Det var en anelse tilfældigt, da Filip Møller som 15-årig kastede sig ud i stenhuggeri.

“Jeg var god til at tegne og ville egentlig have været autolakerer. Men så fik jeg tilbudt læreplads som stenhugger, fordi jeg kunne det der med at tegne og bruge hænderne, og så sagde jeg bare ja,” forklarer Filip Møller.

I dag er han 45 år og driver Filips Sten & Billedhuggeri i Horsens, hvor han har tre ansatte.

Filip Møller har været stenhugger i 30 år.

Mac-skærm som gravsten
Han fortæller, at der sket en stor udvikling i gravstenene de seneste årtier.

“Da jeg begyndte, var vi mere konservative og traditionsbundne end i dag. Men traditionerne bliver brudt i den her tid, og i dag vil folk have noget unikt og specielt. Det er noget, der har gavnet mig som kunstner, da der er mulighed for at lave mere personlige og kreative gravsten,” fortæller stenhuggeren.

Som eksempel nævner Filip Møller, at han for nylig lavede en gravsten, der var udformet som en Mac-skærm.

“90 procent af det, vi laver, er noget personligt. I stedet for at skrive, at personen var murer, kan vi hugge en murerske ud. Nogle kunstnere får deres eget maleri på sten, og når det drejer sig om børn, kan vi eksempelvis lave håndaftryk af deres hænder,” siger han.

Stenhuggeren kan også være sjælesørger
Netop gravsten til børn og unge er noget, der gør stort indtryk på Filip Møller.

Gennem tiden har Filip Møller blandt andet lavet gravsten for Flemming ‘Bamse’ Jørgensen og den tidligere Horsens-borgmester Jan Trøjborg.

“Det er de sværeste opgaver. Der er man inde på følelser, som ingen kender. Jeg gør ikke i hvert fald. Der skal man virkelig være professionel, da de pårørende kan være i en helt anden verden i sådan en situation,” fortæller han.

Filip Møller tilføjer, at han er blevet mere følsom, jo ældre han er blevet.

“I dag bliver jeg nemmere rørt. Egentlig er jeg ikke en god sælger. For mig er det vigtigere at blive set som professionel medmenneske. Selv om sjælesorg er præstens opgave, er jeg også sjælesørger, fordi jeg har empati for mine kunder,” siger han.

Sten fortæller historier
Filip Møller sætter gerne god tid af til kunderne, da det er vigtigt at vælge den rette gravsten.

“En gravsten betyder meget for de pårørende i begyndelsen. Men man skal også kigge på den i flere år efterfølgende, når sørgetiden er ved at være slut, og den mere bliver et mindesmærke,” forklarer han.

Han sætter stor pris på den tillid, kunderne viser over for ham.

“Folk sidder og fortæller mig et helt liv, alle deres tanker og alle deres følelser, uden at de kender mig. Jeg behøver ikke tage ud i verden for at få inspiration – den kommer væltende ind på mit kontor,” siger han.

“Når jeg hugger sten, prøver jeg at få stenen til at fortælle historier om den afdøde person. Det er et privilegium og en kæmpe gave, at jeg kan få lov til at få de afdøde til næsten at genopstå som sten,” uddyber Filip Møller.

Strandkirkegård kan være fremtiden
I en tid med flere kremeringer og flere askespredninger til søs bliver der også solgt færre gravsten, kan Filip Møller erfare.

“Færre og færre køber gravsteder, og man kan på mange måder sige, at kirkegården afspejler samfundet, vi lever i. Hvis ikke vi bruger kirkegården, gider vi heller ikke bruge penge på gravsteder,” fortæller han.

Derfor er det vigtigt, at der bliver tænkt i nye muligheder.

“I Kerteminde har man arbejdet på at lave en strandkirkegård med med små monumenter og skulpturer, hvor man kan sætte navnetræk på for de personer, der er blevet spredt ud over havet. Det kunne være meget spændende at realisere endnu flere steder,” lyder det fra den 45-årige stenhugger.

“Egentlig er jeg ikke en god sælger. For mig er det vigtigere at blive set som professionel medmenneske,” fortæller Filip Møller.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Anders Kynde

Anders Kynde er journalist og skriver jævnligt artikler til Kirken i Østjylland.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *