Henrik Jensens far var syg i længere tid, inden han til sidst døde i 2013.

– Jeg havde købt en ny motorbåd, som jeg gerne ville have min far med ud i på en sejltur. Men det trak ud, fordi han var syg, fortæller Henrik Jensen fra Hou. Han og faderen har arbejdet som fiskere, og i fritiden sejlde de sammen ud til deres yndlings fiskeplads i Kattegat.

– På et tidspunkt sagde min far, ”selvfølgelig skal jeg med ud at prøve din båd”, og jeg vidste bare, at han mente, at det skulle ske, når han var død. Han var ikke så meget for at komme i kirken, siger han.

Ringede til præsten

Da faderen gik bort, ringede Henrik Jensen til kommunen, for at bede om tilladelse til at sprede faderens aske på havet.

– Det havde jeg hørt, at man skulle, men her fik jeg oplyst, at jeg skulle henvende mig til præsten i mit sogn, siger han.

Her fik han at vide, at han skulle sørge for, at askespredningen kom til at foregår i en hvis afstand fra land.

– Jeg fortalte, at min far og jeg havde en favoritfiskeplads langt fra land, og det var der, jeg ville sprede asken, siger han.

Vil selv være samme sted

Henrik Jensen ville gerne sprede en asken en dag, hvor der var stille vand, så der gik noget tid, inden det blev muligt.

– Min datter og jeg sejlede ud fra Hous på en smuk dag, hvor havet var stille uden ret mange bølger. Da vi nåede ud til fiskepladsen, bad jeg min datter om at notere den nøjagtigige position. For når jeg er død, så skal min aske spredes på det samme sted, som min far. Det har jeg sagt til min datter og min kone, siger han.

Der blev ikke sunget eller bedt en bøn, men Henrik Jensen og datteren drak en øl.

– Min far og jeg plejede at drikke en øl på vej ud, og en øl på vej hjem, når vi var ude at fiske sammen, siger han.

En blomst i havet

Henrik Jensen vil ikke betegne sig selv som meget troende, men han kan godt lide at komme i forskellige kirker, når han er på ferie rundt om i landet. Han kan godt lide tanken om, at hans far ikke ligger på et bestemt sted på en kirkegård.

– Lige meget hvor jeg er i verden, så kan jeg smide en blomst i vandet og mindes min far. For alle havene på kloden hænger jo sammen, fortæller han.

Henrik Jensens mor lever stadig, og hun skal ikke have sin aske strøet ud på havet.

– Nej, hun har vandskræk, griner Henrik Jensen.

 

FAKTA

Den afdødes aske kan blive spredt over åbent hav, hvis afdøde skriftligt har tilkendegivet et ønske om det.

borger.dk kan du finde en blanket ”Spredning af aske over åbent hav”, som du kan udfylde og printe ud. Læg den udfyldte og underskrevne blanket sammen med dine øvrige papirer, som de efterladte får brug for.

Det er muligt at tilkendegive sit ønske om askespredning på almindeligt papir. Du skal blot sørge for, at dit navn, adresse og cpr. nr. er anført på dit skriftlige ønske. Husk datering og underskrift.

Kravet om, at afdøde selv skriftligt skal have erklæret et ønske om at asken skal spredes over åbent hav, kan fraviges, hvis der ikke er tvivl om, at det var afdødes ønske. Det er begravelsesmyndigheden, der træffer afgørelse om, hvorvidt kravet om skriftlighed kan fraviges.

Askespredningen skal foregå over åbent vand, det vil sige over havet eller over større fjorde eller bugter. Det er ikke tilladt at sprede asken over en sø. Det er de efterladte, som skal sørge for at få asken spredt, og spredningen af asken skal foregå på en måde, der ikke vækker opsigt. Det er ikke tilladt at sænke urnen med aske i havet.

Kilde: Kirkeministeriet

 

Artiklen er skrevet af journalist Torben Svane Christensen

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Gitte Glibstrup

Tilknyttet journalist på Kirken i Østjylland.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *