede fødevarer samt krydder- og lægeurter, som blev brugt til forebyggelse eller lindring af sygdomme.

”Vi kunne sagtens have lavet en pæn prydhave, men i en brugshave kommer du mere i kontakt med haven. Der er plads til sanserne. Her får du ikke bare lov til at se, du kan også få lov til at smage eller plukke,” forklarer Eva Esmann Behrens.

Når der skal pyntes op inde i Langenæskirken, behøver kirketjeneren ikke gå længere end et par skridt udenfor i kirkens nye klosterhave for at plukke blomster.

I haven er der tænkt over bæredygtighed. Det gælder blandt andet de forskellige planter til brug i madlavning eller det store pluk-selv blomsterbed, som kan bruges i det daglige som alterbuketter og pynt i kirkerummet.

”Idéen har været at åbne kirkens have for sognets beboere, og vi håber nu, at haven kan være til glæde og til brug for mange mennesker. Tidligere var haven hverken indbydende eller særligt åben for offentligheden, men med de mange planter og gode havemøbler er det blevet mere oplagt at opleve haven, sætte sig og nyde en kop kaffe,” fortæller initiativtageren.

Plads til fordybelse

Allerede inden den officielle åbning af klosterhaven har der været flere positive tilbagemeldinger. Det fortæller sognemedhjælper Jenny Thaysen Kjær, der også har haft en del med den nye have at gøre.

“Jeg har hørt fra flere af sognets beboere, som har fortalt, at de har fået mere lyst til at komme i kirke. For nogle kan det være et stort skridt at træde ind i kirkesalen, så jeg tror, at haven kan være med til at skabe en mere flydende overgang ind i selve kirken,” siger Jenny Thaysen Kjær.

Hun bakkes op af Eva Esmann Behrens:

“Kirkerummet kan virke stort og formelt. Det er haven ikke, men haven kan have nogle af de samme funktioner,” siger hun og uddyber:

“Vi lever i et samfund, hvor man har meget opmærksomhed rettet mod sig selv. Her tror jeg, at sådan en have kan være med til at give plads til fordybelse og plads til at undre sig over, at der er noget mere end én selv. Det er vigtigt i vores samfund, at der er plads til at undre sig og blive forundret,” lyder det fra Eva Esmann Behrens.

Plads til ukrudt

Det har kostet omkring 60.000 kroner at anlægge klosterhaven, som er udviklet i samarbejde med arkitekt Peter Svendsen og kunster og leder af center for
Urban Kunst, Nicolai Juhler.

Og ja, ingen have uden ukrudt, og det gælder naturligvis i Langenæskirkens nye klosterhave. Men der er dog trøst at hente i Jesu lignelse om ukrudtet i hveden i Matthæusevangeliet 14, 24-30:

”Lad blot begge dele (ukrudtet og hveden) gro side om side indtil høsten.”

Klosterhaven bliver officielt indviet lørdag 16. september i forbindelse med Langenæs Kulturfestival.

Eva Esmann Behrens er initiativtager til den nye klosterhave ved Langenæskirken.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Anders Kynde

Anders Kynde er journalist og skriver jævnligt artikler til Kirken i Østjylland.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *